Den nye vejledning fra januar 2019, der erstatter vejledningen fra december 2017, indeholder et nyt afsnit om ordblindetesten. I afsnittet præciseres det, at elever, der er testet ordblinde i kategorien rød, har en funktionsnedsættelse og derfor er omfattet af reglerne om at få tilbudt prøver på særlige vilkår.

Det præciseres desuden, at elever, der er testet med ”usikker fonologisk kodning” – kategori gul - ikke har en funktionsnedsættelse i form af ordblindhed. De skal derfor ikke tilbydes prøve på særlige vilkår. Undtagelsen er, hvis eleven har en anden funktionsnedsættelse eller tilsvarende vanskeligheder, der berettiger til prøve på særlige vilkår.

Læs mere om prøver på særlige vilkår og prøvefritagelse her.

Her finder du også den nye vejledning.

Kontakt Sine Eggert se@efterskoleforeningen.dk 33179768 om ordblinde elevers rettigheder eller Lis Brok-Jørgensen lbj@efterskoleforeningen.dk 33179764 om øvrige spørgsmål til prøverne

Fakta
Prøvebekendtgørelsen:

§ 28. Skolens leder skal tilbyde særlige prøvevilkår til elever med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller tilsvarende vanskeligheder, når dette er nødvendigt for at ligestille disse elever med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der ikke sker en ændring af prøvens faglige niveau.

§ 33. Elever, for hvem prøveaflæggelse på grund af betydelig funktionsnedsættelse ikke skønnes hensigtsmæssig, kan fritages for at aflægge folkeskolens obligatoriske prøver. Fritagelse kan omfatte en eller flere prøver eller delprøver.

Du finder bekendtgørelsen her.