Finansieringen af barselsfonden er blevet omlagt
Fremover skal skolerne indbetale et bidrag, der opkræves kvartalsvis. I 2017 er bidraget på 201 kr. pr. årsværk pr. måned. I 2018 forventes bidraget at blive på 217 kr. pr. årsværk pr. måned. Bidraget for 2017 opkræves nu – mange skoler har allerede fået opkrævning.
Det er nyt, at skolerne skal indbetale direkte til barselsfonden. Hidtil er skolernes bidrag blevet indbetalt af Undervisningsministeriet, som har fratrukket beløbet i den samlede tilskudsbevilling inden taxametertaksterne er blevet beregnet.
Dette fradrag er også foretaget i 2017-tilskuddet - skolerne har altså allerede betalt bidrag. Men skolerne skal naturligvis ikke betale bidrag to gange (direkte indbetaling og fradrag i bevillingen). Derfor vil det beløb der allerede er fratrukket bevillingen blive sendt tilbage til skolerne.
Tilbagebetalingen - som efter det vi har fået oplyst - vil finde sted her i 4. kvartal er imidlertid mindre end det beløb skolerne nu bliver opkrævet. Det skyldes dels at udbetalingerne fra barselsfonden er vokset og er blevet større end indbetalingerne, dels at fradraget til barselsfonden i 2017 ved finanslovens vedtagelse blev lidt mindre end forudsat i finanslovsforslaget for 2017.
For at få balance mellem ind- og udbetalinger er indbetalingerne forhøjet. Og de forhøjes, som nævnt, yderligere i 2018. I den forbindelse gøres opmærksom på, at bidragssatsen antageligt vil blive genberegnet senere på året på baggrund af forventningerne til lønstigninger og fødselsrate.
Skolerne blev første gang orienteret om omlægningen i Undervisningsministeriets brev af 5. december 2016 om tilskuddet for 2017.
Fra og med 2009 er alle ansatte på efterskoler omfattet af Den statslige Barselsfond. Regler gælder for refusion for orlovsperioder, der er påbegyndt efter 1. januar 2009.
Hvis orloven er påbegyndt i 2008, skal der søges efter de gamle regler. Orloven betragtes som én sammenhængende orlov, når orloven afbrydes af færre end 7 arbejdsdage.
Ret til refusion afhænger ikke af, om der ansættes en vikar i den lønnede del af orlovsperioden.
Barselsfonden refunderer med faste beløb hver lønnet orlovstime, når orloven skyldes barsel eller adoption. Der udbetales også refusion for graviditetsbetinget sygdom før fødslen og for hele graviditetsorloven. Refusionsbeløbet afhænger af den ansattes løntrin. Der er to takster som i 2014 udgør hhv. 67 kr. pr. time til og med lønramme 35, og 214 kr. pr. time fra og med lønramme 36. Taksten reguleres årligt. For de fleste ansatte på efterskoler skal den lave takst benyttes, idet der kun gives den høje takst for ansatte med en grundløn uden pension på 39.315 kr. eller derover pr. mdr. i 31. marts 2012 niveau. Det vil normalt kun være forstandere, som når dette niveau.
Reglerne for Barselsfonden fremgår af Bekendtgørelsen om Barselsfonden
Refusion fra Barselsfonden skal søges digitalt på www.fleksbarsel.dk for hvert kvartal, hvor den barslende har lønnet orlov. Fristen er senest 2 måneder efter udløbet af det kvartal, hvor den barslende har haft lønnet orlov. Søges for sent bortfalder kravet på refusion.
For yderligere oplysninger henvises til Statens Administration