Af Anna Rossman Thejsen
Onsdag 11. marts om aftenen lå 17-årige Lærke Sofia Caspersen på sengen på sit værelse på Gymnastikefterskolen Stevns og så statsminister Mette Frederiksen tone frem på skærmen på hendes bærbare computer. Hun kunne høre ekkoet fra statsministerens ord mange andre steder fra i huset. Hun hørte ordene, men havde svært ved at forstå dem. Mente statsministeren virkelig, at alle skoler og daginstitutioner skulle lukke ned i 14 dage?
Hun husker, hvordan en mærkelig stilhed først bredte sig over hele skolen for så at blive afløst af råb, smækkende døre og tusind ubesvarede spørgsmål, som eleverne begyndte at stille sig selv, hinanden og lærerne: Hvad skal der ske med skolen? Hvad med vores gymnastikopvisninger? Bliver gallafesten til noget? Og hvad med vores studieture? Hvad gør vi nu?
”Ét spørgsmål var dog det, der gav mig mest uro i maven: Hvornår kommer vi hjem til skolen igen?” husker Lærke Sofia Caspersen, da Magasinet Efterskolerne interviewer hende over mail og telefon i hendes private hjem i Køge 14 dage senere, hvor statsministeren netop har forlænget skolelukningerne og af det meste af landet i yderligere 14 dage.
Hun mindes den første aften med meldingen om skolelukningen og, hvordan spørgsmålene hang ubesvarede i luften, mens eleverne i al hast pakkede deres ting.
”Det hele gik meget stærkt, fra vi så pressemødet, til at vi lige pludselig alle sad i en bil på vej ud til 185 forskellige steder i landet. Jeg tror først, det helt gik op for mig, hvad der var sket, da jeg trådte ind ad døren hos min mor. Det var første gang i over et halvt år, at jeg var sådan rigtig hjemme, og det var ikke en fed følelse,” siger Lærke Sofia Caspersen.
Svært at være alene på ubestemt tid
De første par dage væk fra efterskolen var svære.
”Der var rigtig meget forvirring hos os elever, men også hos lærerne. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle tage mig til i starten. Det at gå fra at være 120 procent på og være i fuld sving med sport, skole og det sociale til lige pludselig at være helt alene på ubestemt tid, skræmte mig.”
Lærke Sofia Caspersen oplever dog, at lærere og elever efterhånden har fået bygget nogle gode rutiner op omkring den daglige undervisning. Som elev på en gymnastikefterskole savner hun meget idrætstimerne. Derfor er hun særligt glad for, at de har fundet en god erstatning for det.
”Når vi f.eks. har fysisk undervisning, får vi til hver time en opgave, som vi skal lave i løbet af timen. Det kan være alt fra at skulle lave styrketræning, øve opvisning, lære noget nyt til at lære vores familie noget fra vores opvisning. Generelt synet jeg, at lærerne er meget kreative under de her særlige omstændigheder,” siger hun.
"Jeg tror først, man indser, hvor vigtigt sådan et efterskoleophold er, når det bliver taget fra en"
- Lærke Sodia Caspersen, efterskoleelev
Lærke Sofia Caspersen har også selv fået bygget nogle gode rutiner op. Hun er begyndt at gå ture, træner en del, laver en masse kreative projekter, og med egne ord ser hun systematisk hele Netflix og Viaplay igennem.
Savnet efter vennerne fra efterskolen er som et stort hul, der nærmest ikke kan fyldes nok op. De forsøger dog – særligt via FaceTime. De bruger rigtig meget tid sammen hver for sig på deres små skærme i disse uger.
”Det er en vildt god mulighed for os for at ses, selvom vi ikke er på skolen, og det udnytter vi også fuldt ud!”
Nogle gange når hun og vennerne fra skolen har siddet og skrevet eller snakket sammen om hyggelige ting i timevis, er de pludselig brudt ud i gråd. De første gange kom det helt bag på dem.
