Af Marlene Grøftehauge  

Se, nu stiger solen af havets skød
Luft og bølge blusser i brand, i glød
Hvilken salig jubel, skønt alt er tyst
Medens lyset lander på verdens kyst


En sommerdag i 1996 sidder den 16-årige Lau Højen ved et rundt bord i spisesalen på Mellerup Efterskole. Hans forældre er lige kørt, og nu skæver han nervøst rundt til sine nye kammerater. En lærer rejser sig og beder eleverne finde ’Se, nu stiger solen af havets skød’ i sangbogen, og eleverne stemmer forsigtigt i. Lige dér – i spisesalen – ved Lau Højen ikke, at den salme skal blive et underliggende tema til hans efterskoletid, og at han vil komme til at synge den rigtig mange gange på skolen og bagefter. Han ved heller ikke, at salmens stærke og poetisk ladede ord som ’brand’, ’glød’ og ’salig jubel’ kommer til at definere hans år og de mange tætte venskaber, han får på Mellerup.

”Sangen er en fejring af ungdommen og den kraft, der eksploderede ud over verden, mens jeg gik på efterskole. Men bagefter har jeg også sunget den mange gange – også i mere dystre sammenhænge som ved min mors begravelse,” fortæller Lau Højen.

De fleste kender Lau Højen som den energiske forsanger og guitarist i rockbandet Carpark North, som på 20. år har stor succes. Det første frø til bandet blev lagt på Mellerup Efterskole, hvor to tredjedele af bandets medlemmer gik på samme årgang.

Venner gennem musikken
Tilbage i 1996 var det ikke helt tilfældigt, at Lau Højen endte på Mellerup, der er en af landets ældste musikefterskoler. Hans storebror gik der fem år tidligere, og da han kom hjem, var han med Lau Højens ord ’helt bjergtaget’. Det var derfor oplagt, at den musikinteresserede lillebror også kom på Mellerup for at dyrke sit guitarspil. Og allerede de første dage fik han fornemmelsen af at være havnet på en pude af kærlige relationer og faglige vibrationer. 

"Det år blev så afgørende for mig fagligt og menneskeligt"

- Lau Højen, forsanger i Carpark North

”Det føltes som om, de sejeste musikere havde valgt at ’hooke up’ lige dér. Der var et helt andet niveau af dygtighed at lande i, og det var så inspirerende. Det år blev så afgørende for mig fagligt og menneskeligt. Vi grinede så meget, lærte og følte rigtig meget. Det var den sygeste petriskål af social sameksistens, hvor man virkelig fik lov at dyrke nogle sider af sig selv,” siger Lau Højen.

På efterskolen blev han hurtigt gode venner med Søren Balsner, der siden blev bassist i Carpark North, hvor Lau Højen er forsanger.

”De dybeste venskaber blev med nogle af dem, jeg spillede med. Og sådan én som Søren betragter jeg i dag som min livsledsager. Jeg har kendt ham i længere tid, end jeg har kendt mine kone,” lyder det med et grin fra Lau Højen.

Lykkelig gennem rapsmark
Inden Lau Højen tog på efterskole, havde han ingen forventninger om at få venner for livet. Det skulle bare være et sjovt og lærerigt år. Men han føler sig heldig at have fået livsvidner, som stammer helt tilbage fra tiden som ’Mellerupper’. Han mener ikke, at man som elev eller forælder skal gøre det til et succeskriterium for efterskoleåret, om man får skabt venner for livet, men efterskolen som institution skaber grobund for det.

”På efterskolen oplevede jeg en ægte forståelse og kærlighed til hinanden. Jeg havde nogle fordomme om københavnere og sønderjyder, men de blev jo totalt sprængt i stykker. Man lever sammen 24 timer i døgnet og kan ikke gemme sig, hvis man bliver ked af det. Man lærer at inkludere hinanden uanset baggrund.”

Lau Højen ler pludselig højt. Hans venskabsminder fra efterskolen står tydelige i hans hukommelse.

”Nogle dage før afslutningen på året var vi vågne i døgndrift. For at få det hele med til sidst. Nogle af mine venner fandt et fadølsanlæg, fordi den lokale fodboldklub havde holdt fest. Vi drak de sidste dråber fra anlægget, og så gik vi hjem gennem en rapsmark - med bukser helt våde af dug og vildt lykkelige,” husker han.

