Læs formandens mundtlige beretning

Det talte ord gælder.

33%!
33% af en ungdomsårgang går på efterskole. 31.745 elever i dette skoleår. Det er det højeste antal nogensinde, og elevtallene ser fortsat ud til at stige. Efterskolerne er blevet et meget stærkt brand.

Der er de sidste 2 år lavet hele fire tv-serier om efterskolelivet, og senere i år udkommer en ungdomsroman om at gå på efterskole. Ved DGI's landsstævne i Svendborg bliver 5700 efterskoleelever et af de helt store trækplastre

Flere ungdomsuddannelser laver efterskolelignende forløb. Den nye læreruddannelse i Svendborg toner uddannelsen i efterskoleretning – måske for at få elever til at søge? Og både læreruddannelserne i Nr. Nissum og Jelling påtænker også efterskolespor. Familien Danmark kender begrebet 'store tudedag' og ved, at her tales om efterskolernes sidste skoledag. Alt sammen tegn på, at efterskolerne er voldsomt eksponeret.

Tillykke med det. Det skal vi glæde os over, og det er jo ikke kommet af sig selv, men er resultatet af mange års meget stærkt efterskolearbejde.

Vi siger ofte til hinanden, at efterskolerne er en del af løsningen. Men løsningen på hvad? Hvad er det egentlig for en tid, vi driver efterskole i, og hvem er de unge, som i rekordantal søger mod vores skoler?

Vores hjerner har ikke ændret sig meget siden den første efterskole så dagens lys i 1851. Forfatteren Knud Romer beskriver det sådan her i et indlæg i antologien sidste chance:

”Vores hjerner har ikke ændret sig væsentligt de sidste 100.000 år – og måske er omvejen blevet længere i formforvandlingen, men du befinder dig stadig på savannen og bliver pisseforskrækket over en skygge på væggen, fordi den følelsesmæssige reaktion i amygdala er hurtigere end dig og dine frontlapper.”

Nu er Knud Romer jo ikke hjerneforsker, men pointen om, at hjernen reagerer på samme måde, som den altid har gjort, er ikke helt forkert.

Til gengæld er der sket en eksplosiv acceleration af de påvirkninger, unge oplever. Samfundets forandringer går stærkere og stærkere, og erfaringer når ikke altid at aflejre sig, før vores reformiver griber til nye justeringer.

Så noget er alligevel ændret. Jeg skal prøve at beskrive en ung i dag. Vi kalder hende Mathilde. Hun er 16 år gammel og går i 10. klasse på efterskole. Det betyder, at Mathilde er født i 2005. Hun kommer i børnehave som 3-årig, hvor der få år tidligere er indført obligatoriske pædagogiske læreplaner. Mathilde bliver altså som 3-årig bedømt på fem parametre, så hun kan være skoleklar som 6-årig.

Mathilde kommer i skole 2011. Prøv lige og se hvilke reformer og afbrydelser, hun på bare få år har mødt i sin skolegang:

• 12% af eleverne eller imellem tre og fire elever er indvandrere eller efterkommere heraf, og selvom det ikke behøver være en ekstra udfordring på hendes skole, så ligger der sandsynligvis en ekstra integrationsopgave både i klassen og i skolen. 
• I 1. klasse bliver Mathildes lærere i 25 dage lockoutet fra skolen. Mathilde forstår sikkert ikke sammenhængen, men oplevelsen aflejrer sig de kommende år. Også på skolen og helt sikkert hos Mathildes lærere.
• I 2. klasse ændres inklusionsloven, og på landsplan kommer 49.000 elever tilbage i normalklassen, svarende til 7% af alle elever eller 2-3 elever i Mathildes klasse
• I 3. klasse indføres kompetencemål og elevplaner i alle fag. Hvis Mathilde er en dygtig elev, lærer hun at afkode hvilke mål, der er for hver time, og hvordan hun skal lære at lære, så hun fremstår uden fejl. Men hvad nu, hvis hun ikke er en dygtig elev?
• I 3. klasse bliver hendes skoledag også 5 klokketimer længere om ugen, og måske må Mathilde droppe fritidsaktiviteten, fordi skolen tager for meget tid. 
• I 3. klasse bliver idræt et fag, man går til prøve i og altså ikke længere bare et mål i sig selv. 
• I 7. klasse skal hun første gang forholde sig til, hvad hun gerne vil efter skolen. Jeg tror, Mathilde er i tvivl!
• I 8. klasse lukker skolen pga. Corona i 2 1/2 måneder. Mathilde bliver bedt om at blive hjemme og kun se de allernærmeste rent fysisk. Hun kan heller ikke dyrke sin fritidsinteresse, hvis hun altså ikke allerede havde droppet den på grund af tid tilbage i 3. klasse.  
• I 9. klasse gentager nedlukningen sig fra januar til midt i marts. Der er nu ingen grund til at vende tilbage til et fritidsliv, for hun skal jo på efterskole efter 9. klasse.
• I juni måned sidste år afsluttede Mathilde sin grundskole. 
• Læg så oveni, at der er mere end 50% sandsynlighed for, at Mathilde har skiftet skole mindst én gang. Og 28% sandsynlighed for, at Mathilde har skiftet 2 gange.

