Tidligere efterskoleelev: ”På efterskolen skal vi ikke nå andet end hinanden”

Af Emilia Voldsgaard Kviesgaard og Louise Wethke Buch

De sange, vi sang på efterskolen fra højskolesangbogen, beskriver en af livets mange romantiseringer. Men hvor har jeg aldrig været gladere for at blive snydt – efterskole er den ægte vare. Det er en vild fornemmelse at gå på efterskole, som må være definitionen på livsbekræftelse, og jeg vil kalde dig skrupforkælet for at bytte denne følelse ud med fornuften, og hvad der ellers må være af bekymringer i forbindelse med tilvalget af efterskole. Efterskolen er et sted, hvor der er intet andet, vi skal nå, end hinanden.

Hvor ville det dog være rebelsk og yderst forfriskende at tage chancen og forfølge lysten til at prøve af og forsøge – i en verden, hvor alt fra politik til venskaber kan måles i fornuft og udbytte. De valg skal til for, at man kan mærke sig selv og livet bare en smule i vores ellers overstimulerede kroppe, og jeg tror på, at efterskolen kan klare jobbet.

Der er klart en værdi i at komme væk fra vante rammer og ikke mindst de tanker, man gør sig i forbindelse med det. Personligt havde jeg svært ved at forberede mig selv på, hvad jeg gik ind til. På den måde blev jeg bare en del af kaosset, for det viste sig, at jeg var i samme båd som de andre, da vi aldrig havde prøvet noget lignende og ikke anede, hvad vi skulle forvente.

Men sammen fandt vi ud af, at vi bare skulle være lige dér midt i det hele sammen med kaosset – stadig væk fra det hele for at finde ud af det hele. Det, tror jeg, gjorde os ganske nærværende, og vi fandt en tryghed i hinanden, som på kort tid gjorde os tætte.

Coronarestriktioner var på visit gennem mit efterskoleår 2019/20, og de er slet ikke så farlige for kvaliteten af et efterskoleophold, som de ser ud. Den bedste tid for mig på efterskolen var ironisk nok en tid, hvor vi var pålagt restriktioner. Det er sikkert ikke restriktionerne, der kan tage æren for det, hvilket egentlig også er med til at tydeliggøre pointen. Restriktionerne var ikke afgørende for, om det blev en god oplevelse eller ej. De var der bare – ligesom os.

Det, der er vigtigt, er det samme, der altid har været vigtigt: Nemlig nærvær, investering og nysgerrighed. Derfor synes jeg, bekymringen bare skal pakkes sammen og sendes med det første fly til Nordkorea, så vi er sikre på, at den aldrig kommer igen.

Listen er lang, men hvad jeg helt særligt har med mig, er mindet om åbenheden, der gjorde det muligt for et fælleskab at omfavne så mange forskellige mennesker, hvilket var helt utrolig sjovt, spændende og livsbekræftende at være i og noget, jeg fortsat prøver at skabe, hvor end jeg er. Det er som at sprede englestøv over mangfoldigheden. Når nu vi er i et nærmest religiøst hjørne, vil jeg påpege den hellige ro, man får, når man mærker, at man passer ind og hører hjemme et sted. Og derfor også flere steder.

”Livet er langt, lykken er kort, salig er den, der tør give det bort.”
- ’Papirsklip’, Kim Larsen, højskoleesangbogen.

Afsted på efterskole med dig!

Debatindlægget er skrevet af Emilia Voldsgaard Kviesgaard, 17 år, som gik på Høng Efterskole i 2019/20.