TAP-ansatte, der er ansat 1. juli 2023 eller derefter, skal have nyt ansættelsesbrev, der lever op til ansættelsesbevisloven, der trådte i kraft den 1. juli 2023. Hvis medarbejdere, der er ansat før denne dato, selv henvender sig, har de også krav på et opdateret ansættelsesbrev.

Efterskoleforeningen har i den forbindelse udarbejdet fire nye standarder til ansættelsesbreve samt tilhørende vejledninger. De nye standardansættelsesbreve finder man i foreningens leksikon.
Fremover er der følgende fire standarder:

  • Månedslønnet funktionær
  • Månedslønnet ikke-funktionær
  • Timelønnet
  • Tilkaldevikar

Den nye ansættelsesbevislov udvider arbejdsgivers pligt til at give oplysninger om ansættelsesvilkårene for medarbejdere. Disse oplysninger er tilføjet de nye ansættelsesbreve.

Med den nye ansættelsesbevislov skal medarbejdere have et ansættelsesbrev, hvis deres arbejdstid udgør mere end 3 timer i gennemsnit pr. uge i en periode på 4 uger. Ansættelsesbrevet skal udleveres senest 7 dage efter, at ansættelsesforholdet er påbegyndt. Efterskoleforeningen anbefaler, at der altid udarbejdes et ansættelsesbrev.

Læs mere i cirkulæret om arbejdsgivers pligt til at underrette den ansatte om vilkårene for ansættelsesforholdet.

Ansættelsesvilkårene for de nuværende ansatte, der skal have et opdateret ansættelsesbrev, må som udgangspunkt ikke ændres ved overgangen til de nye ansættelsesbreve. Der skal alene være tale om en opdatering af de standardvilkår/oplysninger, der skal fremgå af ansættelsesbrevet. Skolerne skal derfor være opmærksomme på at få alle eksisterende rettigheder med over i de nye ansættelsesbreve. Læs vejledningen grundigt.

For nyansættelser er der med de nye kontraktskabeloner givet større frihed for skolerne til at lave en individuel kontrakt.