Og så har jeg slet ikke nævnt påvirkningen af sociale medier, der ekstremt dygtigt og hele tiden er flere skridt foran i at skabe markedsstyret afhængighed uden skelen til trivsel eller mætningspunkter. 

Jeg forstår godt, at Mathilde kommer i tvivl. Ikke alene i tvivl om, hvad hun gerne vil uddanne sig til, men grundlæggende i tvivl om, hvad hun skal i sit liv.  
Ofte hører jeg kommentaren: Men har vi ikke stærke unge, der er vokset op i ét af verdens rigeste lande, som vel nok kan klare et par bump på vejen?  

Center for Ungdomsforskning spurgte for 2 år siden 2.000 unge i alderen 16-25 år om, hvordan de ser sig selv. Selvom de fleste af de adspurgte er ældre end efterskolealderen, er tendensen ganske klar. 

29%, de grønne, har høj trivsel. De 27% blå trives, men oplever pres. 

Det er vel de elever, vi karakteriserer som 'de stærke'. Det er dem, der stabiliserer ethvert efterskolehold og kan løfte resten. Det er dem, de fleste af os gerne vil have en overvægt af for at skabe et godt efterskoleophold. Men vi taler altså i denne undersøgelse om en restgruppe på 44%, som enten i familien, i skolen, eller bare generelt mistrives. Den restgruppe kigger på os.

Kigger vi på Mathilde, virker hendes skole til at være udfordret i rollen som samfundets stærke stabile organisation. Gentagne reformer har ganske enkelt udfordret fundamentet.

Lektor på DPU Jonas Lieberkind har undersøgt unge i 8. klasse i en stor europæisk undersøgelse. Han påpeger, at familien og skolen som fællesskabets samlende institutioner er præget af individualisering og kulturel frisættelse.

Med andre ord har mange af vores unge fået et mere vagt forhold til institutioner som myndighed, og i værste fald overlades ansvaret til barnet selv. Vil du skifte skole, vil du konfirmeres, vil du dyrke idræt, musik, spejder, eller ingenting? Det er dit eget valg.

Og hvad gør det ved unge, der nu i højere grad er kulturelt frisatte?

Hvis vi spørger den nu afdøde polske sociolog Zygmunt Bauman siger han: ”Angst og lidelse er i vore dage de essentielle kendetegn på Vestens menneske, rodfæstede som de er i umuligheden af at reflektere over så kolossal mængde af valgmuligheder.”

Baumans kollega og landsmand Sociologen Hartmut Rosa beskriver det moderne accelererende liv som at løbe op ad en nedadgående rulletrappe.

Jo stærkere økonomien vokser i år, desto stærkere skal den også vokse næste år. Jo hurtigere, vi løber i år, desto hurtigere skal vi løbe næste år – bare for at følge med.

Hartmut Rosa siger også, at vi lever i en verden på speed. Og i kampen for at følge med mister vi evnen til at orientere os. Vi bliver blinde moderne. Hvilket betyder ude af stand til at stoppe op og se på vores eget liv.

Professor Ove Kaj Pedersen har med bogen konkurrencestaten i 2011 måske mere end nogen anden forholdt sig til den tid, vi lever i, og han bruger begrebet konkurrencestatens paradoks.

