Ved skoleårets afslutning er der en række forhold, skolen skal være opmærksom på, hvis der f.eks. er elever, der har medbragt startpakke til ordblinde elever. Det er vigtigt, at der er styr på overlevering af udstyr mellem forskellige uddannelser, så ordblinde elever ikke står uden hjælpemidler ved skoleårets begyndelse. Her gennemgår vi de vigtigste ting, I skal være opmærksomme på i den forbindelse.
Elever, der stopper på skolen
Elever, der har medbragt en startpakke (computer med hjælpemiddelprogrammer, tidligere kaldet it-rygsæk), der er bevilget via Børne- og Undervisningsministeriets SPS-ordning, skal tage startpakken med videre til deres nye uddannelse, hvis de fortsætter på en anden efterskole, en fri- eller privatskole eller en ungdomsuddannelse. Det er den nye skole/uddannelse, der skal søge om en overflytningsbevilling i fagsystemet SPS2005, men I må gerne gøre skolen opmærksom på, at der kommer en elev med en startpakke.
Hvis eleven skal videre på folkeskole (eller eventuelt forlader uddannelsessystemet), skal startpakken sendes retur til Atea. Det er efterskolen, der har ansvaret for at sende den retur. Der kan hentes fragtlabel hos Atea, så fragten bliver gratis for skolen.
Elever, der begynder efter sommerferien
Nye elever, der medbringer en startpakke, der er bevilget via SPS-ordningen, skal have den overflyttet til jeres efterskole. Det gør I ved at oprette en ansøgning i SP2005 og bede om en overflytning. Det gælder for elever, der kommer fra fri- og privatskole og andre efterskoler.
Elever, der har fået bevilget startpakke i folkeskolen, har typisk afleveret den til kommunen i forbindelse med, at de skal på efterskole. Hvis de ønsker en ny startpakke eller blot kompenserende hjælpemidler, som kan lægges ind på elevens egen computer, skal efterskolen søge om det. I skal vedhæfte elevens ordblindetest i SPS2005 og tydeligt angive, om der søges om startpakke eller hjælpemiddelprogrammer. Anvend om muligt funktionen ”automatisk tildeling”, når I søger, så går bevillingen igennem med det samme. Husk, at I selv skal bestille startpakken, når bevillingen er gået igennem.
Læs mere om administration på efterskoler på Styrelsens hjemmeside.
Skolelicens som supplement til startpakkerne
Vi opfordrer fortsat til, at efterskolerne investerer i skolelicenser på læse-/skriveprogrammer. Det vil typisk være Vitec’s CD-ORD og IntoWords eller WizKids Appwriter.
Hos Vitec er der rabat, hvis I oplyser, at I er en efterskole. Har I skolelicens, kan I i de fleste tilfælde undgå at søge via SPS-ordningen, hvilket giver en hurtigere og direkte adgang til hjælpemiddelprogrammer, når der er et behov.