Af redaktionen

I dag er Trivselskommissionen kommet med en række anbefalinger, der skal understøtte børn og unges trivsel, myndiggørelse og livsmod. En af anbefalingerne er at gøre det muligt for flere unge at komme på efterskole.

"Vi er meget glade for, at Trivselskommissionen anbefaler, at endnu flere unge kommer på efterskole. Det ser vi i den grad som en anerkendelse af det store arbejde med unges trivsel, der foregår hver eneste dag på landets efterskoler," siger Torben Vind Rasmussen.

Trivselskommissionen blev nedsat af regeringen i august 2023 på baggrund af en voksende mistrivsel blandt børn og unge. Rapporten indeholder 35 anbefalinger, og udover anbefalingen om, at flere unge skal på efterskole, foreslår Trivselskommissionen bl.a. også at mindske de økonomiske og kulturelle barrierer, der kan være for et efterskoleophold.

"Vi ser frem til den videre dialog om nogle spændende anbefalinger. Vi er enige i, at flere unge fra familier med lave indkomster skal have bedre mulighed for at komme på efterskole," siger Torben Vind Rasmussen.

Kommissionen foreslår dog forskellige finansieringsforslag, som Efterskolerne er meget uenige i, understreger han.

"Et af dem vil betyde, at efterskoler med over 140 elever i 10. klasse bliver straffet økonomisk, et andet vil begrænse efterskolernes studieture, der er en vigtig del af dannelsen på efterskoler. Ingen af de forslag er den rigtige vej at gå. Efterskolernes frihed til selv at planlægge undervisning og studieture er en del af det DNA, der gennem mange år har skabt trivsel for unge på efterskoler," siger Torben Vind Rasmussen.