Medarbejdere har ret til at holde 5 ugers ferie i hver ferieafholdelsesperiode. Ferien optjenes i perioden, der løber fra 1. september til 31. august, mens ferien skal afholdes i ferieafholdelsesperioden, der løber samtidig med optjeningsperioden fra 1. september og forlænges indtil 31. december året efter.

Samtidighedsferie betyder dermed, at medarbejderen kan holde ferien måneden efter, at den er optjent, og at den periode, hvor medarbejderen kan holde ferien, udstrækkes til i alt 16 måneder.

Feriedage optjent i ferieåret 1. september 2023 til 31. august 2024, skal være afholdt inden 31. december. Har medarbejderen ferie til gode, skal det varsles afholdt. Ellers kan det gå tabt.

1. - 4. ferieuge
Efter den nye ferielov er det ikke længere muligt at få 1. - 4. ferieuge udbetalt. Kun hvis den ansatte har været feriehindret fx pga. sygdom eller barsel to ferieafholdelsesår i træk, vil det være muligt at udbetale 1. – 4. ferieuge.

Er den ansatte fortsat feriehindret pga. sygdom eller barsel skal 1. - 4. ferieuge overføres til næste ferieafholdelsesår og skal om muligt afholdes inden d. 31. december 2025. Fortsætter sygdommen, eller skyldes fraværet fortsat barsel frem til 31.12.25 og den ansatte dermed har været feriehindret i 2 ferieafholdelsesår i træk, kan 1.-4. ferieuger udbetales. Men først der.

5. ferieuge
Ferie udover 4 uger kan overføres. Overførsel af den 5. ferieuge til den kommende ferieafholdelsesperiode kræver aftale. Hverken arbejdsgiver eller medarbejderen kan kræve, at ferie overføres, medmindre der er tale om en feriehindring. Aftalen skal være indgået senest, når ferieafholdelsesperioden slutter 31. december.

Hvis medarbejderen har ferie til gode, og der ikke er indgået aftale om overførsel, skal arbejdsgiver automatisk udbetale de resterende ferie til medarbejderen. Kun ferie ud over 4 uger kan udbetales.

Automatisk udbetaling forudsætter, at medarbejderen har været ansat i virksomheden i hele ferieafholdelsesperioden og har været ansat på fuld tid.

Omsorgsdage
Ansatte med ret til omsorgsdage har 2 omsorgsdage pr. kalenderår pr. barn til og med det år, hvor barnet fylder 7 år. Omsorgsdage optjenes ikke, men er direkte knyttet til barnet, og de skal om muligt afholdes i kalenderåret, ellers går de tabt. Omsorgsdage fra det kalenderår, hvor barnet er født/modtaget, kan dog overføres til det følgende kalenderår.

Der er ingen varslingsfrister for omsorgsdage. Skolen skal så vidt muligt imødekomme de ansattes ønske om afvikling af omsorgsdage.

Skolen bør minde ansatte med ret til omsorgsdage om, at de skal varsle omsorgsdagene til afholdelse nu.