Helt vildt lykkelig var han også, når han efter en weekend hjemme kom retur til skolen og fik øje på alle vennerne.

”Det var en eksplosion af kram og gensynsglæde. Som om vi ikke havde set hinanden i er år. Men det var altså bare tre dage! Mellerup smeltede os sammen, og det er jo ikke bare noget, Mellerup kan. Det oplever man på alle efterskoler, for fanden.”

I dag har Lau Højen stadig to håndfulde efterskolevenner, som han ser jævnligt. Han betragter dem som sine tætteste venner, og selv om der er kommet børn de fleste steder, lykkes det at ses med jævne mellemrum. Foto: Trine Bukh

Rødglødende telefon og kærlighedstråde
Store tudedag kom. Som den gør på alle efterskoler. Lau Højen og hans kammerater stod i gymnastiksalen og forsøgte at gennemføre ’Se, nu stiger solen’. Som de havde sunget den allerførste dag og mange andre dage. Den sidste dag på skolen sammen var stemmerne bare ikke så rene.

”Vi brød sammen på skift. Men jeg tror, at vi gennemførte, selv om det var så mega svært.”

Lau Højen trækker vejret dybt ved tanken om den dag. Han kan stadig træde tilbage i følelsen af tomhed over at skulle væk fra skolen.

”Verden blev pludselig farveløs. Jeg forstod næsten ikke, hvordan jeg skulle leve videre,” siger han.

Efter et kort øjebliks tavshed ler han ved tanken om livlinen – den rødglødende fastnettelefon, der dengang stadig stod i hans forældres hjem. For den blev brugt trods hans fars formaninger om den voksende telefonregning.

”Da jeg kom hjem, blev der ringet flittigt. Og vi kunne falde ind i samtalerne hurtigt igen. Der var så mange kærlighedstråde imellem os. Og det føler jeg også i dag, når jeg ser mine venner fra efterskolen eller andre gamle ’Melleruppere’. Vi har set noget smukt.”

I dag har Lau Højen stadig to håndfulde efterskolevenner, som han ser jævnligt. Han betragter dem som sine tætteste venner, og selv om der er kommet børn de fleste steder, lykkes det at ses med jævne mellemrum. Til julefrokoster og om sommeren, hvor de har skabt en fast tradition med at mødes på Blågårds Plads. Så står de tæt og synger ’Se, nu stiger solen’. Fra det dybeste sted i efterskolehjerterne.


Lau Højens 3 råd til at støtte dit barns efterskolevenskaber

  1. Støt op om alle de arrangementer, der måtte være. Kommer dit barn med til fester og udflugter, skaber det et godt grundlag for stærke efterskolevenskaber.
  2. Lad dit barn invitere en eller flere af de nye venner med hjem til jer i en eller flere weekender i løbet af året.
  3. Hjælp med at arrangere transport i bus, bil eller tog, så dit barn let kan deltage i arrangementer i andre byer eller besøge de nye venner.

Blå bog: Lau Højen

  • Født 20. juli 1980 i Aarhus.
  • Gik sammen med vennen Søren Balsner på Mellerup Efterskole ved Randers Fjord i skoleåret 1996/97.
  • Guitarist og forsanger i rockbandet Carpark North, der blev dannet i 1999. De øvrige bandmedlemmer er Søren Balsner fra efterskolen (bas) og Morten Thorhauge (trommer). Bandet fik en andenplads ved DM i Rock i 2000, før de for alvor slog igennem med nummeret ’There’s a Place’
  • I 2003 udkom bandets debutalbum ’Carpark North’, hvor især nummeret ’Transparent and Glasslike’ blev et stort hit. I 2019 lavede bandet en video, hvor de genindspillede nummeret sammen med 150 medlemmer fra fem efterskolebands på Mellerup Efterskole
  • Gik på Det Jyske Musikkonservatorium fra 2001 til 2003, men færdiggjorde ikke uddannelsen på grund af bandets succes. Elev på Testrup Højskole i et halvt år i 2004
  • Gift med Thilde, som han har børnene Gerda på syv år og Edith på ni år med. Familien bor i Valby ved København