Han beskriver, at vi lever i et paradoks, hvor konkurrencestaten har leveret velstand, velfærd, finanspolitisk holdbarhed, lighed og tryghed i verdensklasse, og alligevel er konkurrencestaten blevet et offentligt skældsord. Vi kan ikke lide konkurrencestaten, men vi kan godt lide den velstand, der er kommet med den.

Ifølge Ove Kaj Pedersen er grunden til, at vi er kommet dertil, at vi er holdt op med at tale om værdier og ideer.

Med andre ord har en konsekvens af konkurrencestaten negligeret ideologierne og værdierne. De religiøse, de idehistoriske og litterære livsfortællinger er skubbet væk som bærende fundamenter, og så er der vel kun psykologien tilbage med læren om mig, mig og mig.

For hvad er et samfund uden værdimæssige og ideologiske diskussioner. Ja, det er vel ikke et samfund, men blot en flok individer, der alene sætter egen vinding først.

Løsningen kommer Hartmut Rosa selv med i begrebet resonans. Resonans er svingninger imellem to punkter, som skaber en samklang. Resonans opstår, når man anerkender den eller det, man står overfor. Ikke for at komme foran, men for at forstå.

Resonans er, når noget taler til os og rører os eksistentielt. Det kan være i klassen, til koncerten, på fodboldbanen, eller foran Jellingstenene, hvor alt bare går op i en højere enhed. Det er de tidspunkter, hvor man mister fornemmelsen for tid og sted.

Når Mathilde på 16 år måske en gang imellem ser Debatten med Clement Kjersgaard, får hun så en fornemmelse af at leve i et demokrati med konkurrence eller resonans?
Når Mathilde ser på sin egen grundskolegang, får hun så en fornemmelse af konkurrence eller resonans?
Når Mathilde skal videre i uddannelsessystemet med optagelseskrav og resterne af fremdriftsreformen, får hun da en fornemmelse af konkurrence eller resonans?
Mathildes år på efterskole – er det skoleår primært konkurrence eller resonans?

Jeg er ikke i tvivl om, hvor vores opgave ligger, og helt ærligt: Jeg synes ikke, vi kan være bekendt i et rigt samfund som vores, at vi ikke kan skabe bedre rammer for vores børns skolegang, bedre rammer for vores børns ungdom og mere håb for den fremtid, de vokser ind i.

Og lige præcis her er én af grundene til, at efterskolerne ikke bare er et ekstra tilbud til unge. Efterskolerne er en nødvendig del af Uddannelsesdanmark. Vi er – og skal være – drevet af værdier. Og derfor er vi ekstra forpligtede på at sætte lys på værdikampen.

Det er ikke fordi, efterskolerne hele tiden har været supermoderne og hele tiden et skridt foran den til enhver tid herskende pædagogiske diskurs. Tværtimod nåede vi vel aldrig helt med i konkurrencestatens rene form, og det er vores held. Nu er vi kommet et skridt foran, netop fordi vores værdier er og skal være centrale i elevernes hverdag. I bygger skole på et værdigrundlag. Husk det!

Vores styrke i uddannelsessystemet afhænger ikke af vores dækningsbidrag. Det afhænger af vores værdibidrag.

Derfor har vi også blandet os i revisionen af læreruddannelsen, fordi de lærere, der kommer ud på efterskolerne, skal kunne sætte sig ind i og undervise med afsæt i en værdibaseret skoleform. Med afsæt i et solidt dannelsessyn.

Det sker altså ikke automatisk, og vi kan ikke garantere, at nye studerende kommer med et stærkt værdisæt, når de træder ind på læreruddannelsen. De er også vokset op i en værdiforladt konkurrencestatstid.

På læreruddannelsen ligger dannelsens fundament i KLM-faget kristendom, livsoplysning og medborgerskab. Fagområder, der direkte eller indirekte fylder rigtig meget på efterskolerne. Alene fordi her ligger vores hovedsigte. Livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Hvis dannelsen i fremtiden bliver ligegyldig, bliver vores skoleform også ligegyldig. Derfor skal KLM-faget styrkes i læreruddannelsen, for ellers skal der ske en omskoling, når de nye unge lærere træder ind på vores skoler.

Omskolingen ligger bl.a. i at læse Ove Korsgaards bog 'Efterskolen – broen mellem barn og voksen', som vi udgav i efteråret. Den er obligatorisk læsning – og så ellers ikke et ord om udenadslære, men I kan bestille den herude i foyeren.

