5 døgn med Høngs forstander: ”Dér er jeg overbevist om, at vi skal hjem hurtigst muligt”

Af Louise Wethke Buch 

Fredag 14. januar
En forstanderkollega skriver i en facebookgruppe for forstandere på Sjælland om deres smittesituation på deres skitur. Alle elever var testet negative, da de tog afsted, og alligevel bliver rigtig mange testet positive på skituren. Det er godt nok vildt, det kan gå så stærkt, tænker jeg. Men jeg har egentlig ro i maven inden vores skitur i morgen, for jeg har ret godt styr på alt det praktiske: Hvad kræver det at rejse ind i Sverige? Hvordan er vi stillet i forhold til rejseforsikringen - osv. Skolens viceforstander Thomas Østergaard og jeg har på forhånd gjort os nogle overvejelser i forhold til, hvor mange elever, der skal testes positive i dag, før vi dropper skituren. Skal vi aflyse på grund af de få smittede eller tage af sted på grund af de mange negative? Vi er enige om, at der skal mange positive testsvar til, før vi aflyser. Skituren betyder rigtig meget i forhold til at få rystet eleverne sammen på tværs af de grupperinger, der er blevet dannet i løbet af efteråret.

Vi har også på forhånd tænkt over, hvad vi skal gøre, hvis flere lærere bliver testet positive. Vi kan langt hen ad vejen klare os med ansatte, men vi kan komme til at mangle nogen, der kan stå på ski. Derfor har vi fået to ekstra voksne med, som er børn af personalet og rigtig gode til at stå på ski.

Vi skal have alle elever testet i dag, inden de skal afsted. Der er en del logistik i det, for alle testresultater skal printes ud, og vi sender eleverne afsted i flere hold til et kviktestcenter. Jeg er egentlig ikke så nervøs for det. Tre elever bliver testet positive. Det havde de det rigtig skidt med, men vi giver dem og deres nære kontakter muligheden for at tage hjem og få en PCR-test, inden vi skal afsted i morgen eftermiddag.

Lørdag 15. januar
Tre elever får positivt svar fra deres PCR-test, og de resterende er negative og kan nå at komme tilbage på skolen, inden vi rejser. Vi tager afsted med bussen klokken 17. En enkelt elev bliver hjemme, fordi forældrene er nervøse for, at eleven bliver smittet i Sverige. Da vi når til Helsingør, får jeg en sms fra faren, som skriver, at eleven er testet positiv for corona. Vi er nødt til at sætte fire elever af i Helsingør, fordi de er nære kontakter, og bede forældrene om at hente dem. Det er på ingen måde sjovt, for eleverne er kede af det, men de fleste tager det med oprejst pande, da vi kører videre mod Sverige. Jeg tror, alvoren er ved at gå op for dem, og de forstår godt, at det er for deres egen skyld, at vi er nødt til at inddæmme smitten.

Jeg tænker, at det ’heldigvis’ kun er et par stykker, der ikke kan komme med. Der kan selvfølgelig komme nogle flere undervejs, men nu er der i hvert fald en hytte ledig, så vi kan isolere op til seks elever, hvis der skulle bone flere ud i Sverige.

Søndag 16. januar
Klokken 7.30 er vi fremme i Sälen. Det er første år, vi er her, så det er også spændende for kollegerne at opleve et nyt sted. Vi står på ski fra 10-12 og spiser derefter frokost på en af de store bakker. Et par elever sidder og hænger, så vi sender dem op i konferencelokalet, hvor vi tester dem og deres nære kontakter, mens resten af eleverne står på ski efter frokost.

Ti elever bliver testet positive. Ti ud af nu 109 elever. Nu er der 17 nære kontakter, som også skal testes. Nu går det løs, tænker jeg. Vi kan simpelthen ikke inddæmme smitten med så mange elever, der er testet positive. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi skal gøre noget nu. Jeg drøfter det med viceforstander Thomas Østergaard.

Først og fremmest har jeg fokus på alt det praktiske: Hvad gør vi lige her? Det er ikke længere nok med én hytte til at isolere de elever, der er testet positive eller er nære kontakter. Vi bruger resten af eftermiddagen på at rokere rundt på eleverne i hytterne. Nogle af eleverne har det faktisk temmelig skidt. Og nogle af de nære kontakter mener ikke, de skal være nære kontakter, så jeg har også nogle drøftelser med nogle elever.

