Et enigt folketing har aftalt en hjælpepakke til efterskolerne, der bl.a. indeholder forældrekompensation på op til 1000 kr. pr. uge i lukkeperioden. Hovedlinjerne kan læses i de udmøntningspapirer, som ligger på ministeriets hjemmeside. Men aftalen skal først omkring Finansudvalget, ligesom der skal udstedes en bekendtgørelse. Der skal også laves en vejledning samt tilhørende ansøgningsskema, før skolerne kan administrere aftalen omkring forældrekompensationen og dermed afregne med forældrene.
Vi opfordrer derfor endnu engang skolerne til at væbne sig med tålmodighed og som udgangspunkt ikke afregne med forældrene, før alle detaljer er på plads. Hvis der er forældre, der økonomisk er kommet i klemme, så lav en særordning for dem.
Hjælpepakken blev behandlet i Finansudvalget i sidste uge, hvor der blev stillet en række tekniske spørgsmål fra Venstre. Derfor skal hjælpepakken igen på dagsordenen hos Finansudvalgt. Det sker torsdag den 7. maj. Dernæst skal der udstedes en bekendtgørelse, forhåbentlig i denne uge, men ansøgningsskema og vejledning kan realistisk set nok først forventes at ligge klar i begyndelsen af næste uge. Vi skriver til alle skoler, så snart det er klar.
Fra KomIT har vi fået oplyst, at de vil sørge for, at forældrekompensationen kan beregnes direkte i deres program. Efterskoleforeningen har dog udarbejdet et regneark, hvor man både kan beregne forældrekompensationen fra hjælpepakken og for kost. Der er flere, som har påpeget, at regnearket, som blev lagt på Facebooksiden på kontoransatte, havde nogle uhensigtsmæssige afrundingsfejl. De er nu korrigeret i det ark, som du kan finde her. Du finder en vejledning til arket her.
Siden vi skrev om hjælpepakken i sidste nummer af Administrativt Nyt, er det blevet præciseret, at kommuner og andre offentlige myndigheder ikke skal kompenseres. Fra Børne- og Undervisningsministeriets side har vi endvidere fået oplyst at kompensationen ikke er skattepligtig for elever over 18 år.
Det ligger også fast, at kompensationen ikke gælder for elever, der opholder sig på efterskolen, uanset om der er tale om nødpasning eller andre årsager.
Efterskoleforeningen opfordrer til, at skolerne fortsat kompenserer forældrene for kost med op til kr. 350/uge. Den endelige egenbetaling kan ikke ende under 0 kr. i hver enkelt uge.
Hjælpepakken indeholder flere tiltag ud over forældrekompensationen. Vi vil orientere mere om disse, efterhånden som betingelserne bliver præciseret fra ministeriets side.