Af Anna Rossman Thejsen

Hvad er det bedste, din skole har fundet på for at bevare fællesskabet på afstand?

"Personalet laver en masse sjov og ballade med eleverne i denne tid. En aften klædte en af vores lærere sig ud og lavede bingo inspireret af en anden skole, der havde gjort noget lignende. Vi var lidt i tvivl om, hvad præmierne skulle være. Vi havde overvejet slik leveret til døren hjemme hos eleverne, men så opdagede vi, at de på Eriksminde Efterskole havde lavet ’Jørgen & Jørgens banko’, hvor deres præmier bl.a. var toiletpapir. Det morede vi os meget over. Man må jo også sige, at det er en mangelvare i disse tider. Så præmierne hos os endte bl.a. med at blive jumbo-toiletruller og et særligt rengøringskit, der kan vaske selv den mest beskidte straffeattest ren."

"Vi er i det hele taget meget opmærksomme på, hvad der sker ude på de andre efterskoler lige nu, og på om vi kan få gode idéer fra hinanden. Inspireret af en anden efterskole, der livestreamede morderleg på deres skole, skal jeg over på skolen på torsdag og gemme mig for eleverne. Det glæder jeg mig meget til. Det kan godt være, at jeg normalt arbejder i køkkenet, men jeg kan sagtens lave andre ting, og jeg bor tæt på skolen."

"Vores viceforstander bor helt i Slagelse, men han kørte hele vejen til Høng for at gøre noget for en af de piger, han er kontaktlærer for. Eleven er bekymret for, at hendes to potteplanter på værelset dør. Så nu tager han hen på skolen og livestreamer, at han vander dem."

"Jeg er også glad for, at vores forstander er meget forstående for vores forskellige situationer i personalegruppen. Nogle har jo også deres udfordringer med at få det til at hænge sammen på hjemmefronten med små børn eller andre ting. Vores forstander siger: ’Alle gør, hvad de kan’. Jeg er stolt af, at vi står sammen og hjælper hinanden i denne tid."


"Jeg elsker det øjeblik på dagen, hvor jeg præsenterer frokosten for eleverne. Jeg savner virkelig at mærke, at alle eleverne er omkring mig og lytter og glæder sig til at spise"

Martin Petersen, køkkenleder på Høng Efterskole

Hvad er det bedste, du selv har fundet på for at bevare fællesskabet på afstand? 

"Efter lukningen af skolerne fik vi alle ret hurtigt at vide af vores forstander, at vi skulle lave fjernundervisning. Jeg er køkkenleder og har fire medarbejdere i køkkenet, så jeg gik i tænkeboks i forhold til, hvordan jeg kunne sætte min del af personalegruppen til at lave noget meningsfuldt i den her periode. Jeg fandt på ’Køkkentjansen’, som går ud på, at vi fra køkkenet skiftes til at lave en video til eleverne, hvor vi hjemme fra vores egne køkkener viser dem, hvordan man trin for trin laver en ret eller forfriskning, mens vi samtidig lærer dem om forskellige emner relateret til køkkenarbejde. For mig er det virkelig vigtigt, at der er læring i det for eleverne. Indtil videre har jeg bl.a. selv lavet en video om knækbrød, hvor der også var undervisning om hygiejne, og så har jeg lavet en skumfidus-video, hvor jeg lærer eleverne om vands kogepunkt, og hvad der sker med temperaturen, når man f.eks. tilsætter sukker – så fik jeg også lige sneget lidt fysikundervisning ind. En af mine kolleger har filmet, at hun har været en tur i skoven og samle ramsløg – og opfordret til, at det er noget, eleverne kan gøre sammen med familien."

"Udfordringen lige nu er nok mest at få det digitale til at spille helt og ikke at bombardere eleverne med alt for mange tiltag og alt for meget, der bare bliver ’lektier’, de skal løse alene. Både den undervisning, lærerne laver, og det, vi blandt det tekniske personale kan tilbyde eleverne lige nu, skal jo indeholde læring og have en underbyggende dannelsesfunktion. Jeg tror måske, at vi på mange skoler den første tid har lavet meget undervisning, som var lektier med lektier på. Nu skal vi sammen finde på måder at fjernundervise på, hvor vi får mere kontakt og nærvær og mindre lektiepræg. Det gør mig f.eks. glad, at køkkenansatte på tværs af efterskolerne lige nu har flere tråde kørende i vores fælles Facebookgruppe ’Køkkenansatte i efterskolen’, hvor vi inspirerer hinanden, og der er da mindst én anden skole, som allerede har taget vores idé med køkkentjans-videoen op."

Hvordan kan du lige nu mærke efterskolefællesskabet – på afstand? 

"Jeg kan mærke det ved, at min telefon er rødglødende. Der er hele tiden nyt inde i vores facebookgruppe for Høng Efterskole årgang 19/20. Bl.a. har en af vores dansklærere stillet eleverne den opgave at lægge et billede op fra deres hjem. På den måde bliver vi inviteret ind i hinandens hjem. Snakken går derinde mellem elever og ansatte på kryds og tværs, og vi lærer hinanden at kende på nye måder. Jeg kan virkelig mærke fællesskabet den vej. Jeg har også elever, der skriver direkte til mig. Der var f.eks. en elev, der skrev til mig og spurgte, om jeg kunne sende information ud om den majfest, som hun og 20 andre elever arrangerer sammen med køkkenet. De var i fuld gang med at planlægge festen sammen med mig, da alt det her skete. Jeg havde jeg glemt alt om den fest, men jeg blev grebet af hendes gejst og hendes behov for at vide, at der stadig er noget, der bliver til noget. Så nu planlægger vi videre og håber på at kunne holde et brag af en fest, når vi er tilbage på skolen."

"Man kunne da håbe, at det, vi har lært i denne tid om, hvor vigtigt hygiejne og håndvask er, vil hænge ved hos de unge"

Martin Petersen, køkkenleder på Høng Efterskole

Hvad savner du mest ved hverdagen på skolen? 

"Jeg savner mine kolleger rigtig meget, særligt i køkkenet er vi tætte på hinanden i hverdagen. Jeg savner at tale med dem på må og få og om livet i vores små familier – jeg savner en normal hverdag. Jeg elsker det øjeblik på dagen, hvor jeg præsenterer frokosten for eleverne. Det kan være alt fra en beskrivelse af en gulerod til anekdoter om forloren hare, når de skal have det. Jeg savner virkelig at mærke, at alle eleverne er omkring mig og lytter og glæder sig til at spise."

Kan det her bringe noget godt med sig – og i så fald hvad, tror du? 

"Man kunne da håbe, at det, vi har lært i denne tid om, hvor vigtigt hygiejne og håndvask er, vil hænge ved hos de unge. Når vi kommer tilbage på skolen, er vi nok også alle blevet mere bevidste om værdien af at være sammen. Det føles lidt fladt kun at se hinanden gennem en skærm. Hvem ved, måske vil vi også alle sammen lægge skærmene lidt mere fra os, når vi er sammen fremover? Lige nu er vi fælles og sammen hver for sig – men det er altså meget bedre at være sammen-sammen."