Af Katrine Friisberg
Efterskolen Epos og Østerskov Efterskole har flere ting til fælles. Begge skoler arbejder intensivt med rollespil. Begge skoler har også ry for at være gode til at rumme transkønnede og elever med nonbinær kønsidentitet. Det er de stolte af.
”Jeg betragter det som en af efterskolens kerneopgaver at hjælpe eleverne med at blive dannet og danne sig selv som personer. Potentialet for at vokse i løbet af et efterskoleår er helt utroligt. Hvis køn betyder meget for dig i den sammenhæng, skal skolen møde dig i det,” mener viceforstander på Efterskolen Epos Tue Thinggaard.
Læs også: "Tanken om at bo på et kønnet værelse er ikke rar"
Både Epos og Østerskov arbejder aktivt med at bruge de kaldenavne, som eleverne vælger. Det betyder, at eleverne i løbet af året kan skifte kaldenavn og bede om, at både lærere og elever bruger deres nye navn. Lærerne gør sig også umage med at bruge de pronomener, som eleverne vælger. Derudover fylder undervisning og samtale om respekt og rummelighed over for minoriteter en del.
For og imod kønsneutrale værelser
Sidste skoleår indførte Østerskov Efterskole kønsneutrale værelser. Det har medført, at de transkønnede og nonbinære elever føler sig mere som en del af fællesskabet, fortæller skolens forstander Anne-Marie Fledelius.
”Vi har en meget sammenhængende elevflok nu, hvor det med kønsidentitet ikke har betydning,” siger hun.
Skolen har i år fem kønsneutrale værelser, hvor der både bor transkønnede, ciskønnede og elever med nonbinær kønsidentitet.
Efterskolen Epos vil ikke tilbyde kønsneutrale værelser. Her blander de ikke elever med forskelligt juridisk køn, fordi de vil undgå ’en Epos-baby,’ som viceforstander Tue Thinggaard formulerer det.
Det giver lidt konflikter på skolen, fordi det betyder, at kærestepar af samme juridiske køn godt kan dele værelse. Skolen gør dog hele veje igennem meget ud af at tale med den enkelte elev for at finde den optimale løsning, som f.eks. kan være at bo på værelse med andre transkønnede eller nonbinære elever eller at bo på enkeltmandsværelse.
Elever søger af forkerte grunde
Selv om begge skoler er stolte af, at de er gode til at rumme elever med nonbinær kønsidentitet, mener de dog også, at det også kan medføre en risiko for, at en del elever ikke vælger skolerne af de rigtige årsager.
”Vi oplever, at nogle elever søger os på grund af det her ry. Der har vi en udfordring, for vi er en skole, som underviser på en meget anderledes måde. Vi går meget op i legende læring og læringsrollespil. Og fordi du er transkønnet, betyder det bestemt ikke, at du synes, at rollespil er spændende,” siger Tue Thinggaard.
Han er sikker på, at alle efterskoler prøver så godt som muligt, og han er klar over, at det f.eks. for en idrætsefterskole kan rumme flere udfordringer.
”Men hvis man som transkønnet roligt kunne søge ud fra sine interesser og stadig være sikker på at blive accepteret, ville det indirekte være en hjælp for os,” siger han.
Han understreger, at et inkluderende miljø ikke kun kommer transkønnede og nonbinære elever til gode. Han oplever, at det også gør, at andre elever føler sig set og rummet, som de er.
”Vi som efterskoler skal sørge for, at vores elever kan komme og have lov til at identificere sig, som de vil, og stadig føle sig set og velkomne og få en oplevelse af, at de har et værd. Det er en kerneopgave ikke kun i forhold til køn, men til alle mulige måder at identificere sig på,” siger Thue Thinggaard.
Onlinedebat om unge og kønsidentitet
Efterskolerne oplever, at flere unge er eksperimenterende og søgende i forhold til deres kønsidentitet, og på Folkemødet på Bornholm i juni vil der være en debat om unge og kønsidentitet arrangeret af Efterskolerne. Debatten kan også følges digitalt hjemmefra. Tv- og radiovært Sara Bro interviewer tre unge, der definerer sig som transkønnede eller non-binære, hvorefter hun modererer en debat mellem bl.a. sekretariatsleder LGTB+ Danmark Susanne Branner Jespersen, formand Det Etiske Råd Anne-Marie Axø Gerdes, forperson for Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn Marie Elisabet Lind-Thomsen og formand for Efterskolerne Torben Vind Rasmussen. Læs mere her.