Brøndby Idrætsefterskole er for dig der vælger 10. klasse og ønsker et år på efterskole, hvor sport, uddannelse, fællesskab og personlig udvikling går hånd i hånd. Vi sikrer et optimalt trænings- og uddannelsesmiljø med linjerne fodbold, dans og fitness.
Hvordan er det så at gå på efterskole og bo hjemmefra sammen med mange andre?
Du kan godt forvente, at din hverdag på skolen bliver meget forskellig fra det, du kender i dag. Du er sammen med dine skolekammerater hele døgnet – både når du spiser, går i skole, dyrker din idræt og hygger dig om aftenen og i weekenden.
Hver dag byder på nye oplevelser. Samtidig vil vi gerne holde en ret fast dagsrytme, så vi alle har nogle faste holdepunkter i løbet af dagen.
Kommer du med den rigtige indstilling, kan du glæde dig til en stor og god oplevelse.
Bare rolig. Dine dage bliver på ingen måde ens. Men fx undervisninger, måltider og sengetider ligger ret fast.
En typisk dag på skolen kan se nogenlunde sådan her ud:
07.00 – Fælles og obligatorisk morgenmad
08.00 – Linjetræning
09.30 – Pause (bad, omklædning og mellemmåltid)
10.10 – Undervisning
11.40 – Pause, rengøring af fællesområder
12.00 – Middagsmad i 09’eren (varm mad)
12.45 – Undervisning
14.15 – Pause (mellemmåltid)
14:30 – Undervisning
16:30 – Stilletime til lektielæsning, afslapning, rengøring af værelset. Eleverne opholder sig typisk på deres værelser
18.30 – Aftensmad i 09’eren
19.00 – Træning og samvær. I løbet af ugen er der forskellige aktiviteter, eleverne kan deltage i – bl.a. lektiehjælp i aulaen, spil, turneringer, valgfag eller andet. Eleverne kan naturligvis også slappe af på værelserne eller bare hygge med hinanden.
21.30 – Eleverne skal være på deres gange
22.00 – Eleverne skal være på deres værelser
23.00 – Godnat (nattevagten går sin runde)
Glæd dig til ture og events
Vi elsker at komme ud af huset, få vores sanser udfordret og blive inspireret til at tænke nye tanker. Det er vigtigt for alle på skolen, at vi ikke kun får vitaminer til kroppen, men også til hovedet og sjælen.
Mens du går på skolen, får du mange spændende oplevelser. Det kan for eksempel være inden for kunst, kultur, musik, sport, arkitektur og politik.
Du kan glæde dig til mange arrangementer, ture og events. Nogle er om dagen, og andre er om aftenen. Og når det passer i kalenderen, sker der også noget i weekenderne.
Vi inviterer også af og til forældrene forbi, så de får et indblik i dit liv og hverdagen på skolen. Forældrene får også mulighed for at bidrage med praktisk arbejde til 2 arbejdsweekender om året, hvor vi i fællesskab shiner skolen op og har en hyggelig dag sammen.
Kost & ernæring
Vi lægger stor vægt på, at du og alle elever får en sund og varieret kost, der tager højde for alles individuelle behov, så vidt det er muligt.
Køkkenet serverer dagligt tre hovedmåltider og tre mellemmåltider. På den måde kan du spise optimalt før, under og efter dine træninger.
Du kan også lave dig en madpakke, hvis det passer bedre i forhold til kampe og træning.
Vores dygtige kokke laver lækker mad, der er nøje tilrettelagt i forhold til makronæringsstoffer (fordeling mellem protein, kulhydrat og fedt) og mikronæringsstoffer (vitaminer og mineraler). Du skal som elev få en sund fysisk udvikling og kunne præstere maksimalt i hverdagen.