Lærere
Den nye ferielov, der træder i kraft 1. september 2020, har medført en ændring af feriebestemmelserne i lærernes organisationsaftale. Tidligere holdt lærerne som udgangspunkt fem ugers ferie i juli/august. Fremover gælder det, at hvis skolen ikke inden udgangen af august måned har meddelt andet, anses fem feriedage for afholdt i den uge, hvor skolens elever holder efterårsferie. Første gang i uge 42 i 2020.

Desuden gælder det, at hvis ikke skolen inden udgangen af marts måned træffer anden bestemmelse, anses sommerferien for afholdt med de sidste 18 hverdage i juli måned samt de 2 første hverdage i august måned. Første gang i sommeren 2021.

Det er en forudsætning, at skolen holder virksomhedslukket i de angivne perioder.

Denne placering af ferien passer godt for langt de fleste skoler, men ønsker skolen en anden placering af de fem feriedage, der ligger i uge 42, skal skolen altså varsle det over for lærerne inden udgangen af august 2020. Dette vil være relevant, hvis der er behov for lærernes arbejdskraft i uge 42.

Teknisk-administrativt personale
Skolen skal fastsætte, hvornår ferien afholdes for det teknisk-administrative personale (TAP). TAP’ere kan holde ferie på samme tidspunkter som lærerne, men det er også muligt at placere ferien anderledes.
Mange TAP’ere har i deres ansættelseskontrakt en bestemmelse om, at feriens placering aftales inden udgangen af marts måned, og hvis ikke andet er aftalt, er ferien placeret med fem uger i sammenhæng med 20 hverdage før den 1. august og fem hverdage fra og med den 1. august. I sommeren 2020 var det ikke muligt at afholde ferien således, da der kun var optjent 16,64 dages ferie. Fra sommeren 2021 kan ferien godt placeres således, dog vil 2,08 af feriedagene i august være forskudsferie, da disse feriedage først optjenes i august. Ferie optjent i samme måned, som den afholdes, betragtes som forskudsferie.

Forskudsferie
Ferieoptjeningen efter den nye ferielov begynder 1. september 2020. Der optjenes 2,08 feriedage pr. måned. Det betyder, at noget af ferien i uge 42 er forskudsferie. Det samme gælder for noget af ferien afholdt i august og for lærernes vedkommende også for noget af ferien afholdt i juli. Det er der ikke problemer i, idet feriedagene optjenes i løbet af året. Skolen kan dog kun pålægge forskudsferie, hvis der er virksomhedslukket. Ellers kræver det aftale med den enkelte medarbejder.