Drømmer du om at stå i spidsen for en gruppe af engageret personale, forældre og børn, hvor vi løfter i flok? Er du autentisk som menneske og leder? Og ønsker du at udvikle dig sammen med os inden for pædagogik, læring, skoleudvikling og ledelse? Så har vi et super spændende job som skoleleder til dig på Middelfart Friskole!
Hvem er vi:
Vi har en skole med ét spor fra 0. til 9. Klasse og lige nu 182 elever. Herudover har vi SFO tilbud, en lille musikskole og Mariehønen med 42 vuggestue- og børnehavebørn.
Vi har til huse på en stor grund, hvor vi både har en ny hovedbygning, flere lidt ældre bygninger, og et stort udeområde, som vi er i fuld gang med at udvikle på. Vi er et stærkt medarbejderteam med 34 ansatte, der brænder for stedet, og vi er optaget af, at der er en pædagogisk rød tråd på tværs af huset. Vi arbejder ud fra vores vision om leg, mod og livslang læring med afsæt i de strategiske værdier: mod - mestring - mangfoldighed.
Det særlige ved os:
Vi er særligt stolte af at være en prøve- og karakterfri skole. Vi arbejder aktivt med formativ evaluering i alle fag og har fokus på det hele menneske i processen. Udover evalueringsformen kommer vores børne- og læringssyn blandt andet til udtryk som et fokus på fri leg hos de yngre børn og medbestemmelse hos de større børn.
Vi vægter det musisk-kreative højt og prioriterer forskelligartede oplevelser, både i vores daglige undervisning og i vores mange emne- og projektuger.
Vores forventninger til dig:
Vi forventer, at:
- du hviler godt i dig selv som leder, at du er autentisk, empatisk og tillidsvækkende - en leder man tillidsfuldt kan gå til
- du ser prøvefrihed som en mulighed for at arbejde med læringskultur fremfor en præstationskultur, og du har lyst til at arbejde videre i denne retning
- du er klar til at indgå i tæt samarbejde med de ansatte på skolen og i Mariehønen, du er åben for input samt at du spiller os alle gode - lige fra pedel til bestyrelse
- du brænder for pædagogisk ledelse, kan skabe gode rammer, og udstikke en kurs for personale, såvel som forældre
- du har flair for og lyst til at arbejde med de mange administrative opgaver omkring økonomi, bygningsadministration, anlæg af udeområder mv. og de mange andre ledelsesmæssige organiseringsopgaver, som hverdagen kræver
- du er velformuleret og formår at kommunikere til din modtager, uanset om du står for fællestimen eller sidder med den svære forældresamtale
Vi tilbyder dig som leder:
- Et solidt værdigrundlag med et børne- og læringssyn, der afspejles i praksis
- En nysgerrig og legende børnegruppe, der er åbne og omsorgsfulde overfor hinanden. Børnene skaber fællesskaber på tværs af alder og de ældste børn hjælper de yngste
- Et passioneret, nærværende og humørfyldt personale, der tør grine sammen
- Erfarne medarbejdere, der agerer ansvarligt i frihed og samtidig trives i udvikling, sparring og retning
- En engageret forældregruppe, der bakker op om værdier og fællesskabet
- En aktiv og engageret bestyrelse, der gennem dialog og tillid gerne vil spille dig god
Du kan læse mere om os på vores hjemmeside
Vilkår og ansættelsesproces
Stillingen er en fuldtidsstilling med ønsket tiltrædelse 1. februar 2025.
Ansættelse sker efter gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet, LC og CO10 samt organisationsaftalen for ledere ved Frie Grundskoler mv.
Kan du genkende dig selv i ovenstående, så send din samlede ansøgning til mail@middelfartfriskole.dk, senest ved ansøgningsfristen søndag d. 1. december 2024 kl. 12.00. Ansøgninger behandles naturligvis fortroligt.
Der afholdes samtaler i 2 runder, den 4. december, og den 12. december 2024 - begge dage fra kl. 14.30. Forud for anden samtale indhentes referencer.
Kontakt
Vi håber at høre fra dig og du er meget velkommen til både at stille spørgsmål og komme på besøg forud for din ansøgning. Du kan kontakte Bestyrelsesformand Frederik Nordahl Andersen på tlf. 22811833 eller Bestyrelsesnæstformand Louise Lagoni Mellquist på tlf. 26258574. Ved behov vil vi videreformidle kontakt til ansatte.