obs Ny vejledning om inddragelse af elever ved udskrivning (30.6.2023)
Elever skal inddrages inden beslutning om bortvisning eller afbrydelse af efterskoleopholdet
Efter artikel 12 i FN´s børnekonvention har et barn ret til at give udtryk for sine egne synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet. Barnet har krav på, at dets synspunkter indgår i grundlaget for den beslutning der vedrører barnet.
Med virkning fra 1. januar 2021 er rettighederne fra børnekonventionens artikel 12 blevet skrevet ind i efterskoleloven som en ny § 4a. Skoler er således lovmæssigt forpligtet til at inddrage og høre elever inden skolen træffer beslutning om at afbryde efterskoleopholdet for eleven.
»§ 4 a. Skolen skal, inden skolen træffer en beslutning om udskrivning af en elev, sikre, at eleven inddrages, så elevens perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk alt efter elevens alder og modenhed. Dette skal ske ved samtale med eleven eller på anden måde, der ved inddragelse af eleven belyser elevens perspektiv. Elevens perspektiv og eventuelle synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med elevens alder og modenhed. Eleven kan ved samtale med skolen lade sig bistå af en eller flere bisiddere.
Stk. 2. Forpligtelsen til, inden skolen træffer en beslutning om udskrivning, at inddrage eleven ved samtale gælder ikke, hvis det må antages at være til væsentlig skade for eleven.
Stk. 3. Skolen skal sikre skriftlig dokumentation for inddragelse efter stk. 1 eller for grundlaget for undladelse efter stk. 2.
Høring af eleven
Hvis en skole overvejer at bortvise en elev, er det – også selv om det er begrundet i overtrædelse af skolens regler - fremover et lovkrav, at eleven bliver hørt ved samtale inden den endelige beslutning om bortvisning bliver truffet. Skolen skal høre eleven om skolens overvejelser, så elevens perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk inden der træffes beslutning. Eleven kan have bisidder, normalt en eller begge forældre, med til samtalen. Udover samtale kan den daglige og løbende dialog med eleven også indgå i vurderingen af elevens perspektiv, og forældrenes oplysninger om eleven kan også være en kilde til belysning af elevens perspektiv.
Inddragelsen er en forpligtelse for skolen, men et tilbud til eleven. Skolen kan kun undlade at inddrage eleven, hvis det må antages at være til væsentlig skade for eleven. Det kan være i sjældne situationer, hvor eleven fx er alvorligt syg eller der ligger et langstrakt forløb forud for udskrivningen.
Dokumentation
Skolen skal sikre skriftlig dokumentation for inddragelse af eleven. Der er dog ingen formkrav. Det kan fx være i form af mødereferater eller skolens notater om, at samtaler har været gennemført.
Børne- og Undervisningsministeriet, de frie skolers skoleforeninger og Danske Skoleelever har sammen udarbejdet publikationerne:
”Sådan inddrages eleverne" – FN´s børnekonvention og de frie skoler (2017)
”At lytte og inddrage" – FN´s børnekonvention og de frie skoler (2015), der henvender sig til skolernes ledelser samt publikationen
”Jeg har ret til at blive lyttet til" - om dine rettigheder hvis du ikke mere må gå på skolen (2015), der er særligt målrettet elever.
Efterskoleforeningen anbefaler skolerne at benytte de tre publikationer som materiale i et undervisningstema om børns rettigheder og til drøftelse i elevrådet, på fællesmøder, morgensamling o.l.
Materialet bør også anvendes som inspiration til skolens retningslinjer og politikker for elevinddragelse og processen ved bortvisning af en elev.