Her står vi så. Midt i en økonomisk højkonjunktur, men i et værdi- og idémæssigt lavpunkt.

Efterskolerne har en god økonomi. Endda en rigtig god økonomi. Samlet havde vi som sektor et nettooverskud på 248 mio. kr. i 2020. Vi har faktisk midler til at kunne investere i den ungdom, der de kommende år kommer ind på vores skoler. Her tænker jeg ikke nødvendigvis i bedre faciliteter og større bygninger. Jeg tænker i stærkere værdier, mere personale og gerne prisnedslag for de trængte.

Vi må aldrig blive trukket med ind i den accelerationskultur, hvor det alene handler om at konkurrere på faciliteter, med den konsekvens, at der bliver langt imellem resonans-oaserne.

Dertil er vores skoleform alt for vigtig.

Vores forskellighed skaber veje til, at Mathilde kan træde ud af accelerationen og ind i en skoleform, hvor passionen for et fag, en aktivitet eller et sæt værdier kan være det, der skaber resonans.

Og det ved jeg, I tilstræber at være de bedste til. I er optaget af at drive efterskole. I er optaget af at skabe robusthed hos den enkelte elev. I har visioner. I er ambitiøse. Og det skal I også forvente af jeres forening. Det skal vi forvente af hinanden i fællesskab!

Vores afsæt er vores formål: at skabe gode og frie forhold for skoleformens udvikling.

Og lad mig lige dvæle ved friheden.

Vi er frie skoler, og vi har friheden til at drive skole efter vores eget værdigrundlag. Det er jo ikke en frihed fra at drive skole i den tid, vi lever i. Men det er en frihed til at gå andre veje i at styrke de 14-18-åriges videre liv og uddannelse. Vi skal ikke måles på CEPOS’ årlige karakterrangliste. Vi skal måles på vores evne til at skabe resonans i elevernes liv, så de får den robusthed, der skal til at møde livet og ungdomsuddannelsen efter efterskolen.

Danmark er ét af de lande i verden med størst tillid. Tillid til hinanden, tillid til staten og tillid til, at vi er fælles om at løse de udfordringer, vi står med. Coronatiden har vist os, at vi som efterskoler er stærke sammen, og coronatiden har vist os, at tillidssamfundet med et stærkt samarbejde mellem stat, marked og civilsamfund virker. Også i krisetider. Derfor ærgrer det mig hver gang, der er kræfter, der tror, at staten alene kan løse fremtidens udfordringer.

Den 1. oktober 2021 indkaldte statsministeren omkring 100 skolefolk på Marienborg til en drøftelse af fremtidens udfordringer i skolen. De var der allesammen. Allesammen med undtagelse af de frie skoler, herunder efterskolerne.

Jeg er ligeglad med, om det var en forglemmelse, en provokation eller et tegn på, at vi ikke er en del af løsningen. Det var og er en fejl, og et opgør med den tradition for den samklang mellem offentlige og frie skoler, vi har haft i Danmark gennem rigtig mange år. Vi kommer til at kæmpe for, at det ikke er en tendens, der fortsætter!

I disse måneder lægges der op til en revision af tilsynet på efterskolerne. Prioriteringen er ganske klar. Der skal mere tilsyn på vores skoler. Det er et politisk ønske, og det skal vi kunne leve med og være klar til. Vi har ikke noget at skjule, men vi må minde ministeriet om, at vi driver skoler i friheden til at løse opgaverne på vores måde.

Vi er ikke folkeskole med overnatning. Vi møder vores elever med tillid, og vi møder vores gæster med tillid. Den tillid forventer jeg, går begge veje. Et ministerielt tilsyn skal være båret af nysgerrighed, respekt og tillid til den måde, vi driver skole på. Hvis der så er noget at komme efter, skal vi selvfølgelig nok få det i orden Et tilsyn kan stille skarpt på et problem. Vi har – og skal have friheden til at løse problemet på vores måde.

Vores formål er stærkt, men vi har også stærke visioner. Dem har vi brug for, når vores formål konfronteres med den tid, vi lever i, både i forhold til samfundet og til den ungdomskultur, vi skal drive skole i.

