Hvis der ikke er indgået en aftale mellem skolen og medarbejderen om afholdelse af de særlige feriedage, kan skolen fra 1. januar ensidigt fastlægge, hvornår ikke-afholdte særlige feriedage skal afholdes inden udgangen af april.

Har en medarbejder ved afholdelsesperiodens udløb (30. april) ikke afholdt de særlige feriedage pga. en feriehindring, kan ledelsen og medarbejderen aftale, at ferien overføres til et senere ferieår. Hvis dagene ikke er afholdt, og der ikke er indgået aftale om overførsel, skal skolen udbetale de særlige feriepenge kontant med lønudbetalingen i maj måned.

Hvis dagene ikke allerede er afholdt, eller hvis der ikke er lavet en aftale med medarbejderen om, hvornår de afholdes inden 30. april, kan dagene varsles afholdt med en måneds varsel. Ønsker skolen ikke at udbetale de særlige feriedage kontant, skal skolen derfor sikre sig at få varslet dem til afholdelse.

Dagene kan kun varsles til afholdelse i hele dage efter reglerne om øvrig ferie.

Læs mere i Efterskoleforeningens vejledning om særlige feriedage her.

Hvis skolerne ønsker, at lærerne afholder deres sommer-/hovedferie på et andet tidspunkt end overenskomsten fastslår – nemlig de sidste 18 hverdage i juli måned samt de 2 første hverdage i august måned – skal skolerne huske, at varsle ændringen med minimum tre måneders varsel.

Ønsker skolerne ydermere, at lærerne skal holde ferie på et andet tidspunkt end skolernes efterårsferie, skal det varsles det inden udgangen af august måned, da øvrig ferie skal varsles med minimum en måneds varsel.