”Jeg har glædet mig hele livet”

Af Katrine Friisberg

Frida Krog Ludvigsen gnider sig i øjnene og smiler, da hun træder ud på parkeringspladsen foran Kvie Sø Efterskole. Hun ser hen mod de gule bygninger, hvor hun skal tilbringe det næste år, og omringet af sine forældre, sin søster og søsterens kæreste går hun med raske skridt hen mod skolen.

Frida er 17 år og har Downs Syndrom. Sammen med 36 andre unge med en form for udviklingshæmning har hun første skoledag på Kvie Sø Efterskole. Skolen åbnede i august som Danmarks første efterskole vest for Storebælt, der optager en større gruppe elever med udviklingshæmning.   Frida har glædet sig til at begynde på skolen, som hun allerede kender fra arbejdsdage og en elevdag. 

Jeg har glædet mig hele livet,” udbryder hun, men tilføjer: “Det kilder lidt i maven. Jeg er lidt spændt og nervøs. Det er bare nerver. Jeg skal sove her de næste fem dage, så det bliver lidt mærkeligt,” forklarer hun.

Først skal hun møde sin kontaktlærer, Malene. Frida svarer prompte på alle Malenes spørgsmål: “I kan måske hive dynen af mig,” foreslår hun, da de taler om, at Frida kan være svær at få op om morgenen. Alle ler.

“Skal du hjem i næste weekend?” vil Malene vide. “Det ved jeg ikke,” lyder det fra Frida, og hendes øjne flakker mellem mor og far, men så bryder far, Troels Krog, ind: “Ej, vi kan ikke undvære dig mere end fem dage. Nu må det være nok,” siger han. Alle ler igen, og Frida nikker med et smil. 

Ikke den eneste i verden

Gangene bliver fyldt med stadig flere unge og deres familier. Mange af eleverne holder deres far, mor el-ler søskende i hånden. Men ikke Anders, som også har Downs Syndrom. “Hej, jeg hedder Anders,” lyder det igen og igen. Han stikker hånden frem til et håndtryk. “Hej Anders,” siger Fridas mor kærligt. Siden Frida var spæd, har familien mødtes med en gruppe af syv familier med et barn med Downs Syndrom. An-ders er en af dem. Herfra kender Frida også sin bedste veninde Agnethe, som også skal gå på Kvie Sø Efterskole. Ud over de syv børn i gruppen kender Frida stort set ingen andre med Downs Syndrom. På specialskolen, hvor hun har gået i ti år, var der ingen på hendes egen alder. Det er en af grundene til, at forældrene er glade for, at Frida får et år på efterskole. 

Den nye værelseskammerat

Frida spejder efter Agnethe, da hun hjemmevant viser sin søster, Thea Krog Ludvigsen og hendes kæreste, Frederik Bruun Andersen, rundt på skolen. De har aldrig været der før, men Frida har været der mange gange.

Så snart Karen Ludvigsen og Troels Krog hørte om arbejdet med at etablere en ny efterskole for udviklingshæmmede, skrev de Frida op til en plads og engagerede sig selv i arbejdet. 

Frida, Frederik og Thea opdager Fridas navn på et stykke papir, der er klistret op ved siden af døren ind til et af værelserne. Frida går stille ind på værelset med hvide nymalede vægge, et skrivebord, to skabe og to grå senge. Hun smider sig straks på den ene seng. Hun lukker øjnene, laver snorkelyde og smiler.

Så flytter Frida ind. Familien tømmer bilen, og Frida bærer sin røde kuffert gennem gruset på parkeringspladsen. Fridas kuffert og kasser breder sig over gulvet på værelset.  Alle er i gang med noget, da Sofie, Fridas nye værelseskammerat, dukker op med sine forældre og sin tvillingesøster. Hun går i stå, da hun ser ind i værelset. Hun vil ikke.

Da alle andre end Fri-da går ud, tør Sofie op. Med hjælp fra Sofies mor får de to piger gang i en lille snak. Om Olsen Banden, som Sofie er vild med, og har taget plakater med af. Frida svarer på morens spørgsmål og smiler til Sofie.

Kropslig og mental alder forskellig

Pludselig rejser Frida sig op og løber ud i armene på sin mor, som venter ude på gangen. Hun står lidt med hovedet begravet i Karen Ludvigsens bryst. Så vender hun sig om med sit smil igen. Det sker mange gange i løbet af dagen. Frida møder skolen og alle mennesker med et smil, men pludselig vender hun sig mod sin mor og trykker sig ind til hende.

”Jeg er helt tryg ved at sende Frida af sted, fordi hun selv er så glad for det. Men det er klart, at det bliver svært. Mentalt er hun som en pige på seks til otte år, men hun har 17 års erfaring,” siger Karen Ludvigsen.

