Af Anna Rossman Thejsen
Bo Hjelm havde ørering i det ene øre, lyttede til Prince og var god til gymnastik. Vivi Johanning Hjelm er ud af en gymnastikfamilie, så at Bo Hjelm var gymnastikdreng, var et kæmpe plus. Det betød også noget, at han var anderledes end de andre drenge på Højer Efterskoles årgang 1988/89.
”Bo kunne tale med alle, men han var ikke bange for at skille sig ud. Det var sejt, syntes jeg.”
De har begge rundet de 49 år, men alligevel husker Vivi Johanning Hjelm tydeligt 9. klasse på Højer Efterskole, hvor Bo Hjelm blev hendes bedste ven.
Hun husker, at han kunne lave fis og ballade og gummiansigter som en anden Jim Carrey, så alle i hans nærhed ofte endte med at ligge på gulvet og vride sig af grin. Der var dog også en anden side af ham. Den alvorlige og omsorgsfulde Bo Hjelm, som hun ikke var bange for at fortælle, at hendes skoletid frem til efterskolen havde været præget af mobning og ensomme frikvarterer.
”Bo var den bedste ven, jeg overhovedet kunne forestille mig. I det hele taget var der bare ingen mobning overhovedet på efterskolen. For mig var efterskolen fællesskab og følelsen af at være betydningsfuld,” siger Vivi Johanning Hjelm.
Selvom hun og Bo Hjelm tydeligvis også hurtigt blev betydningsfulde for hinanden, skulle der går over et år, før de blev kærester.
Det længste og inderligste kys
Hele 9. klasse var de ikke andet end venner, men da de ligesom 10-15 andre en augustdag i 1989 havde første skoledag som andetårselever på Højer Efterskole, skete der noget inde i dem begge, da de genså hinanden.
”Fra da af var vi bare sammen hele tiden. Og 23. september 1989 skulle vi til fest i Aabenraa hos en af de andre elever fra året før. Den aften fik jeg det største, længste og inderligste kys, jeg nogensinde har fået.”
Præcis fem år efter, 23. september 1994, blev parret forlovet. Datoen for deres bryllup blev sat til 19. april 1997, og da invitationerne skulle sendes ud, røg der også en afsted til Wolfgang og Bodil Dibbern, forstanderparret fra deres efterskoletid.
Den første dag på efterskolen i 1988 sagde forstander Wolfgang Dibbern, vist nok lidt i spøg, at hvis nogen af eleverne blev kærester og en dag skulle giftes, var der en regel om, at de skulle invitere forstanderparret med. Det unge par tog ham dem på ordet. Til brylluppet holdt Wolfgang Dibbern tale, og Bodil Dibbern sang ’Du kom med alt det der var dig’ til de to tidligere efterskoleelever.
Forstanderparret er gennem tiden kommet til at betyde meget for parret, og i mange år mødtes de hvert forår til elevmøder for tidligere elever på Højer Efterskole, ligesom Bodil Dibbern har strikket tøj til deres børn, og de har mødtes til gymnastikopvisninger rundt i landet. Selv efter sin mands død har Bodil Dibbern holdt kontakten og var senest i december i Sønderborg for at høre en koncert med Vivi Johanning Hjelms gospelkor.
”De har altid være betydningsfulde mennesker for os. Mens vi gik på efterskolen, blev de nok lidt som vores erstatningsmor og -far, og med årene har det udviklet sig til et venskab. Bo og jeg er også så heldige, at vi udover, at vi fandt kærligheden i hinanden, også har bevaret det stærke venskab, vi fik på efterskolen.”
Blå bog
- Vivi Johanning Hjelm, 49 år, social- og sundhedsassistent på et psykiatrisk bosted
- Bo Hjelm, 49 år, klejnsmed på en maskinfabrik
- Parret mødte hinanden på Højer Efterskole i 1988, som de valgte på grund af gymnastikken, og hvor de begge gik i både 9. og 10. klasse
- 23. september er en helt særlig dato for parret, fordi de blev kærester på den dato i 1989, og forlovet samme dato fem år senere, og fordi den ene af deres to døtre er født den dato
- Begge deres børn har gået på efterskole. I dag er pigerne flyttet hjemmefra, men deres forældre bor stadig i Dybbøl i det hus, de købte, mens de var forlovet. 19. april i år fejrede de sølvbryllup
- Sammen har parret også holdt fast i gymnastikken og har i mange år gået på et mikshold for 30+, som tager rundt i landet og laver opvisninger
Foto: Maria Tuxen Hedegaard
Læs mere
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev(e). Når du trykker tilmeld, giver du automatisk dit samtykke til brugen af dine data i forhold til vores privatlivspolitik.