Når en medarbejder fratræder, skal skolen afregne 12,5% i feriepenge til Feriekonto for den ferie, der er optjent, men endnu ikke afholdt.

Fratræder en medarbejder fx ved udgangen af december 2020, skal skolen afregne de feriedage, som medarbejderen har optjent siden ferieårets start d. 1. september, men endnu ikke afholdt. Har medarbejderen holdt 5 feriedage i uge 42, skal skolen således afregne 4 måneder á 2,08 feriedage fratrukket 5 feriedage, dvs. 3,32 feriedage. Dette skal ske ved udgangen af den måned, hvori medarbejderen fratræder, hvilket er væsentlig tidligere end efter de gamle ferieregler.

Feriepengene beregnes ud fra den ferieberettigede løn i det eller de relevante ferieår og afregnes med en forholdsmæssig andel heraf i forhold til den optjente og afholdte ferie.

Har medarbejderen holdt ferie på forskud og fratræder inden, ferien når at blive optjent, vil skolen være berettiget til at modregne den afholdte ferie i medarbejderens krav på løn og feriebetaling.

Særlige feriegodtgørelse
Hvis en medarbejder fratræder, før der er sket udbetaling af særlig feriegodtgørelse (1½ procent), skal den særlige feriegodtgørelse for afholdt ferie udbetales. I eksemplet ovenfor skal den medarbejder, der har holdt 5 feriedage i oktober 2020, derfor have udbetalt den del af den særlige feriegodtgørelse, som knytter sig til den afholdte ferie på 5 dage.

Fratræder en medarbejder derimod efter at have fået udbetalt hele eller dele af den særlige feriegodtgørelse, men inden al ferien er afholdt, fratrækkes den resterende del af den særlige feriegodtgørelse i de feriepenge, der beregnes i forbindelse med fratrædelsen.

Eksempel
En medarbejder får udbetalt særlig feriegodtgørelse 31. maj 2021 beregnet for perioden 1. september 2020 til 31. maj 2021, i alt for 18,72 optjente feriedage. Medarbejderen fratræder den 30. juni 2021 og har kun holdt 5 feriedage i uge 42 i 2020. Der er således udbetalt særlige feriegodtgørelse for 18,72 feriedage, men kun afviklet 5 feriedage. Den del af den særlige feriegodtgørelse, som knytter sig til de resterende 13,72 ikke-afholdte feriedage skal fratrækkes i de feriepenge, som beregnes ved fratræden.

Deltidsansatte medarbejdere
Feriegodtgørelse af en deltidsansats eventuelle merarbejde udbetales løbende samtidig med udbetaling af merarbejdsbetalingen.

Særlige feriedage
Særlige feriedage godtgøres kontant efter de almindelige regler om godtgørelse ved fratræden. Optjening af særlige feriedage følger fortsat optjenings- og afviklingsperioderne, som var gældende i den gamle ferielov. Det vil sige, at optjening i kalenderåret 2019 kan afholdes i perioden 1. maj 2020 til 30. april 2021. En medarbejder, der fratræder, vil således altid have optjent særlige feriedage for indeværende kalenderår, der skal afregnes ved fratræden, og ofte også for det forudgående kalenderår og eventuelt også for kalenderåret forud for dette.

Særligt om overførte feriedage
Er ferie overført efter aftale eller på grund af en feriehindring, og er ferien ikke holdt, skal skolen udbetale feriepengene for de overførte dage direkte til medarbejderen i forbindelse med fratræden.

Feriepenge for sådanne overførte dage beregnes af samme indtægtsgrundlag som feriedage optjent i indeværende ferieafholdelsesperiode og udgør ½ pct. pr. overførte feriedag.

Ferie optjent under tjenestefrihed uden løn
Feriedage, der er optjent under tjenestefrihed uden løn, bortfalder, hvis medarbejderen fratræder, uden at dagene er holdt. Ved afregning til FerieKonto skal sådanne dage derfor ikke indgå som tilgodehavende feriedage.

Særlige feriedage optjent under tjenestefrihed uden løn, som ikke er holdt på fratrædelsestidspunktet, bortfalder ligesom ikke-afholdte feriedage.

Medarbejdere der forlader arbejdsmarkedet på grund af helbred, alder eller flytter til udlandet mv.
Når en medarbejder forlader arbejdsmarkedet på grund af sygdom eller alder, skal feriepenge ikke indbetales til FerieKonto, men udbetales direkte til medarbejderen.

Feriepengene beregnes som beskrevet ovenfor, og der foretages forholdsmæssigt fradrag af eventuel udbetalt særlig feriegodtgørelse. Det er som nævnt en betingelse for udbetaling direkte til medarbejderen, at denne forlader arbejdsmarkedet. Det er medarbejderen, der skal dokumentere, at denne forlader arbejdsmarkedet, men det er skolen, der i tvivlstilfælde vurderer, om dokumentationen er tilstrækkelig.

Som eksempler på dokumentation, der kan anerkendes, er bevis for tilkendelse af alderspension eller førtidspension, udbetaling af pension fra en privat pensionsordning eller fra en pensionsordning, der er etableret som led i et ansættelsesforhold. Derimod indebærer overgang til fleksydelse eller efterløn ikke, at medarbejderen anses for at have forladt arbejdsmarkedet.

Hvis medarbejderen dør
Hvis medarbejderen dør, udbetales feriepengene til boet.