Komponist og sangskriver Rasmus Skov Borring vinder dette års udgave af Grundtvigs Pris.
Det skriver Grundtvigsk Forum i en pressemeddelelse. Rasmus Skov Borring modtager prisen sammen med Edward Broadbridge, som har oversat en række af Grundtvigs tekster.
Rasmus Skov Borring er en kendt stemme i efterskoleverdenen. Han har blandt andet skrevet melodien til sangen "Gi' os lyset tilbage" til Efterskolernes Landsstævnehold i 2009, og så er han projektleder på en ny bog, som udkommer i november, som skal inspirere efterskoler til at bruge højskolesangbogen.
”Både som komponist og sangformidler har Rasmus Skov Borring en stærk sans for fællessangs-genren og er samtidig optaget af, hvordan denne genre kan udvikle sig og indtage nye former,” udtaler Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet, i pressemeddelelsen.
"Han er vokset op med fællessangen i efterskolen. Fællessangen er integreret i måden, han trækker vejret"
- Helle Solvang, radiovært og medstifter af "Syngesaloner"
At Rasmus Skov Borring har en stærk sans for fællessangs-genren bekræfter Helle Solvang, radiovært i DR og vært og medstifter af ”Syngesaloner” på Frederiksberg:
”Rasmus er en unik ambassadør for fællessangen i Danmark. Han breder fællessangen 'indefra og ud' dag for dag og har gjort det i årevis; på højskoler, efterskoler, i foreninger, forsamlingshuse, virksomheder, til stævner, møder og konferencer i ind- og udland. Han er vokset op med fællessangen i efterskolen. Fællessangen er integreret i måden, han trækker vejret og sympatisk møder mennesker. Han bygger sin formidling på en rodfæstet viden og en respekt for en århundreder lang tradition, som han generøst deler ud af, også til dem som ikke har tradition for at synge,” siger hun.
Rasmus Skov Borring sætter pris på det skulderklap, som prisen er:
"Jeg synes, det er meget betydningsfuldt at modtage denne pris. Jeg bliver bekræftet i vigtigheden i arbejdet omkring at holde den danske sangskat levende og give den videre til nye generationer. Prisen forpligter til at fastholde det fokus."
Med prisen følger en check på 25.000 kr.
N.F.S. Grundtvigs Pris
N.F.S. Grundtvigs Pris uddeles af Grundtvigsk Forum. Prisen blev uddelt første gang i 2010. Her er et overblik over de tidligere vindere:
- 2010: Maya Ilsøe og Helle Krogh Madsen for deres arbejde med DR’s julekalender ”Pagten”
- 2011: Anja og Mads Rykind-Eriksen, forstandere på Rødding Højskole
- 2012: Maratonsang
- 2013: Marianne Jelved og professor Ove Korsgaard
- 2014: Winnie Grosbøll og Folkemødet på Bornholm
- 2015: Frode Muldkjær, bestyrer af Garagehøjskolen – Danmarks mindste højskole
- 2016: Özlem Cekic og Bent Melchior
- 2017: Dr. theol. Ole Jensen
- 2018: Journalist, forfatter og iværksætter Yeonho Oh, Sydkorea
Kilde: Grundtvigsk Forum