Vi får en del spørgsmål i rådgivningen i forhold til, hvad skolerne må og ikke må. Der er meget få faste regler og til gengæld mange anbefalinger og opfordringer. Det giver på godt og ondt mulighed for lokale skøn. Vi guider jer her igennem de mest typiske spørgsmål, så I er bedre rustet til at træffe beslutningerne.
Forsamlingsforbud
Efterskolerne er fortsat undtaget fra forsamlingsforbuddet på fem personer. Det gælder for alle aktiviteter på skolen samt for undervisning og pædagogisk tilrettelagt samvær uden for skolens matrikel. Hvis eleverne færdes uden for skolen i deres fritid, gælder forsamlingsforbuddet til gengæld.
Anbefaling om aflysning af sociale arrangementer, herunder studieture og lejrskoler
Myndighederne anbefaler fortsat, at skolerne aflyser sociale arrangementer. Anbefalingen er foreløbigt gældende til den 5. april. Anbefalingen indebærer også aflysning af kolonier, lejrskoler eller studieture over flere dage, som er planlagt som led i undervisningen. Anbefalingen om aflysning gælder også, hvis lejrskolen eller studieturen alene er for elever fra samme primærgruppe/klasse, der normalt færdes sammen i løbet af dagen. Anbefalingerne gælder også private arrangementer, der ikke arrangeres af skolen, som f.eks. elevfester.
Det er foreningens vurdering, at endagsekskursioner med fagligt og socialt indhold godt kan gennemføres.
Opfordring til at udskyde aktiviteter med et styringsmæssigt eller administrativt formål
Desuden opfordrer myndighederne skolerne til at udskyde f.eks. bestyrelsesmøder, generalforsamlinger, forældremøder, forældresamtaler, orienteringsmøder, rundvisninger, optagelsesmøder og -samtaler. Opfordringen gælder, uanset hvor mange der deltager, og gælder også i første omgang frem til 5. april.
Aktiviteterne kan eventuelt afholdes virtuelt, hvis man ikke ønsker at udskyde det. Børne- og Undervisningsministeriet skriver dog, at der kan afholdes fysiske aktiviteter i særtilfælde. I lyset af vigtigheden af at sikre et ordenligt elevoptag til kommende skoleår er det foreningens vurdering, at skolerne kan afholde rundvisninger og optagelsessamtaler, når der er tale om én familie ad gangen og maksimalt fem personer. Husk at gæster skal bære mundbind.
Nye elevers-dag bør ikke afholdes fysisk, så længe anbefalingen om aflysning af sociale arrangementer gælder. Da anbefalingen muligvis vil blive forlænget efter påske, opfordrer vi alle skoler til at tænke i en virtuel plan B og/eller udskydelse af nye elevers-dag, hvis det er planlagt i april/primo maj.
Lærermøder, pædagogiske dage og lignende kan afholdes med fokus på afstand, hygiejne m.v.
Læs mere om afholdelse af generalforsamlinger her.
Kampe, stævner og opvisninger
Foreningen opfordrer til, at der her og nu ikke arrangeres aktiviteter på tværs af efterskolerne. Det gælder f.eks. teaterforestillinger, gymnastikopvisninger, stævner og kampe. Der er ikke formelle regler om, at det ikke er muligt, men i lyset af, at mange elever og studerende fortsat er hjemsendt, og lignende arrangementer endnu ikke er tilladt i resten af samfundet, mener foreningen ikke, at skolerne skal blande sig med andre efterskoler.
Nogle skoler deltager i specialforbundenes turneringer, f.eks. i DBU’s fodboldturnering. Hvis dette indgår som en del af undervisningen eller som pædagogisk tilrettelagt samvær, dvs. med lærerdeltagelse, er holdet fritaget for forsamlingsforbuddet og kan deltage under de restriktioner, der til enhver tid gælder for foreningsidrætten.