Derfor har vi i bestyrelsen formuleret 3 overordnede visioner og foldet dem ud. Vi lægger op til, at de skal være vores omdrejningspunkt for vores arbejde de næste 3 år. De betyder ikke, at vi ikke også skal arbejde for de indlæg, kommentarer, forslag og gode ideer, der kommer ud af møder med jer i forskellige sammenhænge, men de 3 visioner er vores pejlemærker de næste 3 år. De kan læses på side 28 i årsmødehæftet, så der kommer blot enkelte nedslag her.

Vision 1: I 2025 er efterskolerne en stærk overgang til ungdomsliv og uddannelse for alle 14-18-årige

Der er stort fokus på overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse. Frafald på ungdomsuddannelserne skal modvirkes allerede i grundskolen, og her er efterskolerne brobyggere. Når eleverne er kommet på efterskole, skal vi sikre os, at de lykkes. Der skal være resonans imellem vores unge og det samfund, de skal ud i.

Regeringen og Folketinget er lige nu optaget af primært 4 dilemmaer:

1. Vi kommer til at mange 70.000-100.000 faglærte
2. 19% af vores unge har ikke en ungdomsuddannelse som 25-årige
3. Hver tiende elev i folkeskolen består ikke dansk og matematik efter 9. klasse
4. Integrationen i Danmark lykkes kun i begrænset omfang. 29% drenge med indvandrerbaggrund består ikke grundskolens krav til en EUD
   
   

Jeg anerkender udfordringerne, og efterskolerne skal være med til at finde veje til at løse dem. Derfor forsøger vi at have tæt kontakt til både den reformkommission, Finansministeriet har nedsat til formålet, og til politikerne. Vi har i starten af marts haft møde med formanden for reformkommissionen, økonom Nina Smith, som ganske klart siger, at de lette løsninger er taget. Der er kun de svære tilbage. Jeg tror, hun har ret.

Og jeg tror, at udfordringerne kræver forandringer. Forandringer for grundskolen. Forandringer for ungdomsuddannelserne og for de videregående uddannelser. Og forandringer for efterskolerne.

Men jeg er ikke i tvivl om, at efterskolernes 10. klasse fortsat skal være en stærk løftestang, hvor de unge reflekteret og oplyst foretager og senere gennemfører deres ungdomsuddannelse.

Vi gør det allerede godt. Vi har bedt analyseinstituttet Moos-Bjerre om at undersøge, hvor vores elever i 10. klasse er 5 år efter, de har været på efterskole. Tallene er tydelige.

Elever, der har gået i 10. klasse på efterskole, har 15% øget sandsynlighed for at have gennemført en ungdomsuddannelse 5 år efter. Efterskolens 10. klasse mindsker også sandsynligheden for at afbryde en ungdomsuddannelse med 38% for gymnasiet og 27% for EUD.

Vi mindsker altså frafaldet på ungdomsuddannelserne, og det skal vi også. Det er det, vi skal måles på.

73% af vores elever går i 10 klasse, og tallet stiger fortsat. I 1992 gik 23% af vores elever i 10. klasse. Det viser en ganske tydelig acceleration.

I foreningen vil vi bruge de næste år på at finde løsninger på, hvordan vi sammen får bremset den nedadgående kurve for 8. og 9. klasse. Vi er en skoleform for de 14-18-årige. Alle, der har et ønske om at komme på efterskole, skal have mulighed for det. I 8. klasse, i 9. klasse eller i 10. klasse.

Læs også: Unge fravælger 9. klasse på efterskole

Vores elever i 10. klasse har for manges vedkommende brug for et fagligt løft af deres 9. klassesprøve, andre har ikke, og vi er nysgerrige på, hvordan forholdet imellem 10. klassesprøven og andre evalueringsformer påvirker eleverne. I øjeblikket kører vi et udviklingsprojekt sammen med 5 efterskoler, og de næste 2 år vil vi sammen med Friskolerne og Center for Ungdomsforskning forske i frie prøveformer. Det er nyt for os at arbejde sammen med Friskolerne og Center for Ungdomsforskning på det niveau. Det glæder vi os til, og vi forventer os ganske meget af de resultater, der fremkommer. Det kommer I til at høre mere om.

Vi må heller ikke blive et tilbud for en bestemt social klasse. Vi skal kunne skabe stærke fællesskaber i mangfoldighed. Det er det samfundsansvar, vi skal tage på os. Vi er hele Danmarks efterskole, og vi skal hver især kunne stå vagt om den stærke beslutning fra 2016, hvor vi sammen vedtog et socialt charter.

