Af Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne
Jeg tror, at de fleste lærere forud for et skoleår laver en årsplan. Den tager hensyn til fælles mål, værdisæt, aktiviteter og anderledes forløb, der skaber fællesskab, refleksion samt både faglig og personlig læring. Og den trækker på erfaringer fra tidligere år, tendenser og ny forskning.
I år har været anderledes. Ikke fordi årsplanen ikke er lagt, men fordi årsplanen så mange gange har skullet justeres og skrues ind i en kontekst, så fjernundervisning på Zoom eller Teams kunne håndtere det. Samtidig har I skullet finde nye veje til at opretholde elevernes fornemmelse af fællesskab, fornemmelsen af at høre til og fornemmelsen af fortsat at være på efterskole, selvom alle sad hver for sig. Det lærer man ikke på seminariet. Uanset hvilket kursuskatalog, I har bladret igennem, så stod der ingen steder noget om kurser i onlineundervisning eller i at være sammen på afstand. Alt har skullet tænkes, planlægges og afvikles uden erfaring med, hvad der virker.
Men I gjorde det. Projektet lykkedes. I evnede at skabe fortællinger og fælles oplevelser, også i nedlukningsperioden. I evnede at handle i nuet og udbygge den kæde af kærminder, som et efterskoleophold består af. Også i et coronaår. I har opbygget en coronafaglighed, som jeg håber I aldrig kommer til at bruge igen. Men evnen og viljen til at insistere på at lave efterskole i en coronatid fortjener I den største anerkendelse for.
Vi er en del af en tradition, hvor der netop skal være frihed til at ændre, justere eller nytænke hverdagen, så den passer til det elevhold og de elever, I har med at gøre. Det er den efterskolelærerfaglighed, der har båret 30.000 elever igennem nedlukningen. I den forbindelse er TAK kun et fattigt ord, men det er det ord, vi har. TAK!
Jeg tror, at de fleste lærere forud for et skoleår laver en årsplan. Den tager hensyn til fælles mål, værdisæt, aktiviteter og anderledes forløb, der skaber fællesskab, refleksion samt både faglig og personlig læring. Og den trækker på erfaringer fra tidligere år, tendenser og ny forskning.
I år har været anderledes. Ikke fordi årsplanen ikke er lagt, men fordi årsplanen så mange gange har skullet justeres og skrues ind i en kontekst, så fjernundervisning på Zoom eller Teams kunne håndtere det. Samtidig har I skullet finde nye veje til at opretholde elevernes fornemmelse af fællesskab, fornemmelsen af at høre til og fornemmelsen af fortsat at være på efterskole, selvom alle sad hver for sig. Det lærer man ikke på seminariet. Uanset hvilket kursuskatalog, I har bladret igennem, så stod der ingen steder noget om kurser i onlineundervisning eller i at være sammen på afstand. Alt har skullet tænkes, planlægges og afvikles uden erfaring med, hvad der virker.
Men I gjorde det. Projektet lykkedes. I evnede at skabe fortællinger og fælles oplevelser, også i nedlukningsperioden. I evnede at handle i nuet og udbygge den kæde af kærminder, som et efterskoleophold består af. Også i et coronaår. I har opbygget en coronafaglighed, som jeg håber I aldrig kommer til at bruge igen. Men evnen og viljen til at insistere på at lave efterskole i en coronatid fortjener I den største anerkendelse for.
Vi er en del af en tradition, hvor der netop skal være frihed til at ændre, justere eller nytænke hverdagen, så den passer til det elevhold og de elever, I har med at gøre. Det er den efterskolelærerfaglighed, der har båret 30.000 elever igennem nedlukningen. I den forbindelse er TAK kun et fattigt ord, men det er det ord, vi har. TAK!