Da elever i 9. og 10. klasse ikke skal til afgangseksamen i år, ophøjes de afsluttende standpunktskarakterer til prøvekarakterer, så eleverne får et fuldt eksamensbevis.

Børne- og Undervisningsministeriet arbejder lige nu på en bekendtgørelse, der vil fastlægge reglerne i denne særlige situation. Den vil bl.a. indeholde de præcise bestemmelser omkring deadline for afgivelse af de afsluttende karakterer og deadline for uddannelsesparathedsvurderingen.

Med bekendtgørelsen kommer der også afklaring om, hvordan elever, som f.eks. går i en prøvefri 9. klasse, eller elever, der bliver erklæret ikke-uddannelsesparate, skal forholde sig i forhold til optagelsesprøve til de gymnasiale uddannelser. Vi er opmærksomme på, at den første optagelsesprøve allerede ligger i slutningen af april, men har desværre ikke konkret viden om afvikling af denne på trods af henvendelser til ministeriet. I lyset af at der kun er godt to uger til denne prøve, kan vi måske forvente, at den bliver skubbet til et senere tidspunkt.

Vi forventer, at bekendtgørelsen vil blive udstedt allerede i denne uge, dvs. senest 17. april. Vi opdaterer www.efterskoler.dk/corona, så snart vi ved mere. Ministeriet har også oplyst, at alle skoler får direkte besked, så snart de nye regler er vedtaget.