Vi får en del henvendelser omkring efterskolernes deltagelse i idrætskampe og turneringer, mest aktuelt lige nu inden for fodbold. Vi gennemgår her regler og anbefalinger.

Deltagelse i udendørs turneringer i foreningsregi
Deltagelse i udendørs foreningsidræt er omfattet af genåbningen, hvilket betyder, at efterskolerne må deltage i udendørs turneringer, der er arrangeret af organiserede foreninger. Det gælder f.eks. DBU’s og Dansk Skoleidræts turneringer. Turneringer og kampe skal afvikles inden for de retningslinjer, som gælder for den udendørs foreningsidræt, bl.a. forsamlingsforbuddet på max. 50 personer og ingen tilskuere.

Deltagelse i indendørs turneringer i foreningsregi
Ifølge regeringens genåbningsplan åbnes der i perioden fra d. 21. april for indendørs idræt i organiseret regi for børn og unge under 18 år. Hvilke konkrete sportsgrene, der er omfattet, og hvilke smitteforebyggende tiltag, der skal tages, er der endnu ikke taget stilling til. Efterskoler vil parallelt hermed, når der åbnes op for indendørs idræt, kunne deltage i indendørs turneringer, når det foregår i organiseret foreningsregi.

Turneringer og kampe, der arrangeres af efterskoler
Det er Efterskoleforeningens vurdering i forlængelse af ovenstående, at efterskoler også selv kan arrangere udendørs kampe og turneringer mellem hinanden, så længe man følger de til enhver tid gældende retningslinjer for den organiserede foreningsidræt.

Der vil naturligvis være en risiko forbundet med at deltage i kampe og turneringer, og derfor kan en skole beslutte ikke at deltage for at begrænse risikoen for COVID-19 på skolen. Vær opmærksom på, at hvis en spiller testes positiv med COVID-19 inden for 48 timer efter kampen, vil både spillerne på eget hold samt modstanderholdet være at regne som nære kontakter, der skal i isolation.

Vi anbefaler, at eventuelle kampe lægges umiddelbart i forlængelse af test på skolen.

Retningslinjer for udendørs foreningsliv kan læses her.

Skriv til raadgivning@efterskolerne.dk ved spørgsmål.