”Vi kunne ikke helt forstå hvorfor. Men jeg tror, at det viser, hvor meget det egentlig betyder for os at have hinanden og at have efterskolen og alt det, der følger med. Jeg savner bare vores fællesskab så forfærdeligt meget.”
Videoønske om at komme hjem
21. marts var en af de dage, hvor savnet var altopslugende. Derfor sad Lærke Sofia Caspersen hjemme på sit værelse og så hele sin kamerarulle igennem for billeder og videoer fra sit efterskoleår, mens tårerne trillede ned ad kinderne.
”Det fik mig til at tænke over, hvor lidt jeg egentlig har sat pris på, at jeg havde det her drømmehjem. Jeg tog det lidt for givet, før alt det her skete. Jeg tror desværre bare, at man først indser, hvor vigtigt sådan et efterskoleophold er, når det bliver taget fra en,” siger hun.
Mens minderne rullede forbi hende på skærmen den dag, slog en tanke ned i hende: ’Hvorfor laver jeg ikke bare det her til en video?’.
Først var tanken at lave det til en mindevideo, men mens hun sad og redigeret den, formede sig en ny idé.
”Det her skulle ikke bare være en mindevideo, men en video med et budskab og et ønske om, at vi kunne komme hjem igen,” fortæller hun.
Lærke Sofia Caspersen gik til og fra videoen de følgende dage og arbejdede sig stille og roligt gennem minderne. Om eftermiddagen 23. marts var hun faldet i søvn på sin seng, men blev pludselig vækket af sin Messenger på mobilen, der gik amok.
Hun åbnede beskederne og så, at hendes efterskolevenner en efter en skrev: ”Ser I pressemødet?!!!”
Fortumlet og stadig lidt forsovet tændte hun for DR på sin computer og hørte så statsministeren sige, at alle skoler skulle holde lukket yderligere 14 dage.
Hun skyndte sig op i stuen til sin mor, som også så pressemødet, og sagde: ”Hvor er det irriterende, at de hele tiden snakker om at blive hjemme, når det er lige præcis det, jeg ikke kan. Hvorfor kan folk ikke bare blive hjemme, så jeg kan komme hjem?”
Bliv hjemme!
”Linjen: ’Bliv hjemme, så jeg kan komme hjem’, er på kort tid blevet noget, som betyder rigtig meget for mig. Det bekræftede mig også i, at folk blev nødt til at se den video, jeg var ved at lave. Så jeg skyndte mig at gøre den færdig og sende den til skolen,” fortæller hun.
Dagen efter, 24. marts, blev hendes video ’Bliv hjemme – så vi kan komme hjem til Stevns igen’ lagt ud på Gymnastikefterskolens Stevns Facebookside. Nogle timer senere delte Efterskoleforeningen den på foreningens Facebookside ’Efterskolerne’.
I videoen lyder Lærke Sofia Caspersens opfordring sådan her:
”Måske kender du en, som går på efterskole, eller som har gået på efterskole, måske har du endda selv gået på efterskole? Så ved du også, hvor meget sådan et efterskoleår betyder. Efterskole betyder rigtig meget for os, ligesom det gør for de 30.000 andre i Danmark, som går på efterskole lige nu. Derfor vil vi gerne hjem. Min efterskole er en gymnastikefterskole, hvilket betyder, at vi skal lave rigtig mange gymnastikopvisninger. Men alle vores opvisninger er blevet aflyst lige nu pga. corona, og det er vi ekstremt kede af. Opvisningerne udgør en kæmpe del af vores efterskoleophold, og dem har vi nu mistet. Med mindre, at du altså bliver hjemme.”
I løbet af det første døgn, videoen har været ude, har mange tusinder fra hele landet set den og mange hundrede delt den.
Lærke Sofia Caspersen håber, at mange flere, også uden for efterskoleverdenen vil se hendes video – og blive hjemme. Så corona-virussen kan blive fortid, og så hun og de 30.000 andre efterskoleelever landet over kan nå at komme tilbage på deres efterskole, inden skoleåret er omme.