Med en handleplan håber vi at kunne gøre efterskolerne mere tilgængelige. Det kræver vilje og handling fra os alle. Både fra politikerne på Christiansborg og fra jer på skolerne.

I 2012 fik Mathilde nye klassekammerater, der tidligere havde været i specialtilbud, fordi vi fik en ny inklusionslov i Danmark. Det gjorde vi også på efterskolerne. Resultatet af forhandlingerne dengang blev, at vi fik lukkede puljer til både vores specialtilbud og til vores inklusionselever.

Hvis vi de seneste 9 år havde haft et helt stabilt antal af inklusionselever og af specialtilskudselever, så havde I ude på skolerne modtaget samme beløb pr. elev som dengang. Men antallet af både specialelever og inklusionselever er øget, mens rammen er den samme.

Den udvikling må vi bremse.
 
Konsekvensen er, at specialtilskudstaksten er faldet med mere end 30% siden 2017, og vi skal huske på, at den elevgruppe alle kommer med en udredning fra Pædagogisk/Psykologisk Rådgivning i kommunerne.

Derfor gik vi til politikerne op til dette års finanslov med ønsket om en justering. Den koster omkring 30 mio. kr. Det kom vi ikke igennem med, men det er en bunden opgave, som vi her i år skal i mål med.

I gør det nemlig fremragende. Det gør I også med inklusion.

Der ligger som bekendt ikke en formel udredning til grund for udmøntningen af en inklusionstakst. Her er taksten faldet med mere end 50% siden, den blev indført i 2015, og selvom faldet har stabiliseret sig, har vi brug for at komme i dialog med jer om, hvordan vi sikrer midler til jeres arbejde med inklusionselever, uden at vi oplever unødig dokumentation og statslige redegørelser. Det vil give os det rette grundlag for de rigtige løsninger.

Vores næste vision siger noget om vores opgave og vores rolle:

Vision 2: I 2025 er efterskolerne en central værdibaseret aktør i unges liv og uddannelse. 

Tidligere nævnte jeg, at en del af vores succes er skabt, fordi vi har insisteret på at skabe en idébaseret skole i en værdiforladt konkurrencekultur. Den succes skal vi holde fast i, og den succes skal vi udvikle. Ikke for vores egen skoledrifts skyld, men for den ungdom, der de næste 50 år skal bære vores samfund.

Jeg vil komme med to opfordringer i den sammenhæng:

For det første synes jeg, vi i endnu højere grad bør være en del af den offentlige debat, når det handler om unges liv. I praktiserer dagligt alternative løsninger til uddannelsespolitik i Danmark. Og I gør det godt. Det skal vi ikke gå og putte med. Vores skolesyn og praksis kan og skal inspirere resten af Danmark. Ikke nødvendigvis til at kopiere, men til inspiration, dialog og også gerne kritik.

Vi har i år lavet et nyt tiltag. Et symposium, hvor vi gerne vil samle en kreds af skolefolk, der er optaget af at komme til orde i den offentlige debat. Corona rykkede første dato, men det bliver nu den 29. og 30. marts på Den Frie Lærerskole i Ollerup. Og ved I hvad? – Jeg tror, vi gør det igen næste år.

For det andet må vores tradition, værdisæt og daglige drift aldrig skygge for en ægte optagethed af unge og deres livsfortællinger.

Filosoffen Søren Kierkegaard formulerede i 1859 ”At man, når det i sandhed skal lykkes at føre et menneske et andet sted hen, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er.”

Vi må altså møde vores elever der, hvor de er. Møde dem i det, de er optaget af. Vi skal skabe resonans imellem Mathilde, efterskolen og verden. Vores årsplan må ikke blive så fastlåst, at vi ikke er i stand til at ændre, justere eller supplere hverdagen med elementer, der optager eleverne.

Jeg vil her gerne dvæle lidt ved klimadagsordenen. Den måske første dagsorden i mange år, som rigtigt mange unge føler, er deres dagsorden. Det er altså også vores!

For 3 år siden satte vi verdensmålene på foreningens dagsorden som et strategisk indsatsområde. At få overblik over et pædagogisk arbejde med verdensmålene er en kæmpe opgave. Der er lang vej, før vi som skoleform kommer i førertrøjen, men hvorfor er der egentligt det?

