Den nye ansættelsesbevislov medfører nye krav til indholdet af ansættelsesbreve for medarbejdere, der er ansat den 1. juli 2023 eller senere. Alle medarbejdere, der er ansat 1. juli 2023 eller senere, eller som af egen drift efterspørger et opdateret ansættelsesbrev, har krav på at modtage et ansættelsesbrev, der opfylder kravene i ansættelsesbevisloven.

Ansættelsesbevisloven er vedtaget med baggrund i det såkaldte arbejdsvilkårsdirektiv, som EU har vedtaget for at sikre større gennemsigtighed og forudsigelighed for lønmodtagere i EU. Loven udvider arbejdsgivers pligt til at give oplysninger om ansættelsesvilkårene for medarbejdere. Det gælder bl.a. oplysninger om, hvilke orlovsregler medarbejderen er omfattet af, og hvilke socialsikringsinstitutioner, der modtager sociale bidrag knyttet til ansættelsesforholdet (fx Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) og Arbejdsmarkedets Erhvervs Sikring (AES) mv. Disse oplysninger er tilføjet de nye ansættelsesbreve.

På baggrund af den nye lov, har Efterskoleforeningen derfor udarbejdet fire nye kontraktstandarder til det teknisk-administrative personale (TAP).

Der er tale om ansættelsesbreve til henholdsvis:

  • Månedslønnet funktionær
  • Månedslønnet ikke-funktionær
  • Timelønnet
  • Tilkaldevikar

I forbindelse med udarbejdelse af de nye standarder, har Efterskoleforeningen også lavet en vejledning til hvert ansættelsesbrev, så skolerne har mulighed for at få et overblik over, hvilke medarbejder-rettigheder, der er gældende for de forskellige typer af ansættelser, herunder hvilke rettigheder, der er lovhjemlet, hvilke rettigheder, der er udfyldt med Efterskoleforeningens anbefalinger og endelig, hvad der er valgfrit.

Ansættelsesbreve samt vejledninger ligger klar, men afventer digital opsætning. De vil være tilgængelige på hjemmesiden senest medio januar.