Lønindplacering og beregning af lønanciennitet for efterskolelærere
Reglerne for indplacering og lønanciennitet findes i § 6 i organisationsaftalen for lærere
Vær opmærksom på, at der ikke er uddannelseskrav på efterskoler, så ancienniteten beregnes alene ud fra forudgående beskæftigelse og ikke uddannelse.
Hovedreglen er, at en nyansat lærer indplaceres på basisløntrin 1, og stiger til næste basisløntrin hver gang der er optjent 4 års lønanciennitet. Trin 4 er sluttrin, der nås efter 12 års anciennitetsoptjening.
Lønancienniteten regnes fra den 1. i ansættelsesmåneden og altid i hele måneder.
Eksempel: En lærer ansættes på en skole pr. 10. august, men han optjener lønanciennitet fra den 1. august.
Hvad er anciennitetsgivende?
Til beregning af lønanciennitet kan der medregnes beskæftigelse med undervisning og/eller ledelse i folkeskolen og ved offentligt godkendte eller tilskudsberettigede skoler og eksamenskurser. Beskæftigelse som børnehaveklasseleder medregnes i ancienniteten, hvis man samtidig har været ansat som lærer.
Årspraktik fra Den Frie Lærerskole i Ollerup er også anciennitetsgivende, da hele 3. år foregår som lønnet praktik i form af en ansættelse på normale overenskomstmæssige vilkår på en fri skole. Kortere praktikperioder, der er en del af læreruddannelsen, kan derimod ikke medregnes.
Eksempel. En lærer bliver ansat på en efterskole pr. 1. 8. Hun har arbejdet 4 år i folkeskolen. Læreren får forhøjet sin anciennitet med 4 år og indplaceres på basisløntrin 2.
Læreren skal selv fremskaffe skriftlig dokumentation for den tidligere beskæftigelse, der skal medregnes.
Optjening af lønanciennitet
1. 15 timer eller derover om ugen
Fuld lønanciennitet optjenes ved en beskæftigelsesgrad på 15/37 og derover, dvs. mindst 15 timer om ugen.
Eksempel: En lærer har været ansat 15 timer om ugen på en friskole hele sidste skoleår. Han får forhøjet sin lønanciennitet med 1 år.
2. Under 15 timer om ugen
Ved en beskæftigelsesgrad på mindre end 15/37 optjenes i forhold til den konkrete beskæftigelsesgrad.
Eksempel 1: En lærer har haft en gennemsnitlig ugentlig beskæftigelse på 10 timer i 4 måneder. Læreren optjener lønanciennitet svarende til 10/37 (0,270).
Lønancienniteten beregnes således: 4 måneder x 0,270 = 1,08 måneder.
Da lønancienniteten beregnes i hele måneder, kan der kun medregnes 1 måned.
Eksempel 2. En lærer har en gennemsnitlig ugentlig beskæftigelsesgrad på 14 timer i en periode på 11 måneder svarende til 14/37 (0,378).
Lønancienniteten beregnes således: 11 måneder x 0,378 = 4,16 måneder svarende til 4 måneders lønanciennitet.
3. Flere samtidige deltidsansættelser
Man kan sammenlægge flere deltidsansættelser, så man kan få tillagt fuld lønanciennitet. Har læreren haft flere deltidsansættelser ved samme skole, betragtes de som én ansættelse.
Eksempel 1. En lærer har i samme skoleår haft to deltidsansættelser på henholdsvis 10 timer om ugen og 12 timer om ugen på to forskellige efterskoler. Ved sammenlægning af de to ansættelser har han en ugentlig beskæftigelsesgrad på 22/37, hvilket er nok til at han optjener fuld lønanciennitet hele perioden.
Eksempel 2. En lærer har i et skoleår haft to deltidsansættelser på henholdsvis 9 timer om ugen på en efterskole og 4 timer om ugen på en friskole. Ved sammenlægning af de to ansættelser har hun en ugentlig beskæftigelsesgrad på 13/37, hvilket ikke er nok til at opnå fuld lønanciennitet. I dette tilfælde, må der foretages en forholdsmæssig beregning af lønanciennitet for denne periode.
Ekstra lønanciennitet
I ganske særlige tilfælde kan skolen beslutte at give forhøjet lønanciennitet, selv om læreren ikke opfylder de betingelser for lønanciennitet, der nævnes i organisationsaftalens § 6, stk. 3. Det sker ved en konkret vurdering af lærerens tidligere arbejdsmæssige erfaringer og kvalifikationer set i forhold til den stilling læreren skal varetage. Muligheden skal kun anvendes i de situationer, hvor en skole har brug for at ansætte en lærer med særlige kvalifikationer inden for et bestemt område.
I disse situationer kan skolen beslutte at give læreren ekstra lønanciennitet, selv om læreren ikke tidligere har undervist og/eller være leder i folkeskolen og ved offentligt godkendte eller tilskudsberettigede skoler og eksamenskurser.
Ønsker skolen at rekruttere en ”speciel” lærer, der har særligt høje lønkrav, kan dette i kombination med den forhøjede lønanciennitet, imødekommes med et særligt ”rekrutteringstillæg” fra lokallønspuljen eller et midlertidigt ”udligningstillæg”, der bortfalder, når der er opnået en lønanciennitet, der modsvarer den tidligere løn.
Eksempel: En skole ønsker at ansætte en lærer, der skal stå for linjefaget håndværk. En dygtig håndværker med 15 års erhvervserfaring har søgt stillingen. Han har ingen anciennitetsgivende erfaring med undervisning. Da skolen ønsker at give ham ekstra lønanciennitet, beslutter skolen at forhøje hans lønanciennitet med en tredjedel af 15 år svarende til 5 år. Han indplaceres på basisløntrin 2 med oprykning til trin 3 efter 3 år.
Hvor en ”speciel” lærer flytter fra én skole til en anden, vil man tage udgangspunkt i det basisløntrin læreren var på, da han fratrådte stillingen på den tidligere skole.
Der må kun gives forhøjet lønanciennitet på baggrund af skriftlig dokumentation for tidligere beskæftigelse.
Se Skema til beregning af lønanciennitet