Tak for jeres deltagelse i Efterskolernes digitale årsmøde. Vi var flere end 300 deltagere og omkring halvdelen af skolerne repræsenteret. Et professionelt sekretariat og gode dirigenter fik os gennem dagsordenen med beretning, budget og bestyrelsesvalg.
Alligevel er min helt personlige dom over et digitalt årsmøde: Nej tak!
Et årsmøde er et møde, hvor indholdet er samtale, refleksion og uformel korridorsnak om foreningens arbejde, skolernes arbejde og alt mulig andet. Et årsmøde sætter vores sanser i spil og giver inspiration til dagligdagen. Et årsmøde viser alle skoler den kraft, der udløses, når fællesskabet bliver meget større end den enkelte skole. Det kaldes sammenhængskraft. For mange er årsmødet summen i ørerne om dagen, summen i benene om aftenen og summen i hovedet næste morgen.
Derfor var det ikke et årsmøde, vi afviklede den 3. oktober. Det var en nødvendig generalforsamling. Vi i foreningen er glade for jeres deltagelse, for indlæg, for godkendelse af kontingentsats og for valg af gode bestyrelseskolleger, så vi nu igen kan trække i arbejdstøjet og fortsætte arbejdet med at skabe gode forudsætninger for skolernes fortsatte udvikling. Det gør vi, indtil vi igen mødes til foreningens årsmøde 2021. Vi kender ikke udviklingen af corona, men vi håber til den tid at få lov til mere end en digital generalforsamling.