Flere unge har valgt at bruge dette skoleår på én af landets efterskoler. I alt er 30.669 startet på efterskole i skoleåret 2020/21. Det er 600 flere end sidste skoleår, hvor 30.069 unge startede på efterskole.
”Vi er meget glade for, at så mange unge bruger et år på at udvikle sig personligt og fagligt på en efterskole. Alle efterskoler gør sig umage for at give eleverne et særligt år med fokus på fællesskab og oplevelser - ikke mindst i denne tid, hvor mange unge lider afsavn på grund af coronavirus,” siger Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne.
Han understreger, at det stigende elevtal er en stor tillidserklæring til landets efterskoler, der har arbejdet ekstra hårdt og målrettet for at blive klar til skole-start med nye retningslinjer og usikkerhed på grund af coronavirus.
Flere går i 10. klasse på efterskole
I dette skoleår går 22.232 efterskoleelever i 10. klasse. Det svarer til 72 procent af det samlede antal elever på efterskole. Sidste skoleår var tallet 70 procent. 8. og 9. klasse udgør 28 procent af elevtallet mod 30 procent sidste år.
”Det viser, at flere unge prioriterer 10. klasse for bl.a. at fordybe sig og blive bedre rustet til at starte på en ungdomsuddannelse. Jeg håber, at politikerne lytter til de unge og anerkender vigtigheden af 10. klasse,” siger Torben Vind Rasmussen.
Regionalt
Regionalt er den positive udvikling i elevtallet især sket på efterskolerne i Nord-jylland med en stigning på 156 elever, svarende til 4,5 procent, og efterskolerne i Sydøstjylland med en stigning med 138 elever, svarende til 4 procent.
Der er i alt 241 efterskoler i Danmark ved skolestart 2020.
Find flere tal i dette notat
Yderligere oplysninger kan fås hos:
Kommunikationschef Søs Lykke Sloth, tlf.: 2266 9872
Formand Torben Vind Rasmussen, tlf.: 2028 1006