Af Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne

Hvis du er på sociale medier og har venner i efterskoleverdenen, har du sikkert set en del opslag med billeder af medarbejdere på efterskoler spækket med energi og store smil. "Vi er klar til at møde dig," står der næsten skrevet i ansigterne på dem.

Hvor er det dejligt og befriende, at det er menneskene bag – fremfor bygninger, skemaer eller eventuelt nyindkøbt merchandise – der toner frem. Efterskolen skabes netop af de mennesker, der møder eleverne. En efterskoles kvalitet er produktet af de medarbejdere, der er ansat. I bærer skolen og dens værdier. I er symbolet på det, der venter eleverne det kommende skoleår.

På efterskolerne har vi frihed til at tilrette hverdagen, så den giver allerbedst mening for eleverne. Derfor skal vi naturligvis lytte til de strømninger, der er i grundskolen her ved skolestart om bl.a. trivsel, mobiltelefoner, søvnbehov m.m. Men vores ansvar ligger ikke i en national lovgivning. Vi har friheden til selv at tage ansvar for vores hverdag og for vores værdier. Det synes jeg, I gør utrolig godt rundt omkring på skolerne.

I foreningen er årets overskrift møder og dialog. Først og fremmest glæder vi os til at møde jer på kurser, konferencer og regionale møder det kommende skoleår. Vi har allerede regionsmøder på plads, og på efterskolerne.dk finder I oversigten over kursustilbuddene den kommende tid.

Dialog forventer vi også at få med Folketinget om udviklingen af hele grundskolen. Vi ved, at regeringen barsler med justeringer, og for os er det vigtigt, at der tages afsæt i unges almene dannelse og uddannelse. Det kommer vi til at tale mere om på regionsmøderne.

Også unges forbrug af alkohol har været på dagsordenen op til skolestart. Det er vi også optaget af i foreningen, og derfor vil I høre fra os meget snart i forlængelse af Sundhedsstyrelsens anbefalinger om alkohol til unge under 18 år. For dem skal vi selvfølgelig også forholde os til på efterskolerne.

Rigtig godt skoleår derude. Vi ses!