Folkeskolens kvalitetsprogram er navnet på den aftale, der i foråret 2024 blev indgået mellem en række af folketingets partier. Der er tale om en omfattende aftale med 33 initiativer, der skal være med til at sætte folkeskolen mere fri.

Over de næste år vil aftalens elementer blive udrullet i folkeskolen. Efterskoler er på nogle punkter bundet op på folkeskolens love og regler, f.eks. følger vi folkeskolens prøvebekendtgørelse. For de undervisningspligtige elever skal undervisningen også stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Derfor er der også nogle elementer, der kommer til at berøre efterskolerne. Her følger et overblik over, de vigtigste områder, hvor efterskolerne vil blive omfattet af reglerne eller allerede er det.

Vi kender ikke alle detaljer endnu, så der er tale om en overordnet gennemgang. Vi uddyber løbende, når der kommer flere detaljer.

Element

Indhold

Fra

Lempende bindinger i fælles mål

Bindingerne i folkeskolens nuværende læreplaner ”Fælles mål”, som de fleste efterskoler følger, er blevet lempet. Færdigheds- og vidensområderne er fra 1. januar alene vejledende, og dermed er det alene fagenes formål og kompetencemål, der er bindende.

Fra og med 1. januar 2025

Ny timetalsfordeling

På folkeskoleområdet sker der en del ændringer omkring de vejledende timetal. Efterskoler er ikke bundet af de vejledende timetal, men da efterskoler skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er timetallene fra folkeskolen noget det skeles til, når der f.eks. føres tilsyn med efterskoler. I udskolingen er der tale om meget små justeringer og derfor er det nok begrænset, hvor meget betydning det får for skolerne.

Gradvis indfasning fra og med skoleåret 2025/26 og frem til 2029/30

Færre prøver og én udtræksblok

Antallet af obligatoriske prøver reduceres fra 8 til 6. Der kommer en ny samlet udtræksblok, hvor der fremover kun skal trækkes én prøve. I den nye udtræksblok vil de skriftlige udtræksprøver og idrætsprøven være fjernet. Mundtlig engelsk bliver til gengæld en del af udtræksblokken og vil ikke længere være en bunden prøve.

Fra og med skoleåret 2025/26

Nye læreplaner

Et centralt initiativ i aftalen er udvikling af nye læreplaner, kaldet ”fagplaner”, der kommer til at erstatte de nuværende fælles mål. De nye fagplaner skal bl.a. være slankere og fokusere mere på fagenes kernestof.

 

Efterskoler, der ikke opstiller egne slutmål, vil skulle følge de nye fagplaner.

 

Fra skoleåret 2025/2026 inviteres skoler til at deltage i et udviklingsprogram om afprøvning af fagplaner, hvor skolerne kan afprøve og give feedback på foreløbige udkast til fagplanerne. Formålet er at sikre, at fagplanerne udvikles med afsæt i praksis og bliver anvendelige redskaber for lærerne. Mere information om udviklingsprogrammet forventes udmeldt i marts 2025.

Vi opfordrer skolerne til at melde sig til afprøvning af planerne og vil videreformidle invitation, når vi får den.

 

Forventeligt august 2027

 

Efterskoler er ikke omfattet af hverken de nye regler om juniormesterlære eller obligatorisk erhvervspraktik i udskolingen, som fra august 2025 træder i kraft for folkeskolerne.