Pr. 1. januar 2022 er der kommet nye regler for brandsyn på efterskolerne. Det er Plan- og Byggestyrelsen under Indenrigs- og Boligministeriet, der forvalter regelsættet, og nu er det bygningsreglementets regler og vejledninger, der danner basis for kravene til brandsyn på skolerne.

Kort fortalt går det ud på, at såfremt en byggetilladelse til ny- eller ombygning er udstedt efter 2018, skal der forefindes en Drifts-, Kontrol- og Vedligeholdelsesplan (DKV), som brandsynet efterfølgende tager udgangspunkt i.

Det samme gælder for byggeri opført før 2018, hvis der forefindes en DKV-plan. I visse tilfælde foreligger der en Drifts- og Vedligeholdelsesplan (DV), som så skal suppleres med bestemmelserne i kapitel 7 i Vejledning til bygningsreglementet BR18.

Er bygningen opført/ombygget før 2018, og er der ikke udarbejdet en DKV-plan, er det kapitel 7 i Vejledningen til Bygningsreglementet, der danner regelgrundlaget for brandsynet. Skolen skal derfor selv udarbejde en plan, der omfatter følgende: Driftsorganisation, Drift og brug, Vedligehold og Risikostyrering.

Brand & Redning Sønderjylland har gode skabeloner til fri afbenyttelse.

Fokuspunkter
Efterskoler skal især være opmærksomme på tre elementer:

Krav om brand- og evakueringsplaner:

  • På undervisningsafsnit i anvendelseskategori 2 (flere end 150 personer i lokalet) skal der centralt i gangarealerne ophænges en brand og evakueringsplan sammen med en brand- og evakueringsinstruks.

Log over egenkontrol

  • Krav om kontrol, hvor der lokalt gennemføres en form for egenkontrol af de brandtekniske installationer, håndslukningsudstyr samt brandsikring af ventilationsanlæg. Kontrollen er jf. kapitel 7 fastlagt med faste terminer, og kontrollen skal føres til log, så det er muligt at følge historikken af kontrollerne. Nogle af de emner, der skal gennemføres kontrol på, er flugtveje, sikkerhedsbelysning, brandslukningsudstyr, ABA-anlæg, sprinkleranlæg, brandveje, passive systemer (rørgennemføringer, vægge mv.), branddøre, ABDL-anlæg mv. Logskemaerne skal kunne fremvises ved brandsynet. Find skabelon til log her

Krav til flugtvejsgange og teknikrum

  • At der i flugtvejsgangen kun kan henstilles inventar og andre genstande med en brandbelastning på højst 50 MJ/m2 jævnt fordelt over flugtvejsgangen. Sørg for at der forefindes dokumentation fra leverandører. Der er samtidig et krav i de generelle ordensregler om, at teknikrum ikke længere kan anvendes til henstilling af inventar, varer og lignende. Eksisterende udstedt tilladelse fra beredskabet eller kommunalbestyrelsen vil stadigvæk være gældende.
Bemærk at skolen altid bør søge råd og vejledning lokalt. Find dit lokale brandvæsen her