Af Anna Rossman Thejsen

Hvordan skal sammensætningen af Efterskoleforeningens bestyrelse være i fremtiden?

Blandt de indkomne forslag til Efterskoleforeningens generalforsamling 2025 var der to forskellige forslag, som tog det spørgsmål op.

I dag står der i Efterskoleforeningens vedtægter, at: 'Kandidater til bestyrelsen er valgt i den rækkefølge, deres stemmetal berettiger til. Flest stemmer giver valg. Dog har kravet om deltagelse af mindst to personer fra skolebestyrelser, jf. § 11, stk. 1, forrang for afstemningsresultatet.' Se vedtægter her.

Forstander på Eisbjerghus Internationale Efterskole, Kåre Kramer, havde stillet forslag til ændring af vedtægten om, at der skal vælges mindst to personer fra skolebestyrelser til foreningens bestyrelse.

Kåre Kramer sagde i den mundtlige uddybning af sit forslag:

"Det er ikke jo ikke, fordi jeg har en holdning til, at der ikke skal stemmes bestyrelsesmedlemmer ind i bestyrelsen. Min intention er blot, at dem, der får flest stemmer, bliver valgt ind. Jeg ønsker at sikre lige mulighed for alle medlemmer for at blive valgt."

Det andet forslag til vedtægtsændringer blev stillet af Esben Jensen fra bestyrelsen for Nordfyns Efterskole og Henrik Ottosen fra bestyrelsen Efterskolen for Scenekunst. De stillede forslag om, at foreningen gennem vedtægter skal sikre, at både bestyrelsesmedlemmer, ledere og medarbejdere er repræsenteret.

Esben Jensen valgte dog fra talerstolen at trække sit og Henrik Ottosens forslag for at sikre, at vedtægtsændringer skal bero på en større drøftelse i baglandet.
Foto: Michael Drost-Hansen

Det andet forslag til vedtægtsændringer blev stillet af Esben Jensen fra bestyrelsen for Nordfyns Efterskole (billedet) og Henrik Ottosen fra bestyrelsen Efterskolen for Scenekunst. Forslaget blev dog trukket tilbage. Foto: Michael Drost-Hansen

Opfordring til grundig debat
Mange medlemmer valgte efter præsentationen fra forslagsstillerne at tage ordet for at debattere for og imod ændringer af vedtægterne for valg til bestyrelsen.

Bestyrelsesmedlem på Vesterlund Efterskole Asbjørn Nielsen sagde bl.a.:

"Det er unikt, at vi har en skoleformsforening, der har det fællesskab, vi har. Det er vigtigt, at vi har en bestyrelse, hvor bestyrelsesmedlemmer på efterskoler er repræsenteret. Så jeg vil opfordre til, at vi bevarer den nuværende ordning."

Bestyrelsesmedlem på Ollerup Efterskole Dorthe Kirkgaard Nielsen sagde på sin side:

"Jeg er meget enig i, at det er vigtigt med en mangfoldighed i bestyrelserne, men jeg er ikke for kvoter."

Forstander på Eriksminde Efterskole, Lynge Korsgaard, takkede Esben Jensen og Henrik Ottosen for at trække deres forslag.

"Tak for at trække jeres forslag. I stedet for at stemme i dag har vi brug for en ordentlig og grundig debat blandt medlemmerne," sagde han.

Lynge Korsgaard var langt fra alene om at opfordre til, at der i stedet for at lave vedtægtsændringer nu, skal tages en grundig debat blandt medlemmerne om for og imod forskellige måder at sikre demokratiske valg til bestyrelsen.

I sidste ende blev Kåre Kramers forslag stemt ned af medlemmerne. Det betyder, at det fortsat er sådan, at der skal vælges mindst to personer fra skolebestyrelser til foreningens bestyrelse.