Der er efterhånden kommet udmøntningspapirer på alle de forskellige puljer omfattet af hjælpepakken til efterskoler, som Folketingets partier vedtog i starten af april. Vi giver her et overblik over de forskellige elementer i hjælpepakken:

Ekstra individuel elevstøtte og kompensation for forældrebetalingen
Skolerne modtog som det første ekstra midler til individuel supplerende elevstøtte. Disse elevstøttemidler kan anvendes i både skoleåret 2019/20 og 2020/21 og skal som udgangspunkt tildeles familier, der har oplevet indkomstnedgang på grund af corona.

Efterfølgende har skolerne kunnet søge om midlerne til at kompensere forældrene med op til 1.000 kr. pr. uge i perioden 1. april til 17. maj. Midlerne fra begge disse puljer er nu udbetalt til skolerne, og mange steder sidder sekretærerne lige nu og udarbejder slutafregninger til forældrene, så der er rent bord inden ferien.

Bemærk, at reglen om mindste lovlige egenbetaling er suspenderet for kalenderåret 2020.

Kompensation for frameldte elever i indeværende skoleår
For øjeblikket kan skolerne ansøge om kompensation for elever, der har frameldt sig i perioden 15. marts til 9. juni, og her er ansøgningsfristen 3. juli. Skolerne har 23. juni fået tilsendt ansøgningsblanketterne på mail fra STUK, og det er tilstrækkeligt at udfylde ledelseserklæringen uden at påføre tal, hvis blot det medsendte regneark udfyldes som dokumentation.

Kompensation for nedgang i elevtallet næste skoleår
Seneste nyt er, at der er kommet en præcisering af udmøntning af puljen, skolerne kan søge som kompensation for fald i elevtal i det kommende skoleår. Bilaget kan læses her.

Skolerne skal opgøre antallet af elever pr. 5. september 2020. Er dette tal lavere end gennemsnittet af elevtallet 5. september de foregående tre år, kan man søge om kompensation for nedgangen. Kompensationen udgør 75 procent af gennemsnitsegenbetaling og -statstilskud for skoleformen.

For en almen efterskole vil kompensationen udgøre kr. 117.000 pr. manglende elev. For ordblinde- og specialefterskolernes vedkommende udgør kompensationen kr. 159.000 pr. manglende elev, da tabet på statstilskud er større for disse skoler.

Ansøgningsblanketter til denne pulje kommer senere.

Mindstekravet til årselevtallet er reduceret
I tilknytning til puljen vedr. manglende elever det kommende skoleår er kravet, om at skolerne mindst skal opnå 24 årselever, nedsat til 15 for skoleåret 2020/21. Heldigvis er dette ikke særligt aktuelt for eksisterende efterskoler. Det er dog en fordel for de to nye skoleinitiativer, der forventes at starte til august, da perioden, de to skoler skal stille en bankgaranti for forskud på statstilskud, kan være forkortet. Læs nyhedsbrevet om denne lempelse her.

Tilskud til ekstra rengøringsomkostninger
Uden for hjælpepakken har skolerne også modtaget et beløb, som udgør et tilskud til ekstraomkostninger på grund af COVID-19. Der er tale om tilskud til ekstra omkostninger til rengøring, værnemidler etc. Vi har tidligere skrevet, at skolerne skal udfylde en ’Tro og love’-erklæring på at midlerne er anvendt til formålet. Den ligger nu klar, og skal udfyldes og returneres til stuk.cia@stukuvm.dk.