Sdr. Feldings Efterskole er en boglig skole for ordblinde. Vi lærer dig at bruge teknologiske hjælpemidler, så din ordblindhed ikke skygger for din faglighed. Vores mål er, at du består Folkeskolens Afgangsprøve, så du kan gå videre på en ungdomsuddannelse. Dit år hos os er også fyldt med venskaber og oplevelser. Skolen ligger 1,5 time fra Aarhus.
På Sdr. Feldings Efterskole er vores lærere særligt uddannet til at undervise normaltbegavede unge med læse- og skrivevanskeligheder – eller sagt med andre ord: Vi er en ordblindeefterskole i Jylland.
Vi kalder os selv en boglig skole, fordi vores mål er, at du skal bestå Folkeskolens Afgangsprøve. Derfor underviser vi efter moderne metoder.
Alle på skolen bruger IT-hjælpemidler
Teknologi, der kan hjælpe ordblinde, er en af grundstenene i vores undervisning.
IT er en naturlig del af undervisningen på Sdr. Feldings Efterskole, og vi bruger primært Mac-computere.
Du får adgang til AppWriter, og vi underviser dig og dine klassekammerater i at bruge de teknologiske hjælpemidler, der er udviklet til ordblinde elever.
Hjælpemidlerne er en naturlig del af undervisningen hos os, fordi alle i klassen bruger dem. Det betyder, at alle lærerne kan hjælpe dig med det tekniske. Det betyder også, at du ikke kommer til at føle dig anderledes hos os, fordi du bruger hjælpemidlerne.
Små klasser giver lærerne bedre tid til dig
Vores klasser er små, og i de obligatoriske fag dansk, matematik og engelsk er der højst 16 elever i klassen. Det betyder, at lærerne har bedre tid til at hjælpe dig.
Vi tilbyder desuden tysk på alle klassetrin, men det er i særlige tilfælde muligt at vælge fra.
Hver uge har du seks dansktimer, fire matematiktimer og tre engelsktimer.
Linjefag- og valgfag
På skolen tilbyder vi også forskellige linje- og valgfag, hvor der er fokus på dine og dine kammeraters interesser. Vi har derfor et bredt udbud af kreative og aktive fag.
I efterskoleåret 2024/2025 udbyder vi disse linjefag:
- Adventure
- Craft
- E-sport
- Madlavning
- Rytme
- Spring
- 8. klasse prøvefag (Håndværk & Design, Madlavning).
I efterskoleåret 2024/2025 udbyder vi for eksempel disse valgfag:
- Boldspil inde
- Boldspil ude
- Fagligt boost dansk
- Fagligt boost matematik
- Krea
- Puls-klubben
- L2025 (Landsstævne 2025)
- Madlavning
- Makerspace
- MTB
- Prøveklar.
Gymnastik skaber fællesskab
På Sdr. Feldings Efterskole er gymnastik obligatorisk, og vi underviser dig og dine efterskolevenner i både spring og rytme. Vi har nemlig også fokus på bevægelse.
Desuden skaber gymnastikken et unikt fællesskab, når vi i foråret samles om gymnastikopvisningerne.
I 2025 tager vi også med til DGI Landsstævne.
Kammeratskab og gode oplevelser
Et efterskoleår hos os har altså i skoletiden fokus på det faglige.
Men venskaber, gensidig respekt og gode oplevelser er selvfølgelig også vigtige i et godt efterskoleår. Så efter skoletid kan du glæde dig til en udlandstur, lejrture, erhvervsuge, temauge og fællesarrangementer.
Sdr. Feldings Efterskole ligger på et hyggeligt område, hvor I kan spille bold, hygge omkring et bål, køre på mountainbike eller andre aktiviteter. Vi har også forskellige værksteder, og indenfor kan I spille bordtennis og pool.
Kom og besøg os
Du er velkommen til at komme og besøge os. Du og dine forældre får en rundvisning og kan tale med skolens lærere om, hvordan det er at gå i skole hos os.
Vi inviterer flere gange om året til informationsaftener.
Husk at booke tid på vores hjemmeside.
Du er også meget velkommen til at besøge os til åbent hus på Efterskolernes Dag den sidste søndag i september.
Sådan bliver du optaget på efterskolen
Hvis du gerne vil søge om optagelse hos os, kan du følge denne vejledning.
1. Udfyld ansøgning om optagelse på vores hjemmeside.
2. Send ordblindetest, udtalelse fra nuværende skole, hvori det beskrives, hvordan du klarer dig fagligt og socialt samt eventuel PPV eller andet relevant materiale på mail til kontor@sfeefterskole.dk.
3. Book tid til besøg og samtale på vores hjemmeside (hvis I ikke allerede har besøgt os).
Du er altid velkommen til at ringe eller skrive til os, hvis du har brug for hjælp eller har spørgsmål.