Af Louise Grønkjær
Hvordan navigerer man i nyhedsstrømmen? Hvad er fake news? Og hvad skal man have styr på for at være en god nyhedsoplæser?
Det får eleverne på sjællandske efterskoler nu mulighed for at prøve kræfter med. DR Sjælland har nemlig åbnet for tilmelding til workshoppen ’I Sandhedens Tjeneste’. Det oplyser DR Sjælland i en mail til Efterskoleforeningen.
På workshoppen præsenteres eleverne for virkelige eksempler på fordrejet og løgnagtig information. Målet er, at de bliver skarpere til at forholde sig kritisk til nyheder på nettet og de sociale medier.
”Det bedste våben i kampen mod falske nyheder er, at vi skærper vores kritiske sans,” skriver DR Sjælland.
Sådan tilmelder du dig
- Under workshoppen skal eleverne også selv prøve kræfter med opgaven som nyhedsoplæser. Workshoppen ’I Sandhedens Tjeneste’ er gratis og afholdes i uge 37, 39, 43, 47 og 49. DR oplyser, at der kun er begrænset antal pladser, som fordeles efter ’først til mølle’- princippet.
- Workshoppen kan bookes her. Der er plads til to klasser om formiddagen og to klasser om eftermiddagen. Klasserne skal ikke nødvendigvis være fra samme skole, og det er muligt kun at booke én formiddagstid eller én eftermiddagstid, hvis man kun ønsker at besøge DR Sjælland med én klasse.
- Yderligere information kan fås af DR Sjællands journalister Mads Raagaard og Claus Würtzen på mrd@dr.dk og cwz@dr.dk.