Af Louise Wethke Buch
”Det er godt at føle, at der er et formål med dagen”

Nikolaj Lehmann

  • 17 år
  • Gik i 10. klasse på Flemming Efterskole i 2019/20
  • Bor i Aarhus og går på Egaa Gymnasium

”Lige da vi blev sendt hjem, havde jeg lyst til at ligge i fosterstilling hjemme på sengen, for jeg følte, at det hele var så uretfærdigt. Det var efterskolen, der fik mig op om morgenen, og jeg synes, Flemming Efterskole var god til at holde efterskoleånden, -ilden og -lysten i gang. Hvis man har det træls, er der tit noget, man selv kan gøre også. Jeg blev god til at holde en god døgnrytme, så jeg stod tidligt op om morgenen, tog noget ordentligt tøj på og kom ud at gå ture og snakke i telefon med mine efterskolevenner. Jeg tror, det er godt at føle, at der er et formål med dagen. Jeg huskede også at dyrke motion og have gang i nogle aktiviteter, så jeg ikke bare lå hjemme og havde ondt af mig selv. Jeg gik blandt andet 100 km på tre dage sammen med min far og storebror fra Aarhus til Flemming Efterskole, mens vi overtog efterskolens Instagramprofil. Det var ens egen indsats, der afgjorde, hvor sjovt man havde det, og hvor godt sammenholdet var, mens man var hjemme. Det var jo et vilkår, vi ikke kunne ændre, så vi var hver især nødt til at få det bedste ud af det. Der var også noget smukt ved den frihed, vi fik. Da vejret begyndte at blive bedre, var jeg sammen med et par drenge fra efterskolen, så det blev lidt sommerferieagtigt. Vi ville da klart hellere have været på efterskolen, men på den måde blev frihedsfølelsen ret fed. I dag ville jeg ikke ændre noget, for jeg har stadig haft det bedste efterskoleår. Jeg har hørt, at mange godt kan blive lidt efterskoletrætte til sidst, men for os var det den ultimative efterskolefølelse at komme tilbage. Det skabte en vildt fed kultur, at vi sad udenfor sammen i det gode vejr på campingstole eller i græsset, fordi vi ikke måtte være indenfor på hinandens værelser. Der var mange flere fælles aktiviteter, hvor alle var med til at lave snobrød eller synge fællessang. De sidste seks uger var dobbelt så gode som resten af året.”

Sådan holder du humøret oppe
”Det er en god regel at huske, at man spiller med de kort, man har fået tildelt. Man er selv nødt til at tage initiativ og deltage med samme energi, som hvis man havde været på efterskolen. Tag for eksempel initiativ til at ses med en efterskoleven, ring rundt til vennerne, eller spørg lærerne, om de vil deltage i nogle challenges. Jeg købte for eksempel et domæne på Google Meet, hvor vi holdt onlinefester og påskefrokost og drak nogle øl sammen.”

 

”Fællesskabet bliver stærkere af, at man savner det”

Tahina Lautrop Ramanamihantatsoarana

  • 16 år
  • Gik i 9. klasse på Mellerup Efterskole i 2019/20
  • Bor i Aarhus og går på Aarhus Katedralskole

”Jeg brugte karantæneperioden på at nørde alt det, jeg ikke havde haft tid til i hverdagen, så jeg fik øvet virkelig meget musik, hæklet og gået lange ture. På min efterskole spillede vi rigtig meget Bingo Banko og havde hyggeaftener, hvor vi snakkede og drak te på Google Meet, så der også var noget hyggeligt ved det hele. Vi snakkede faktisk sammen hele tiden, og der var næsten altid et opkald, man lige kunne joine, fordi vi savnede hinanden så meget. Vi blev endnu tættere, fordi vi alle gik igennem det samme, og vi kunne relatere til hinandens problemer, og at det hele var mega nederen. Jeg fik også nye veninder fra efterskolen under karantænen, fordi man havde mere tid til at snakke med enkelte personer. Når man er hjemme, har man mere tid til at tænke, og jeg indså, at der var mange, jeg gerne ville snakke mere med. Da vi kom tilbage på efterskolen, værdsatte vi det meget mere. Sammenholdet var virkelig blevet godt efter karantænen – næsten bedre end før, fordi vi havde savnet hinanden. Jeg tror, at fællesskabet bliver stærkere af, at man savner det. Før tænkte vi, at vi havde masser af tid, så vi lå mest bare inde på værelserne og hyggede os. Efter karantænen var vi alle sammen hele tiden, for vi ville bare ikke gå glip af noget. Det har helt klart også styrket vores sammenhold efter efterskolen, at vi er vant til at facetime med hinanden, og jeg snakker stadig næsten dagligt med nogen fra efterskolen.”

