Det er muligt i særlige tilfælde at optage elever over 18 år på en efterskole. Her kan du læse om de forhold, man i den forbindelse skal være opmærksom på.

Kræver anbefaling fra PPR eller den kommunale ungeindsats (KUI)
Elever, der er fyldt 18 år ved kursets begyndelse, kan optages som tilskudsudløsende elever, hvis opholdet er anbefalet i en skriftlig udtalelse fra pædagogisk-psykologisk rådgivning eller den kommunale ungeindsats (KUI) i elevens tidligere skolekommune. Det fremgår af § 9 i tilskudsbekendtgørelsen. Hvis opholdet er anbefalet af PPR eller KUI kan eleven over 18 år også modtage elevstøtte.

Den skriftlige anbefaling fra pædagogisk-psykologisk rådgivning/KUI opbevares på skolen som dokumentation over for revisor, når der skal indberettes årselevtal.

Læs mere under To år på samme klassetrin

Skattepligt for elever over 18 år

Elever, der fylder 18 år i løbet af kurset, fortsætter med uændret støtte. Støtten bliver dog indkomstskattepligtig fra den dag, eleven fylder 18 år. Det gælder både statslig elevstøtte, individuel supplerende elevstøtte samt stipendie til flygtninge- og indvandrere.

Skattepligten fremgår af et cirkulære fra 1991 link

Støtten indberettes til SKAT som B-indkomst og er ikke AM-bidragspligtig. Skolen skal desuden oplyse eleven om skattepligten af støtten jf. § 7 i elevstøtte-bekendtgørelsen og § 37, stk. 2 i efterskoleloven.

Vær opmærksom på at statslig elevstøtte, individuel supplerende elevstøtte samt stipendie til flygtninge- og indvandrere, der er indberettet som B-indkomst, kan få indflydelse på størrelsen af eventuel boligstøtte på elevens folkeregisteradresse.

OBS: Elever, der modtager førtidspension, er undtaget fra skattepligt af statslig elevstøtte og individuel supplerende elevstøtte. Det fremgår af samme cirkulære samt ligningslovens § 7, nr. 23.

Beregning af elevstøtte på baggrund af elevens eget indkomstgrundlag
Når en elev fylder 19 år, beregnes den statslige elevstøtte med udgangspunkt i elevens eget indkomstgrundlag fremfor forældrenes. Det er - ligesom når der beregnes på baggrund af forældreindkomst - indkomstgrundlaget i det andet kalenderår forud for det kalenderår, hvor støtteperioden begynder, der er udgangspunkt for beregningen.

Der kan først beregnes støtte med udgangspunkt i elevens eget indkomstgrundlag fra og med den første kursusuge (i henhold til skolens kursusplan) i måneden efter at eleven er fyldt 19 år.

Det betyder, at der på indberetningsskemaet skal oplyses såvel forældres som elevens CPR-numre, hvis en elev fylder 19 år efter 1. august. Er eleven fyldt 19 år inden 1. august er det alene elevens indkomstgrundlag, der bestemmer den statslige elevstøtte og i disse tilfælde kan man nøjes med at oplyse elevens CPR-nummer.

Betalingsloven
Hvis eleven modtager uddannelseshjælp, kontanthjælp eller integrationsydelse er eleven omfattet af reglerne i betalingsloven. Betalingsloven betyder, at kommunen skal betale for tilskud, som efterskolen/eleven ellers ville have fået fra staten (Undervisningsministeriet). Det gælder bl.a. statslig elevstøtte, driftstakst og bygningstakst, der i stedet skal opkræves i elevens hjemkommune. Du kan læse mere om reglerne i betalingsloven her.

Ingen SU på efterskole

Der kan ikke søges SU til efterskoleophold uanset elevens alder.