Det er centralt i enhver form for skoleudvikling, at skolen løbende evaluerer sit arbejde. Vi gennemgår her de lovbundne evalueringer, der gælder for efterskolerne.
Evaluering af elevernes udbytte af undervisningen
Evalueringen af elevernes udbytte af undervisningen foregår i de enkelte fag og skal gennemføres mindst én gang årligt. Den danner grundlag for, at undervisningen tilrettelægges, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger, med det formål at eleven så vidt muligt tilegner sig de kundskaber og færdigheder, der følger af de fastsatte mål.
Der er ikke opstillet specifikke krav til omfang og indhold af evalueringen, og derfor har skoler stor frihed til selv at vælge, hvordan evalueringen skal gennemføres. Det kan for eksempel afhænge af fag, elevgruppe, klassetrin og undervisningsform.
Skolen er forpligtet til løbende at orientere undervisningspligtige elever og deres forældre om evalueringsresultaterne. Det kan f.eks. være i forbindelse med skole-hjem-samtaler. Selvom kravet alene gælder for de undervisningspligtige elever, vil det være naturligt at orientere alle elever uanset alder. Evalueringerne skal være alsidige, det vil sige, at karakterer er ikke nok som evalueringsresultat for elevens udbytte.
Specifikt for elever, der udløser en inklusions- eller specialundervisningstakst, er der desuden et krav om specifik evaluering af den specialpædagogiske indsats. Evalueringen skal beskrives i de inklusions – og specialundervisningsplaner, der skal udarbejdes, når der søges ekstra tilskud til disse elever.
Kravet er beskrevet i Efterskolelovens § 62 (samt for inklusion og specialundervisning: § 24, stk. 4, § 25, stk. 4 og § 26, stk. 4)
Evaluering af den samlede undervisning
Ud over den løbende evaluering i de enkelte fag, skal efterskoler regelmæssigt evaluere sin samlede undervisning. Ministeriets fortolkning af regelmæssig evaluering er en årlig evaluering, men man må gerne arbejde i ”rul”, så man koncentrerer sig om f.eks. de humanistiske fag ét år, og året efter evaluerer på de naturvidenskabelige fag. Denne form for evaluering er selvsagt mere omfattende og giver mulighed for at kaste et mere overordnet blik på skolens samlede undervisningstilbud, vægtning af forskellige linjer og fag og hvordan disse bidrager til at realisere skolens værdigrundlag. Der er frit metodevalg.
I forlængelse af evalueringen af den samlede undervisning, er det et krav, at skolen udarbejder en plan for opfølgning på evalueringen. I opfølgningsplanen beskriver skolen, hvad den har lært, og hvilke nye tiltag den vil sætte i gang på baggrund af evalueringen.
Skolens resultat af evalueringen af den samlede undervisning og opfølgningsplanen skal offentliggøres på skolens hjemmeside.
Kravene er beskrevet i Efterskolelovens § 2, stk. 7 og 8
Evaluering af skolens værdigrundlag (selvevaluering)
Der er også i Efterskoleloven krav om, at skolen evaluerer skolens virksomhed i forhold til skolens selvvalgte værdigrundlag. Denne evaluering skal finde sted hvert andet år. Der kan fra år til år tages udgangspunkt i forskellige dele af værdigrundlaget, så skolen også her arbejder med en form for rul af selvevalueringen.
Det er formelt set bestyrelsens ansvar at udarbejde en plan for denne evaluering, men i praksis vil bestyrelsen typisk bede forstanderen om at udarbejde en plan for evalueringen, som herefter forelægges bestyrelsen til godkendelse.
Skolen vælger selv evalueringsmetoden. Det frie metodevalg betyder, at både elever, medarbejdere, bestyrelse, skolekreds og forældre kan inddrages helt eller delvist i processen, så kredsen af kilder til belysning af værdigrundlaget bliver så bred som mulig.
En skoles selvevaluering skal efter Lov om åbenhed og gennemsigtighed i uddannelserne offentliggøres, hvis den omhandler skolens undervisning. Dog kan det undlades, hvis det alene er skolens ansatte, der har medvirket i evalueringen.
Kravet er beskrevet i Efterskolelovens § 17, stk. 1.
Evaluering af skolens undervisningsmiljø
Ifølge Lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø skal alle uddannelsessteder, herunder også efterskoler, sørger for, at der udarbejdes en ”skriftlig undervisningsmiljøvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene samt forholdene vedrørende det psykiske og æstetiske miljø på uddannelsesstedet”.
Undervisningsmiljøvurderingen skal være tilgængelig på uddannelsesstedet for elever og studerende og andre interesserede. Den skal revideres, når der sker ændringer, der har betydning for undervisningsmiljøet, dog mindst hvert tredje år.
Kravet er beskrevet i Lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø, §§ 6-7.
Læs mere om evalueringer
Børne- og Undervisningsministeriets side om evalueringer.
Børne- og Undervisningsministeriets hjemmesidevejledning.
Børne- og Undervisningsministeriets Test- og evalueringsbank med konkrete værktøjer til bl.a. formativ evaluering.
Peter Dahler-Larsens bog ”Selvevalueringens hvide sejl” (2003), hvor forfatteren gennemgår fire modeller til selvevaluering.
Dansk Center for Undervisningsmiljø med mere information om den lovpligtige evaluering af skolens undervisningsmiljø.
EVA - Danmarks Evalueringsinstituts hæfte ”Den gode evaluering” med råd til, hvordan man kan gennemføre gode evalueringer.