Netop den forskel på den kropslige og den mentale alder gør et efterskoleophold ekstra tiltrængt for udviklingshæmmede unge, forklarer forstander Lars Lærkesen Holm: “Det er enormt svært at være ung på den måde. De skal lære, hvordan man er ung sammen med andre unge med de følelser og behov, som de har, samtidig med, at de ikke er mentalt udviklet.

Når udviklingshæmmede har gået ti år i grundskole, er kommunerne kun forpligtet til at tilbyde STU (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse), opholdssteder eller beskyttede værksteder.

“Udviklingshæmmede udvikler sig langsomme-re og har brug for at få tingene at vide mange gange. Når de ryger ud af folkeskolesystemet, er de ikke klar. Det eneste tilbud, der er tilbage, er STU. Hvis de kommer lige fra 9. eller 10. klasse, er de er virkelig unge,” siger Lars Lærkesen Holm.

Derfor er Fridas forældre glade for, at Kvie Sø Efterskole er åbnet. “Vi har valgt at give Frida et år på efterskole her, for at hun kan få så meget læring som muligt, inden hun bliver 25 år. STU er virkelig bred. Det er for alle med særlige behov,” siger Troels Krog.

Forstander Lars Lærkesen Holm og de ansatte på Kvie Sø håber, at efterskolen kan blive en tryg mel-lemstation for unge med udviklingshæmning.

“Vi kan lære dem at flytte hjemmefra i en sikker ramme, vaske tøj og gøre rent. Der er måske nogle for-ældre, der har været for dygtige til at hjælpe dem. Når de har de handicap, kommer vi ofte til at overbeskytte dem,” siger Lars Lærkesen Holm.

Karen Ludvigsen og Troels Krog er slet ikke i tvivl om, at rammerne på Kvie Sø Efterskole er, hvad Frida har brug for. 

Tryg mellemstation 
Det eneste tilbud, som de unge udviklingshæmmede ellers har, er STU (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse), som er en ungdomsuddannelse for alle, som ikke kan klare en almindelig ungdomsuddannelse.

”Vi har valgt at give Frida et år på efterskole, for at hun kan få så meget læring som muligt, inden hun bliver 25 år. STU er virkelig bred. Det er for alle med særlige behov,” siger Troels Krog.

Når udviklingshæmmede har gået ti år i grundskole, er kommunerne kun forpligtet til at tilbyde STU, opholdssteder eller beskyttede værksteder.

”Udviklingshæmmede udvikler sig langsommere og har brug for at få tingene at vide mange gange. Når de ryger ud af folkeskolesystemet, er de ikke klar. Det eneste tilbud, der er tilbage, er STU. Hvis de kommer lige fra 9. eller 10. klasse, er de er virkelig unge,” siger Lars Lærkesen Holm.

Forstanderen og de ansatte på Kvie Sø håber, at efterskolen kan blive en tryg mellemstation for unge med udviklingshæmning.

”Vi kan lære dem at flytte hjemmefra i en sikker ramme, vaske tøj og gøre rent. Der er måske nogle forældre, der har været for dygtige til at hjælpe dem. Når de har de handicap, kommer vi ofte til at overbeskytte dem,” siger Lars Lærkesen Holm. 

Karen Ludvigsen og Troels Krog er ikke i tvivl om, at rammerne på Kvie Sø Efterskole er, hvad Frida har brug for.

“Forhåbentlig får vi en pige hjem om et år, som har lært en masse og er mere moden. Jeg er ikke glad for at sige det, men der er nok et lidt højt serviceniveau der-hjemme,” indrømmer Karen Ludvigsen, og Troels Krog siger: “Jeg tror, at hun er lidt bedre rustet til at kapere de ting, som hun vil komme ud for.”

De kommer til at savne deres datter. “Det bliver mærkeligt, at der ikke er en Frida hjemme hver dag til at give en et kram,” mener Troels Krog. Han kigger på sin datter. “Jeg vil altid give dig et kram, far,” lover Frida. 

En megagod dag

Salen bliver fyldt op, da alle de nye elever og deres familier samles ved bordene til fællessamling. Der er ikke pladser nok, men Frida finder en ved siden af Agnethe. Resten af familien stiller sig langs væggen i den anden ende af salen.

Frida kigger opmærksomt op på forstander Lars Lærkesen Holm, da han holder tale. Hun rækker hånden i vejret, da han læser hendes navn op. Og da hele salen synger ‘Puff, den magiske drage’ og tilsæt-ter tegn, både synger og laver Frida de tegn, hun kan huske. “Det har været en megagod dag,” siger Frida.

Da samlingen er slut, går hun mod skolebygningen igen. Nu skal hun mødes med sit stamhold – sin nye efterskolefamilie.