En efterskole er en kostskole for dig, som skal begynde i 8., 9. eller 10. klasse og er mellem 14 og 18 år. Efterskoler skiller sig ud i forhold til almindelige folkeskoler på flere områder. På efterskoler sover, spiser og bor du sammen med dine kammerater og lærere. Du kan tage hjem i de fleste weekender og ferier.
Vælg den efterskole, der passer til dig
Efterskolerne er lige så forskellige som de unge, der vælger at gå på efterskole. Efterskolerne er f.eks. forskellige i værdigrundlag og fagtilbud. Det gør det nemmere at finde en efterskole, som passer lige præcis til dig.
Med et efterskoleophold får du samme adgang til en ungdomsuddannelse, som du får i folkeskolen. Efterskolerne følger nemlig de samme faglige mål som folkeskolen. Alle efterskoler har de obligatoriske fag som dansk og matematik. Samtidig får du en bred vifte af valgfag som f.eks. musik, teater, idræt, psykologi, eller filosofi.
Du kan frit vælge, hvilken efterskole du vil gå på. Du behøver altså ikke at gå på efterskole i den kommune, du bor i. Hvis du bor på Sjælland, kan du sagtens vælge en efterskole i Jylland. Det er helt op til dig.
Fællesskab
Et efterskoleophold kan tilbyde dig en hel ny verden, hvor sammenhold og fællesskab er kernen. Det kan hjælpe mange unge med at komme ud af eksempelvis ensomhed, dårlige vaner og give succesoplevelser både socialt og fagligt.
På efterskolerne bliver der stillet krav til, at eleverne tager ansvar for sig selv og fællesskabet. Det betyder, at du for eksempel skal bidrage til fællesoprydning og sørge for, at dit eget værelse er pænt og rent, og at du viser hensyn til dine værelseskammerater.
Nogle af lærerne bor på skolen, og det betyder, at de kommer og siger godnat om aftenen, og at du døgnet rundt kan få støtte og hjælp fra dem.
Mange efterskoler har lektielæsning om aftenen. Her skal du ikke være bange for at sidde alene med lektierne, da det er meget nemmere at spørge lærere og skolekammerater om hjælp.
Her er der mere info til flygtninge og indvandrere, grønlandske elever og sydslesvigske elever.