Med udgangspunkt i selskabslovens § 77 er Efterskoleforeningen sammen med Jens Brusgaard fra Trolle Advokatfirma nået frem til, at skolerne kan indkalde til en såkaldt delvis elektronisk generalforsamling. Ved en delvis elektronisk generalforsamling supplerer man det fysiske fremmøde på generalforsamlingen ved at give adgang til, at skolekredsmedlemmer deltager elektronisk og kan deltage, ytre sig og stemme uden at være fysisk til stede på generalforsamlingen.
Af § 77 fremgår det, at bestyrelsen kan indkalde til dette, med mindre vedtægterne udtrykkeligt bestemmer andet.
Vilkårene for afholdelse af delvis elektronisk generalforsamling er:
- Det skal ske på betryggende vis. Både i forhold til smitterisiko og i forhold til at formalia, dvs. afstemninger, valg og debat, foregår efter reglerne i skolens vedtægt.
- Bestyrelsen skal indkalde til en ordinær generalforsamling og forklare, at den afholdes fysisk såvel som elektronisk.
- Bestyrelsen skal opfordre deltagerne til at deltage elektronisk i stedet for at møde frem således, at grænsen for antal fremmødte ikke overstiger det tilladte.
- Af indkaldelsen skal det fremgå, hvad der sker, hvis der møder flere op, end reglerne foreskriver: Aflyses generalforsamlingen eller kan man deltage fra et nærliggende lokale, som er elektronisk forbundet med det første?
- Deltagerne skal kunne afgive stemmer skriftligt – både dem, der deltager fysisk, og dem, der deltager digitalt.
Uanset vedtægtsbestemmelserne for afholdelse af generalforsamling, kan skolen først indkalde, når den kan afvikles på betryggende vis. Det vil sige, når antallet af fremmødte er inden for de gældende regler for forsamlingers størrelse.
Skolen bør overveje, om en udskydelse er en bedre løsning, end en delvis digital generalforsamling.
Læs Jens Brusgaards notat om delvis digital generalforsamling.