Special Skills inviterer til en faglig og social oplevelses-/aktivitetsdag, hvor hands-on og multiple sanseindtryk er i fokus. Special Skills events består primært af 2 nedenstående elementer

Special Skills dysten
Her dyster eleverne holdvis i 4 forskellige discipliner, f.eks. borddækning, piske æggehvider, samle et tastatur eller lægge granitsten. Dysten er opdelt i 3 sværhedsgrader, så alle kan være med og alle kan blive passende udfordret. Sværhedsgraderne er beskrevet ved tilmelding og de konkrete discipliner oplyses 14 dage før eventet, så eleverne kan øve sig på forhånd. Konkurrenceelementet er afstemt, så deltagelse og fællesskab er i højsæde. Der er diplomer til alle elever og medaljer til vinderne af Special Skills Dysten.

Special Skills Faglig Fordybelse
Her kan eleverne fordybe sig i 8-12 forskellige praktiskorienterede fagretninger, som f.eks. køkken, dyrehold, auto, gartneri eller IT. På Faglig Fordybelse er der plads til, at eleverne kan fordybe sig i deres eget tempo og på egne præmisser. De kan få afprøvet i praksis, hvordan fagretningerne matcher deres forventninger og forudsætninger, også når det kommer til sensoriske påvirkninger som lyd, lys, lugt osv. Faglig Fordybelse er indrettet og bemandet af lokale udbydere af uddannelsestilbud til målgruppen, hvilket sikrer et indgående kendskab til målgruppens forudsætninger og behov, herunder at de pædagogiske og didaktiske rammer kan tilpasses den enkelte elev.

På Special Skills events er der desuden et hvileområde til elever, der har brug for pauser og ro samt et samaritter-telt, hvis uheldet skulle være ude. Der er gratis frokost til alle elever samt ledsagende lærere og uddannelsesvejledere.

Læs mere om Special Skills her.