Fællessang er en supercocktail af sunde gevinster

Af Katrine Friisberg

Du kender måske følelsen efter fællessang. Humøret er lidt højere, grinene lidt bredere. Og pludselig fylder bekymringerne ikke helt så meget i tankerne som før. Det er ikke kun dig, som har den fornemmelse. Diverse studier har gennem årene vist, at fællessang kan gøre noget helt specielt for vores sundhed og velvære både fysisk, psykisk og socialt.

Det fortæller Lasse Skovgaard, som er ph.d. i sundhedsvidenskab og forskningschef. Han har gennemført en undersøgelse, hvor han har samlet viden fra hidtidige undersøgelser af effekten af fællessang. Og det er lidt af en supercocktail, han har fundet frem til. Fællessang fører til flere neurokemiske effekter i kroppen og hjernen, den kan have en dannende effekt, samtidig med at den både træner hjernen og lungerne.

På den neurokemiske front er fællessang med til at booste endorfiner, som udløser en følelse af velvære hos sangeren. Sang kan også stimulere dannelsen af signalstoffer som dopamin og serotonin, der har en positiv effekt på vores humør og overskud. Selve det, at man synger sammen, kan sætte skub i produktionen af oxytocin, populært kaldet kærlighedshormonet, fordi det skaber en følelse af tilknytning, hvilket også sker mellem mor og barn, f.eks. under amning.

"Det helt særlige ved fællessang ligger i cocktailen. Andre aktiviteter kan noget af det samme som fællessang, men de gør det ikke nødvendigvis på samme tid eller dækker lige så bredt," siger Lasse Skovgaard, som også er uddannet i musikpædagogik, holder sangaftener og foredrag om sang og bl.a. har komponeret to melodier til den nyeste udgave af Højskolesangbogen.

Følelsen af velvære og især frigivelsen af hormonet oxytocin betyder meget på en efterskole. Fællessang kan være med til at skabe fællesskabet på skolen. Det skyldes bl.a., at det er intimt at dele sin stemme med andre, påpeger Lasse Skovgaard. Mennesker kan derfor føle sig sårbare, når de synger sammen med andre. Når vi synger, bliver vi tvunget til at bevæge os uden for det normale stemmeleje.

”Stemmen er et personligt instrument, og der er for mange noget intimt over stemmen. Man smider lidt af masken og giver mere af sig selv,” forklarer Lasse Skovgaard.
Samtidig vil de fleste opleve at blive del af et klangligt og åndedrætsmæssigt fællesskab.

”Vi fremsiger i bund og grund et digt fuldstændigt synkront, når vi synger. Vi fremsiger et digt med et tema og et budskab, som påvirker os i fællesskab. Det bringer os i en fælles sindsstemning. Oveni trækker vi vejret på samme tid, og vi har samme tempo og toneleje. Så det er en enestående mulighed for i fællesskab at blive et åndedræt og en klang. Og det er en af grundene til at det kan virke så stærkt,” siger Lasse Skovgaard.

Sprænger tid og sted
Udover de positive fysiske og sociale aspekter rummer fællessang også et stærkt potentiale for dannelse og kulturformidling, understreger pianist, kulturformidler og komponist Rasmus Skov Borring og sociolog, forfatter og sangskriver Anette Prehn.

Begge lægger vægt på sangenes evne til at række ud over den enkelte i tid og sted. Gennem sangene kan mennesker føle sig forbundet med andre generationer, tider, steder og hændelser i historien.

Vi tager teksterne i munden og deler dem med andre. De gør på den måde et helt andet indtryk end f.eks. en bog eller et digt.

”Man møder en fortælling eller en stemning i et stykke musik, som på en eller anden måde præger ens følelser og evne til at tænke over, hvem jeg er i denne verden, hvem jeg gerne vil være, hvad livet er, hvad relationer er, og hvad der er vigtigt for mig i forhold til det menneske, som jeg gerne vil være,” siger Rasmus Skov Borring.

Eleverne går nok sjældent fra morgensamling med store filosofiske overvejelser, men fællessangene vil være med til at lære dem at forstå sig selv og verden, mener han.

”Mange af de her ting kan de ikke sætte ord på, og det er måske først, når de bliver voksne, de vil opleve, at de er på spil. På en eller anden måde tager de sangene, musikken, stemningerne og fortællingerne med videre i deres liv. Sangene kan få nye betydninger i relation til nye livserfaringer,” siger Rasmus Skov Borring.

Han mener, at fællessang har en enorm betydning som kulturformidler. Gennem fællessang synger de unge tekster, som de ellers ikke ville læse.

”Tænk på, hvor mange tekster af Grundtvig unge mennesker møder gennem sange, de synger. De ville aldrig stifte det samme bekendtskab med ham i det format, hvis ikke det var, fordi det var sange.

På den måde minder det os om, at en del af kulturformidlingen ligger i at synge. Vi har en syngende folkekultur. Det er ikke det samme som at læse teksten, og melodien er den vej, vi møder teksten i,” siger Rasmus Skov Borring, som bl.a. har komponeret melodien til den populære sang ’Gi’ os lyset tilbage’, som oprindeligt blev skrevet til Efterskoleholdet til DGI Landsstævne i 2009.

De vigtige budskaber
Netop fordi sange er så gode til at skabe dannelse og forbundethed, er det vigtigt, at efterskoler er bevidste om, hvilke sange de vælger at synge, mener Anette Prehn.

”Jeg kunne drømme om en større bevidsthed om sangteksters sporsættende potentiale. Min kritik af fællessangen i dag er, at jeg slet ikke synes, vi er opmærksomme nok på, at vores samtidssang bliver til historieskrivning,” siger hun.

Hun opfordrer skolerne til at tænke på temaer, som er aktuelle – det kunne f.eks. være perfekthedskultur, klima-coping og den almenmenneskelige forbundethed.

Ofte bliver fællessang til et beskyttelsesrum, hvor man kan lire velkendte sange af uden at tænke nærmere over dem og finde tryghed, mener hun. Hun nævner som eksempel fællessang på DR under den første coronanedlukning. Programmerne bestod af et mix af klassisk sangskat og gamle 80’er-hits, men greb ifølge Anette Prehn ikke chancen for at introducere nyskrevne sange. Hun betegner sig selv som fællessangsaktivist og ønsker, at efterskolerne bliver mere bevidste om, at man kan synge sig stærke sammen.

”Hvis en fællessang er tilpas god, sker der et erkendelsesspring. Der opstår et ’før’ og et ’efter’, man tager den med sig ud i livet og bliver stærkere,” siger Anette Prehn og nævner som eksempel, hvordan man tidligere brugte fællessang til at mobilisere styrke, når høet skulle høstes, eller mændene gik i krig.

Ligeledes kunne hun ønske sig mere diversitet i sangbøgerne – både til en bedre balance mellem mænd og kvinder og i forhold til etniske, sociale og seksuelle mindretal.

”Jeg mener, at det er en overset faktor, hvor meget vi kan fremme empati og respekt mellem forskellige mennesker ved at tage andres tekstmæssige betragtninger om livet i egen mund under fællessang,” siger hun.

På mange efterskoler kan fællessang være en udfordring, fordi størstedelen af de danske folkeskoler har nedprioriteret fællessang gennem mange år. Men det gør ikke opgaven mindre vigtig, mener både Lasse Skovgaard, Anette Prehn og Rasmus Skov Borring.

”Efterskolerne har en unik mulighed for at vise de unge, hvad fællessang kan, når det rigtig fungerer, for det kan være, at der er nogen, der aldrig har oplevet det.” siger Lasse Skovgaard.