Børne- og Undervisningsministeriet offentliggjorde fredag retningslinjerne for forebyggelse af smittespredning på efterskoler for det kommende skoleår 2020/21. Retningslinjerne gælder fra den 1. august 2020.
Med de nye retningslinjer erstattes nødundervisningen af almindelig undervisning, når det nye elevhold dukker op. Det bliver muligt, fordi der nu lempes for afstandskravet på 1 meter, så længe det vurderes at være nødvendigt for at leve op til kravene i de almindelige bestemmelser i undervisningen. Men hvor det er muligt, skal der fortsat holdes 1 meters afstand i undervisningen.
I elevernes frie tid erstattes familiegrupperne af primærgrupper, der nu maksimalt må være på 25-30 elever. Her kan afstandskravet på 1 meter fraviges som en generel regel. Når eleverne er sammen med elever fra andre primærgrupper, skal der fortsat være opmærksomhed på afstandskravet.
Desuden er der fortsat centrale retningslinjer i forhold til rengøring og hygiejne samt i tilfælde af corona: Hurtig og effektiv smitteopsporing og isolering af nære relationer til den smittede.
Efterskoleforeningen afholder onsdag den 24. juni fra 10.00 til 11.30 onlinemøde, hvor vi vil gennemgå reglerne mere grundigt. Her bliver der også mulighed for at stille spørgsmål. Link til mødet er sendt til skolernes hoved-postkasse i fredags.
På baggrund af de spørgsmål, der vil komme på mødet, vil vi i foreningen supplere med uddybende oplysninger i næste nummer af Administrativt Nyt, som vi sender ud i næste uge. Vi opdaterer også fortsat på genåbningssiden på www.efterskolerne.dk.