Af Louise Wethke Buch 

Tirsdag 29. marts hyldede Efterskolerne elevers kreative og praktiske færdigheder til årets IBO Award, som var kulminationen på 37 efterskolers IBO-opgaver og brobygningsforløb som en del af IBO – efterskolernes verdensmålsbrobygning.

50 elever fra forskellige efterskoler stod fra morgenstunden klar til at pitche deres bæredygtige og innovative idéer og produkter foran fire dommerpar, som de har lavet i forbindelse med IBO. Eleverne har i grupper fundet et problem for en virksomhed, kommet med en idé til en bæredygtig løsning og været i brobygning på en erhvervsskole, hvor de har fået hjælp til at realisere idéen.

En af de elever var Adam Toft Pedersen, som går i 10. klasse på Bjergsnæs Efterskole, som sammen med gruppemedlemmerne Filip Rohde Nielsen, Frederik Borgå og Holger Emanuelsen Buchtrup har udviklet en stødabsorberende blomsterkasse, som passer til ladet på en Christianiacykel. Idéen er udviklet i samarbejde med en lokal blomsterforretning i Skive, så butikken kan spare penge ved at ansætte ungarbejdere og bruge elcykel i stedet for bil, når de skal bringe blomster ud. Idéen blev kåret som årets bedste og mest innovative idé til IBO Award.

”Det bedste ved vores produkt er det klimamæssige aspekt, hvor vi har flyttet transporten fra bil til cykel,” siger Adam Toft Pedersen.

At komme ud på erhvervsuddannelsen var det allerfedeste
Elevernes idéer skulle tage udgangspunkt i mindst ét af Fn’s 17 verderdensmål, og der blev fra dommernes side også lagt vægt på gruppen fra Bjergsnæs Efterskoles inddragelse og refleksioner over verdensmålene. De fremhævede samtidig det gode produkt, som kan realiseres, og at gruppen var selvkørende og havde en god viden om markedet.

Det var fire glade efterskoledrenge, der modtog prisen som vindere af årets IBO Award. Adam Toft Pedersen fremhæver dog hele IBO-forløbet, hvor gruppen fik lov til at udvikle deres egen idé, som det fedeste ved IBO. Eleverne har bl.a. selv taget kontakt til en lokal blomsterforretning og været i brobygning på en erhvervsuddannelse, hvor de har fået hjælp til at realisere deres idé.

”Det har været superfedt at være med i IBO. Vi har virkelig kunnet fordybe os i vores projekt, og det har været en stor motivation, at vi selv skulle finde en idé, vi gerne ville arbejde med. Det allerfedeste var at komme ud på erhvervsuddannelsen Mercantec i Viborg og få lov til at bygge noget fysisk ud fra det, vi havde forestillet os,” siger Adam Toft Pedersen.

Indhold kan ikke vises...

Indholdet kræver accept af cookies for at kunne vises

Om IBO

IBO står for Innovations Brobygnings Opgaven, som er en praksisfaglig og innovativ måde at arbejde med FN’s 17 verdensmål, OSO (Obligatorisk Selvvalgt Opgave) og unges karrierelæring. Eleverne skal i små grupper udvikle idéer, der kan løse udfordringer for en virksomhed, som de samarbejder med undervejs. Eleverne skal vælge et eller flere verdensmål som det centrale element i deres idé og får som en del af brobygningen sparring på deres idéer fra lokale erhvervsuddannelser. Formålet med denne særlige form for verdensmålsbrobygning i 10. klasse er at fremme unges tro og håb på fremtiden, give dem indsigt i erhvervsliv og innovation og at styrke de unges forudsætninger for at vælge en erhvervsuddannelse.

  • 37 efterskoler samarbejder i dette skoleår med 42 erhvervsskoler om IBO-forløbet
  • Projektet er støttet af Tietgenfonden til og med juni 2022 og overgår til en abonnementsordning fra skoleåret 2022/23, som alle efterskoler kan tilmelde sig