Sådan holder du humøret oppe
”Hjemsendelsen er stadig en del af jeres efterskoleår – måske en stor del af det, så man kan lige så godt gøre det hyggeligt og fokusere på de gode ting. Det hjalp mig rigtig meget at tænke på, at vi alle gik igennem det samme, og at det ikke kun var mig, der var sendt hjem. De første dage kom jeg ikke rigtig ud, og det påvirkede mit humør. Det hjalp virkelig meget, da jeg begyndte at gå ture og snakke i telefon med mine efterskolevenner.”

 

”Det holdt os oppe at tænke på alt det gode ved efterskolen”

Jakob Lange Vangshold

  • 17 år
  • Gik i 10. klasse på Vejstrup Efterskole i 2019/20
  • Bor i Odense og går på Odense Tekniske Gymnasium

”Vi blev sendt hjem, lige da sæsonen for vores gymnastikopvisninger skulle til at begynde. Det var virkelig øv, men det holdt os oppe at tænke på alt det gode ved efterskolen og på, hvor godt det ville blive at komme tilbage igen. Det var hårdt ikke at kunne se sine efterskolevenner og kramme dem, men vi ringede og facetimede efter undervisningen, så vi snakkede sammen, ligesom hvis vi stadig havde været på skolen. Det var virkelig fedt, at vi kunne holde kontakten, selvom vi var spredt til alle landets hjørner. På en eller anden måde gjorde det vores fællesskab stærkere, at vi blev sendt hjem. Vi savnede rigtig meget at komme tilbage på skolen og dele vores fælles interesse og glæden ved at gå på efterskole med hinanden. Hvis der nu ikke havde været corona, kunne man forestille sig, at folk ville have været trætte og haft brug for en pause i opvisningssæsonen. Da vi kom tilbage, var alle bare klar. Alle de grupper, der var før, var splittet lidt op, fordi vi alle bare gerne ville være sammen med hinanden og nyde den sidste tid, vi havde sammen.”

Sådan holder du humøret oppe
”Selvom I er blevet sendt hjem, kan I komme igennem det sammen. Vær med til alle de timer og aktiviteter, som skolen arrangerer, for at bevare fællesskabet og glæden ved efterskolen. Hold så meget kontakt med jeres venner, I overhovedet kan, og glæd jer til at komme tilbage, så I kan nyde hvert eneste øjeblik den sidste del af året.”

 

”De sidste uger var de bedste uger på hele året”

Astrid Boas Carlsen

  • 17 år
  • Gik i 9. klasse på Flakkebjerg Efterskole i 2019/20
  • Bor på Frederiksberg og går på Rysensteen Gymnasium

”Da vi fandt ud af, at vi skulle være hjemme i mere end to uger, fik jeg lov af mine forældre til at være i corona-karantæne med en af mine veninder fra efterskolen. I den sidste periode af hjemsendelsen var vi hele tiden sammen og havde virtuel undervisning sammen. Det hjalp helt klart, så jeg ikke følte mig helt alene. På ’Flakke’ var morgensang en fast tradition, og det holdt vi fast i, selvom vi var sendt hjem, så vi stadig havde den der fællesskabsvibe med efterskolen. Nu, hvor jeg tænker tilbage, var de seks uger, vi havde sammen til sidst på efterskolen, de bedste uger på hele året. Det var blevet sommer, vores eksaminer var blevet aflyst, vi hyggede os og lærte nye mennesker at kende. Vi havde mistet så meget af vores efterskoletid, så der skulle virkelig presses noget ud af den sidste tid. Vi havde meget mere gåpåmod og mod på efterskolelivet, og humøret var blevet løftet igen. Vi var en rigtig københavnerskole, så mange plejede at tage hjem i weekenderne for at feste sammen, men til sidst havde folk lyst til at blive på skolen og hygge i weekenderne. Det var som at starte på en frisk. Vi var tvunget til at være udenfor, for vi måtte ikke være på hinandens værelser, og mange af os begyndte derfor at snakke med nogle, vi ikke havde snakket med før. Jeg tror faktisk, at jeg har nogle venner nu, som jeg ikke ville have haft, hvis ikke der havde været corona.”

Sådan holder du humøret oppe
”Hold kontakten med dine efterskolevenner, så I stadig udvikler jeres venskaber. Husk at ringe til hinanden, og hvis I er en vennegruppe, kan I mødes på Zoom. Hvis du har en ven eller en veninde, som bor tæt på dig, kan I gå i karantæne sammen.”