Efterskolerne er som udgangspunkt undtaget fra forsamlingsforbuddet på 100 personer. Det gælder for alle aktiviteter som er forbundet med skolens virksomhed og som derfor relaterer sig til for eksempel ”skolens administrative, ledelsesmæssige, faglige eller trivselsmæssige aktiviteter”. Det fremgår af Børne- og Undervisningsministeriets side om corona.

Der er altså vide rammer for, hvilke aktiviteter skolerne kan afholde uden at bryde de formelle regler. Men for at forebygge corona-smitte på efterskolen, er det vigtigt, at skolerne her og nu løbende gør sig overvejelser om, hvorvidt der er arrangementer, der bør aflyses eller eventuelt udskydes. Grundlæggende bør skolerne spørge sig selv om arrangementet er ’nice to have’ eller ’need to have’ for det nuværende elevhold. Og for de arrangementer, der fastholdes, skal alle skoler tænke i at afvikle dem på en måde, så man undgår corona-smitte på skolen. Her er fokus på de kendte anbefalinger om rengøring, hygiejne og afstand helt centrale.

I det følgende gennemgår vi regler og overvejelser for de arrangementer, vi i sekretariatet får mange henvendelser på. Det skal præciseres, at der er tale om generelle anbefalinger, da de 240 efterskoler er meget forskellige i størrelse, indretning, organisering m.v. I lyset af, at smitten her og nu er delvis regionalt bestemt, kan der også være efterskoler, der skal være mere påpasselige end andre afhængig af, hvor skolen geografisk er placeret.
Det skal også nævnes, at der løbende kan ske ændringer både i de formelle retningslinjer og i foreningens anbefalinger, og derfor er denne artikel skrevet med udgangspunkt i den nuværende situation. Hold øje med de aktuelle anbefalinger på foreningens corona-side.

For retningslinjer for Efterskolernes Dag henviser vi til særskilt artikel herom.

Gammel elevdag
Mange skoler laver i efteråret gammel elevdag/elevstævne for tidligere elever. Det er foreningen vurdering, at gammel elevdag godt kan opfattes som en del af skolens virksomhed, og at skolerne dermed formelt set godt kan afholde det uden at bryde reglerne. Vi opfordrer dog alle skoler til at overveje, om man bør aflyse/udskyde dette arrangement, hvis det er planlagt til efteråret/udskudt fra foråret.

Vælger man at afholde gammel elevdag bør der være tale om et endagsarrangement uden fest og overnatning på skolen, og hvor nuværende og tidligere elever ikke blandes. Desuden bør det afholdes i en størrelse, så skolen ikke presser dens faciliteter, ligesom man med fordel kan lægge så meget af dagen udendørs.

Arrangementer for familierne
Det er foreningens vurdering, at alle former for arrangementer for de nuværende elevers familier ligger inden for rammerne af skolens virksomhed, og derfor kan afholdes under overholdelse af gældende retningslinjer (afstandskrav m.v.). Det gælder samtaler med forældre, åbent hus for familierne, elev-opvisninger (drama, musik, gymnastik), foredrag m.v. Bedsteforældre-arrangementer bør dog ikke afholdes.

Når I laver et arrangement, så overvej hver gang, hvordan I kan arrangere det, så I minimerer smitterisikoen for jeres elever og deres familier. Måske kan et arrangement deles op på to aftener? Er der mulighed for at holde det udendørs? Skal nogle arrangementer kun være for forældre?

Arrangementer for eksterne gæster
Mange skoler har tradition for at lave forestillinger, koncerter og opvisninger for f.eks. folke- og friskoler, andre efterskoler, naboer, venner af skolen m.v. Tilsvarende er der skoler, der inviterer lokale med til f.eks. et foredrag på skolen som led i skolens folkeoplysende virksomhed. Det er arrangementer med potentiel stor smitterisiko, fordi der kommer mange mennesker, der ikke har sin normale gang på skolen. Det er derfor foreningens holdning, at skolerne ikke bør invitere eksterne gæster til denne form for arrangementer. Vi ved, at det for mange skoler er en vigtig del af skolens virke at invitere folk udefra til drama, musik og gymnastik – men i lyset af den situation vi står i, bør der være fokus på at begrænse antallet af personer, der kommer på skolen som gæster, herunder særligt personer, der ikke har en direkte relation til skolens elever.

Idrætskampe- og stævner
Det er tilladt at afvikle idrætskampe skolerne imellem. Vi anbefaler dog, at det organiseres som enkelte kampe, hvor én skole besøger en anden skole fremfor som større stævner, hvor der er samlet mange efterskoler. Vi opfordrer også til, at man begrænser antallet af tilskuere og under alle omstændigheder holder det samlede antal deltagere (elever og lærere inklusive tilskuere) under 100 deltagere. Tænk også I at afvikle kampe, så man så vidt muligt undgår, at de besøgende elever skal ind på værtsskolen. Find evt. inspiration i Retningslinjer for genåbning af indendørs idræts- og foreningsliv, samt idræts- og fritidsfaciliteter og Retningslinjer for genåbning af udendørs idræts- og foreningsliv.

Korte kurser/camps i efterårsferien
Hvis skolen afholder et kort kursus inden for Efterskoleloven, skal det afvikles efter retningslinjer for efterskoler. Et kursus, der ligger uden for loven, men hvor efterskolen er kursusansvarlig, dvs. planlægger, administrerer og afvikler kurset, kan også afvikles efter retningslinjer for efterskoler. Er der tale om, at skolen udlejer faciliteter til anden aktør, skal lejeren sikre sig, at gældende retningslinjer overholdes.
Det er naturligvis ekstra vigtigt at være opmærksom på grundig rengøring før og efter et kursus med eksterne deltagere, ikke mindst hvis deltagerne overnatter på elevernes værelser.

Arrangementer for kommende elever
Efterskolernes Dag kan afvikles med en række forholdsregler – læs mere her. Det er også muligt at lave ”Åbent Hus” med rundvisninger for kommende elever på andre datoer, optagelsessamtaler m.v. som led i skolens løbende PR- og optagelsesarbejde.

Elevfester
Elevfester, der arrangeres af forældre og som typisk foregår i et forsamlingshus eller lignende er omfattet af forsamlingsforbuddet på 100, da der ikke er tale om en del af skolens almindelige virksomhed. Vi anbefaler, at skolerne opfordrer elever og forældre til ikke at arrangere elevfester her i efteråret.

Digitalt ledermøde
Vi inviterer til digitalt ledermøde mandag den 31. august kl. 13.00 – 15.00, hvor der bl.a. vil være håndtering af corona-forebyggelse på efterskolerne på dagsordenen. Tilmeld dig her.

Hold løbende øje med opdateringer på www.efterskolerne.dk/genaabning