Klokken 17 holder vi personalemøde. Dér er jeg helt overbevist om, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at få eleverne hjem hurtigst muligt, for det her eskalerer. Jeg har ikke lyst til, at vi skal isoleres i Sverige i ti dage. Jeg melder ud til personalet, at vi rejser hjem i morgen. Jeg vil ikke melde det ud til eleverne endnu. Det er helt tydeligt, hvordan personalet rykker sammen på en helt anden måde i sådan en situation og er indstillede på at få det her til at fungere, selvom det ikke var det, vi havde planlagt. Jeg kan bare ikke få fat på buschaufførerne, fordi de stadig sover efter den lange køretur.

Vi spiser aftensmad med eleverne 18.30 og holder endnu et personalemøde klokken 21. Jeg bruger en time om aftenen på at svare på mails fra forældre, som ikke kan forstå, at deres børn skal være nære kontakter. Jeg melder ud til alle forældre, hvor mange smittede og nære kontakter vi har, og at jeg vil give en melding i morgen, hvad der skal ske.

Jeg sover omkring klokken 3.30. Der er mange spekulationer i forhold til de konsekvenser det vil have for både elever og ansatte, uanset hvilken beslutning jeg træffer. Der er bare ikke nogen beslutning, der er lige god for alle. Det ligger i baghovedet hele tiden.

Mandag 17. januar
Lærerne hjælper til med at teste alle eleverne om morgenen. Der er 27 flere, der bliver testet positive, så nu har vi 37 elever i alt og yderligere tre lærere, der er testet positive. Nu er jeg overhovedet ikke i tvivl: Vi skal hjem nu. Vores forretningsfører kontakter forsikringen, jeg kontakter rejsebureauet og vores viceforstander kontakter buschaufførerne. De vil gerne køre os hjem, men de må ikke køre så langt på grund af deres hviletidsbestemmelser. Vi kontakter deres chef, som sørger for, at to nye chauffører står på bussen på vejen.

Lærerne går ud i hytterne og fortæller eleverne, at vi tager hjem. Det forstår de godt, og der er ikke en eneste, der brokker sig over, at vi skal hjem. I bund og grund tror jeg, det handler om, at vi træffer en beslutning og står ved den. Da jeg melder det ud til forældrene, får jeg stort set også kun positive tilbagemeldinger. Nu skal vi have bagage, mad og eleverne ind i busserne hurtigst muligt, så vi kan køre afsted over middag. Vi holder meget få pauser og går kun ud på ubemandede restepladser på hjemturen.

Tirsdag 18. januar
Klokken tre om natten er den første bus tilbage på efterskolen. Nogle elever bliver hentet om natten, og andre elever sover på skolen. Vi tømmer bussen for bagage og tester personalet. Jeg og en anden ansat bliver testet positive. Jeg er nødt til at gå hjem i isolation. Lærerne fra den anden bus er først færdige med at pakke ud 4.30. Jeg svarer på mails fra bekymrede forældre, som vil hente deres børn. Mest af alt er jeg bare lettet over, vi er hjemme, og at vi ikke skulle isoleres i Sverige med så mange elever. Jeg sover halvanden time.

Da jeg vågner, får jeg at vide, at over halvdelen af lærerne, hele køkkenpersonalet og en tredjedel af eleverne er testet positive her til morgen, og der kommer jo flere til. Nu kommer der et efterspil, for hvad gør vi med undervisningen nu? Jeg synes, det er problematisk, at vi skal undervise fysisk på skolen, når lærerne skranter, og der er fare for, at flere kan blive smittet. Jeg skal bruge dagen på at finde ud af, hvad vi gør.

Hvis jeg havde vidst, at vi efter to dage havde knap 40 smittede, var vi selvfølgelig aldrig taget afsted. Men det er altid let at være bagklog, og jeg tror faktisk ikke, jeg ville have gjort noget anderledes med den viden, vi havde i lørdags. Vi tog afsted i fuldstændig god tro, og det har været en stor lettelse for mig, at jeg kunne holde mig til sundhedsmyndighedernes retningslinjer, som der ikke kan tolkes nævneværdigt på. Jeg har heldigvis kunnet være rimelig rolig i alt det her, fordi jeg havde forberedt mig på forskellige scenarier. Beslutningerne har ikke været svære at træffe, fordi jeg i forvejen havde tænkt ’hvad nu hvis’.

Onsdag 19. januar er 107 ud af 121 elever og ti ud af 12 lærere testet positive for corona.