De generelle retningslinjer
I forbindelse med genåbningen af efterskolerne blev de nærmere retningslinjer for genåbning af efterskoler udarbejdet. Disse retningslinjer gælder fortsat og vil med stor sandsynlighed ikke blive ændret i dette skoleår. Efterskoleforeningen er fortsat i dialog med myndighederne og håber at få lempet en række retningslinjer til næste skoleår.

Forsamlingsforbuddet
Efterskolerne har siden genåbningen på visse områder været undtaget fra forsamlingsforbuddet. Da skolerne åbnede fra den 18. maj, var undtagelsen knyttet til ”undervisning og pædagogisk tilrettelagt samvær samt elevernes frie tid på skolen”. Siden er undtagelsen blevet udvidet til at gælde ”alle aktiviteter, der er forbundet med skolens virksomhed og som derfor relaterer sig til fx skolens administrative, ledelsesmæssige, faglige eller trivselsmæssige aktiviteter”. Det fremgår af et nyhedsbrev, som Børne- og Undervisningsministeriet sendte den 29. maj til alle skoler. Vi har beskrevet denne udvidelse i denne artikel fra 3. juni.

Forsamlingsforbuddet gælder fortsat for elevernes færden i den frie tid uden for skolens matrikel. Oprindeligt var forsamlingsforbuddet på 10 personer, men er mandag den 8. juni hævet til 50 personer. Det fremgår af Bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger

Eleverne må altså gerne – uden at bryde selve forsamlingsforbuddet – samles op til 50 uden for skolens matrikel, men den generelle anbefaling, om at eleverne kun i begrænset omfang bør færdes uden for skolens matrikel og bør undgå steder med tæt kontakt i lokalsamfundet, gælder fortsat.

Vær dog opmærksom på, at der ikke er et direkte forbud mod at færdes uden for skolens matrikel. Find derfor en god balance mellem, at eleverne på den ene side ikke føler sig stærkt begrænset i deres frihed, og på den anden side at I sikrer et godt forhold til lokalsamfundet og undgår smittespredning.

Familiegruppestørrelsen på 8 har ikke sammenhæng med forsamlingsforbuddet, og derfor er familiegruppernes størrelse ikke ændret, selvom forsamlingsforbuddet er hævet til 50. Familiegruppestørrelsen er defineret af sundhedsmyndighederne ud fra et hensyn til hurtig opsporing i tilfælde af smitte og er den enhed, hvor man må fravige 1 meters-kravet. Skolerne har således gennem hele perioden haft lov til at samle alle elever under hensyn til de øvrige retningslinjer omkring afstand m.v.

Sidste skoledag
Sidste skoledag har fået sine egne retningslinjer. Dem har vi har skrevet en selvstændig artikel om, da vi får mange henvendelser omkring netop den dag.