Tror vi ikke nok på det?

Er det for dyrt i forhold til vores almindelige drift?

Passer det ikke ind i vores egne visioner?

Vi har udviklet køkkentjansen med fokus på klima. Vi har udviklet IBO-modellen, der handler om mere kvalitet i brobygningen med afsæt i verdensmålene. Faktisk blev vi i uge forrige orienteret om, at ministeriet vil ændre lovgivningen, så vores brobygningsmodel bliver mere smidig for både jer og for erhvervsskolerne. Og så har vi startet et bæredygtighedsnetværk, som mange af jer har deltaget i.

Men vi stopper ikke her. Vi vil gerne bruge den næste periode til at undersøge, hvordan vi bedst kan understøtte det fortsatte arbejde hos jer på efterskolerne. Vi skal bruge kræfterne rigtigt og vi skal bruge dem godt. Vi er en folkelig bevægelse, der har med unges liv at gøre. Jeg glæder mig til, at vi som forening også i fremtiden kan styrke og booste gode initiativer, der kommer fra jer. Vi skal nok samle op, og bolden er hermed givet op!

For helt ærligt; jeg synes ikke vi kan være andet bekendt for de 31.745 forventningsfulde unge, der lægger et helt års dannelse i jeres hænder.

Vision 3: I 2025 er foreningen et attraktivt fællesskab for alle medlemmer

Vores sidste vision handler om vores interne arbejde. Regionerne, arbejdet med skolekredse og hele den kursuspakke, I benytter jer af. Vi glæder os til det arbejde og vi glæder os til at I kan mærke visionernes udvikling de kommende år. I går handlede en meget velbesøgt workshop om vores arbejde med vores skolekredse. Vi skal sammen finde de gode løsninger.

Vi er – og skal være – en folkelig bevægelse, der hænger sammen. Ikke alene i en formuleret struktur, men i et net af aktiviteter og møder på tværs, hvor alle medlemmer kan se sig selv på den ene eller anden måde. Vi er 240 efterskoler, og det er vores mål, at alle skoler stimuleres til på forskellig vis at tale sammen og mærker bevidstheden om at være en del af noget større.

For vi har en udvidet samfundsopgave. Det skal den enkelte skole ikke stå med selv. Vi skal kunne stimulere hinanden, hente inspiration ude fra verden og sende inspiration ud i verden.

Heldigvis står efterskolerne ikke alene. Derfor har jeg lyst til at takke den lange af række af organisationer, der vil gå foran, vil stille sig på de unges side og insisterer på, at vi sammen kan skabe en endnu mere robust ungdom. De har brug for det. Mange af jer er her i dag, og det sætter jeg stor pris på. Vores fælles indsats er vigtigere end nogensinde. Vi skal turde sige folkelighed så højt, at det kan høres i hele landet.

Og så helt særligt har jeg lyst til at fremhæve de 23 medarbejdere, der hver eneste dag arbejder for at sikre skolernes gode og stabile udvikling. Corona har vist os, hvor let det er for jer på Vartov at justere og nytænke arbejdsområderne. Ikke for jeres egen skyld, men for efterskolernes og i sidste ende for elevernes skyld. Sammen med en meget dedikeret og ambitiøs bestyrelse gør I det let at være formand for Efterskoleforeningen. TAK!
 
Mathilde er på efterskole. Hun skal lykkes med sit efterskoleophold, og hun skal lykkes med sin videre færd i livet. Selvom frisindet er stort i Danmark, så har hun brug for strukturer og fællesskaber, der er større end hende selv. Hun har brug for livsfortællinger om en tid før hende, og hun har brug for livsfortællinger, der rækker ind i hendes fremtid. Også selvom hun måske slet ikke hedder Mathilde, men Zainab og er en pige med indvandrerbaggrund.

Efterskolerne er ikke sat i verden for at styrke konkurrencestaten. Vi er sat i verden for at skabe resonans i unges liv og i deres forhold til verden.

Vi har anerkendelsen. Vi har evnerne, Vi har populariteten, og derfor har vi også ansvaret.

Det ansvar er vi fælles om – allesammen.

Og derfor er vi en del af løsningen.
Tak for ordet.