Af Katrine Friisberg, redaktion@efterskolerne.dk
Tølløse Slots Efterskole kan fejre fire 25-års jubilæer i år: Skolens jubilæum, pedel Erik Kjærgaards, forstander Jannik Kildorfs og oldfrue Hanne Schønnemann Nicolaisens. Alligevel er det sidstnævnte, som har været længst på skolen. Hanne Schønnemann Nicolaisen, der i dag er 68 år, arbejdede i forvejen på Tølløse Slot, som før efterskolen husede Bosnisk College, og var derfor på slottet i hele overgangsperioden. Egentlig var hun rengøringsassistent, men den tidligere forstander syntes, at det var sjovt at bruge ordet oldfrue. Så sådan blev det.
Det var spændende at være med, da skolen begyndte, husker Hanne Schønnemann Nicolaisen. Mange nye unge lærere kom for at undervise. Dengang skilte hun sig ud i personalegruppen ved at gå i kittel, som man gjorde dengang. Hun havde ikke meget med eleverne at gøre. Siden har meget forandret sig.
”Jeg snakker mere med eleverne i dag og er en større del af deres liv, ligesom de er en større del af mit liv. Jeg har nok også ændret mig og er blevet mere åben,” fortæller hun.
Især ’Hannes Butik’ forandrede hendes rolle. I butikken udleverer oldfruen bl.a. toiletpapir, skraldeposer og post. Og her kommer eleverne og får en snak med Hanne-mor, som de kaldte hende de første år. Nu sker det oftere, at hun bliver kaldt bedstemor – selv om hun mere ser sig selv som en mor.
”Jeg vil dem ustyrligt gerne. Jeg har mange børn efterhånden,” siger hun og ler.
"Jeg har det ikke så godt med det, når nogle aldrig får post. Så har jeg lavet pakker til dem"
- Hanne Schønnemann Nicolaisen, oldfrue på Tølløse Slots Efterskole
Som postuddeler ser hun, hvor meget det betyder for eleverne at modtage en pakke hjemmefra. Hun lægger også mærke til de elever, som sjældent eller aldrig modtager post. Og så strikker Hanne Schønnemann Nicolaisen ofte en pakke sammen til dem.
”Der har jeg trådt ind mange gange, for jeg har det ikke så godt med det, når nogle aldrig får post. Så har jeg lavet pakker til dem. Mit gode hjerte løber af med mig.”
Hun finder også på at lave en fødselsdagspakke til de elever, som hun har fået et tæt forhold til. Små collager fra Hannes hånd med sjove ting og talemåder hænger ligeledes rundt omkring på elevværelserne. Hendes kreative sider kommer også til udtryk, når hun skaber smukke blomsterdekorationer til forældrearrangementer og bestyrelsesmøder. Og så er Hanne Schønnemann Nicolaisen efterskolens huspoet, som forstander Jannik Kildorf udtrykker det. Hun digter sange til skolens lysfest samt gallafesten.
Ingen planer om at stoppe
Hanne Schønnemann Nicolaisen lægger stolthed i sit arbejde. Med mange unge mennesker, som sjældent går lige så højt op i orden og renlighed som hende, kan det godt sætte skår i arbejdsglæden.
”Jeg vil så gerne have, at her skal være pænt. Jeg føler, når der ikke er pænt, at det er min skyld. Det er det ikke. Det ved jeg godt, men det føler jeg bare,” siger hun.
Efterskolen har fyldt meget i Hanne Schønnemann Nicolaisens liv. Hun boede på skolen indtil april sidste år, hvor hun flyttede. Dengang fik hun om aftenen ofte besøg af elever, som kom for at tale, spille og hygge med te og boller.
”Corona ødelagde det de sidste år, men det har været virkelig hyggeligt,” fortæller hun.
Hun kunne dog ikke lade være med at holde øje med skolen hele tiden.
”Jeg kan godt mærke, at det er dejligt at holde helt fri. Når man bor på skolen, er man lidt på arbejde hele tiden,” siger hun.
Selv om hun er fyldt 68 år, har hun ingen planer om at stoppe.
”Jeg mener, det er godt for mig at have noget at stå op til. Jeg tror, det holder mig i gang på en anden måde.”
Blå bog
- Hanne Schønnemann Nicolaisen, 68 år, oldfrue på Tølløse Slots Efterskole
- Uddannet barneplejerske og var hjemmegående husmor, da hendes børn var små
- Har haft diverse stillinger som bl.a. rengøringsassistent, stuepige og pakker på fabrik, før hun blev ansat på Tølløse Slots Efterskole
- Har tre voksne børn og fire børnebørn
Læs mere
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev(e). Når du trykker tilmeld, giver du automatisk dit samtykke til brugen af dine data i forhold til vores privatlivspolitik.